Tasjas vej til verden
d.20 November 2008. vi havde haft en hyggelig dag stille og rolig, været ude og handle, snakket om hvornår mon baby kom, selvom jeg først havde termin 17 december, vi spiste aftensmad kl. 17, grinede og slappede af.
klokken 18 min mand kørte på arbejde han skulle møde en halv time senere. jeg satte mig ved computeren, havde haft lidt svært ved at sove de sidste dag men ikke noget vildt. pludselig kan jeg mærke en form for klik inde i maven, og så skal jeg tisse, går på toilettet og det står ud, hold da op tænkte jeg, det bliver ved så jeg satte mig på kanten af badekarret så det kan dryppe derned, og jeg kan nu se det er gennemsigtigt, klokken er 18,30 og jeg tænker bare shit så er det nu.
Ringer til fødegangen og får at vide at jeg bare skal tage det roligt, jeg er jo førstegangsfødende. jeg ringer til min mand, som tilbyder at komme hjem, men jeg siger at det er ikke nødvendigt for det er jo bare vandet. ringet til min mor som tilbyder at komme med det samme, hun får samme besked. ringer til min søster for at fortælle at nu er hun snart moster, hun spørger om min mand er på vej hjem og jeg siger nej, så skal du nok ringe og sige til ham at han skal komme hjem for vi føder hurtigt siger hun, og for første gang er jeg nervøs.
ringer til min mand igen og giver ham besked og vi bliver enige om at han lige gør det færdigt han er ved også kommer han hjem, jeg teger et badehåndklæde om rumpen og begynder at pakke taske, den er ikke klar da det jo først er om 4 uger baby skal komme. må opgive efter en halv times tid, kan ikke koncentrere mig og er begyndt at få nogle veer.
manden kommer hjem kl.21.30 og veerne er helt klart onde ved mig, han pakker tasken færdig og min telefon ringer, det er jordmoderen fra tidligere der vil høre hvordan jeg har det, sidder midt i en ve og det kan hun ikke høre. der går 10 minutter og min mand ringer til dem, det er en studerende der tager telefonen og hu kan høre jeg ømmer mig og beder os komme derned. jeg ringer til min mor som skal med.
kl.22 cirka er vi på fødegangen. det river godt til dernede, vi kommer ind påen stue hvor jordmoderen kan konstatere at jeg er 4 cm åben,vi får snakket om hvad jeg godt kunne tænke mig omkring min fødsel, hvem der skal med og sådan nogle ting, vi får kørt en strimmel, der er nogle dyk som det kigger lidt på, min mor dukker op med min papfar. klokken er 23.15 og det er ikke så slemt lige der synes jeg så vi bliver enige om at gå en lille tur ned i forhallen mens der skiftes jordmoder på afdelingen. det går fint ned, vi går og pjatter og griner(det er godt for veerne), de får røget en halv smøg også kan jeg mærke at nu går det vist ikke længere, min mor siger bare vent til veerene kommer som perler på en snor.
kl.24 er tilbage på afdelingen, hilser på den nye jordmoder som er vildt rar, hun vil gerne lige undersøge mig da hun kan se jeg har det hårdt. min mand har indtaget sin plads ved min højre skulder, min mor sidder på ekstrasengen på stuen og min papfar går rundt ude på gangen jeg beder ham komme ind, han sætter sig ved siden af min mor, for som vi jo havde fået at vide under fødselsforberedelsen kan det jo godt tage laaang tid. jordmoder mærker efter jeg er 7 cm. åben, veerne trækker godt til og de bliver kraftigere og kraftigere. jeg bliver mærket på igen og er nu fuld åben. så spørger jeg hvor fanden der skulle være plads til en snor henne.
kl. 00.55 får jeg presseveer, men må ikke presse( ikke lige det nemmeste) i mellemtiden har de sat en elektrode på babys hoved for hjertelyden dykker meget, en læge kommer ind på stuen, baby er nede på 60 slag i minuttet i 3 minutter, der bliver noget uro, jordmoderen rejser sig fra hvor hun har siddet og kigger mig dybt i øjnene og siger nu presser du til for baby SKAL ud nu, og jeg presser og maser alt hvad jeg kan, bare baby er okay.
kl.01.15 baby ligger på min mave, der går lige nogle minutter inden jeg opfatter noget , har været helt langt væk. det første jeg siger se mor jeg har fået en baby. baby bliver taget over og undersøgt,det er en pige og hun er lille, 2690 g og 48 cm, kommer over til mig igen, manden er stolt, mormor er stolt og morfar er ikke til at skyde igennem, jeg er bare træt og glad for at det er overstået på. 5 timer og 15 minutter.
vi får en lidt hård start som forældre da vores lille datter ikke selv har kræfter til at spise. så vi er på sonde i 10 dage og 2 dage uden inden vi får lov til at tage hjem.
alt er stykket sammen af de udskrifter jeg har fået fra hospitalet og den efterfølgende samtale med min mand og jordmoderen, for jeg selv husker ingenting fra efter jeg blev undersøgt 2 gang efter gåturen. det var så intenst at jeg ikke husker hvad der skete fordi det på nogen måder gik alt for stærkt.
