Hjælp.... separationsangst ved vuggestuestart...

Som overskriften lyder har jeg brug for hjælp til at finde ud af hvad jeg skal gøre....

Vores søn på 11 måneder er startet i vuggestue i starten af januar. For en uge siden begyndte han ikke at ville falde i søvn selv. Han skriger som en stukket gris, hver gang vi ligger ham ned i sengen.

Det skal lige siges at han før det, har været den nemmeste dreng at få til at sove. Der lagde vi ham bare, og så sov han 5 min efter...

De første par aftner tog vi ham op og det endte med at vi lagde ham ind i vores seng sammen med mig. Men da det jo ikke er en holdbar løsning, så prøvede jeg i går samt i dag, at få ham til at blive i hans egen seng. Efter 45-60 min lykkedes det endelig. Men sikke meget skrig og skrål. Hver gang han begyndte virkelig at græde, har jeg taget ham op og når han så er faldet ned igen, så puttet ham ned i sengen. Men jeg føler mig bare som en dårlig mor, når han er så dybt ulykkelig over at skulle falde i søvn

Er der nogen der har gode råd til hurtigt og nemt at komme over den her separationsangst????

Jeg ved godt de fleste siger det kun tager mellem 1-2 uger, men hold nu op det er hårdt indtil videre.....

Puha det lyder ikke rart

Jeg sidder desværre ikke med det gyldne råd, da min datter heldigvis har taget seperationen fra mor helt perfekt

Håbr snart i er tilbage i tilbage i de gode rutiner

Det er heldigvis også blevet bedre, men nu har min søn så lagt sig syg med influenza.... Han hoster og snotter samt har lidt feber engang imellem. Puha jeg glæder mig til han er frisk og kan komme i vuggestue igen. Så kan moderen slappe af og sove for de sidste mange nætter

Min datter er 9 mrd om et par dage, hun startede i VS da hun var 6 mrd. Men det er først nu, at vi kan mærke den separationsangst, som de får.

Hun kan godt have rigtig svært ved at falde i søvn i sin seng, og hun har altid været nem til at få til at sove om aftenen. Det tager nogen gange kun lige en godnatsang, så sover hun.

Men efter hun får så mange indtryk i VS, kan hun slet ikke finde ro. Og så kommer angsten oveni.

Det vi gør, er, at gå ind til hende mellem jævne mellemrum og give hende sutten og ae hende på ryggen. Så ud igen - det blir vi ved med - medmindre hun skriger rigtig meget. Så tager vi hende op, men aldrig ud af værelset.

Vi har puf derinde, som kan foldes ud, hvis det blir nødvendigt for mig, at sove sammen med hende. Det er vigtigt for os, at hun bliver i sit værelse og ikke vender sig til at ku komme ind til os. Det lyder måske "ondt", men det gjorde vi også med nr 1.

Knus her fra

Vi oplever lidt af det samme. Min datter er 9 måneder og er blevet passet hjemme af en barnepige fire dage om ugen de sidste tre uger. Hun har godt nok aldrig været nem at få til at sove, men her på det sidste har hun virkelig været morglad om aftenen og om natten, og meget ked af at ligge i sin egen seng. Hun sover i vores seng om natten, så det er ikke så meget det der er problemet, men hun er meget kontaktsøgende både når hun vågner om aftenen og om natten. Hun vil også meget gerne amme, og vil i det hele taget bare gerne være tæt på mig.

Jeg tænker ligesom du, at det er pga alt det nye, og at hun har ekstra meget brug for sin mor, når jeg endelig er der. Indtil nu har jeg ikke gjort noget ved det. Jeg tænker at det måske bliver bedre efterhånden, hvis hun får lov til at fylde "mor-depotet" ordentligt op, når jeg er hjemme. Det er lidt langhåret til tider at skulle være så meget på derhjemme, når man også skal på arbejde, men på den anden side vil jeg ikke fratage hende den tryghed hun tydeligvis har brug for. Hun er glad og tilfreds sammen med barnepigen om dagen, og jeg håber altså bare at det klinger lidt af af sig selv. Når det er sagt, så synes jeg IKKE at det er en dans på roser at hun vil ammes hundredesytten gange hele natten, og ikke vil ligge i sin seng om aftenen, men har altså valgt at se tiden an.

Knus til dig.

Maria