det der motherhood

er jo bare enormt fantastisk.. men samtidig også enormt hårdt.. puha vi har været så smadrede og bettemanden er kun 1 uge og 4 dage gammel.

den første uge var vi helt væk. kan næsten ikke huske hvad man havde lavet dagen i forvejen. det eneste kan lige kan huske er hvornår han ca. spiste sidst. hvor mange lorte bleer og tissebleer han har lavet, hvor mange timer han har sovet og hvor lidt han har været vågen.hvor meget han har holdt en vågen om natten og hvor frustreret man har været over at ikke kunne hitte ud af grunden til hvorfor han nogle nætter bare kunne være SÅ ulykkelig..

nu er der kommet mere ro på drengen. vi har fundet en rytme som jeg tror fungere ganske fint.. selvom han hænger meget i mine patter.. det gør heldigvis ikke så ondt længere, det er dælme rart.. 

og kæresten er i fuld firespring når jeg siger til ham at han lige skal hjælpe med noget.. og han får også bare kastet sønnike i armene når han har fået mad, så kan far give tør numse og lidt tryghed så det ikke kun er mor der dur. og det virker da også... indimellem.

jeg kan godt komme til at syntes at jeg har ammet ham i læææææænge... nogengange har jeg siddet og ammet i tjah.. 3 timer.. sådan hvor han er faldet i søvn og så har man forsigtigt lagt ham i vores seng enten imellem os eller ved siden af mig, og så efter 5-10 minutter vågner han igen og græder... på patten igen... jeg havde slet ikke regnet med at man kunne overleve sådan nogle dage med en sådan skrigeballon.. men når han så ligger ved brystet eller har fundet ro ved at ligge med begge hænder og holde på sin sut så den bliver inde i munden (ja han er sgu intelligent den lille lort) så kan man jo slet ikke lade være med at sidde og bare beundre den lille baby som ligger i ens arme med lukkede øjne og bare nyder at være lille bitte og intet anende om krigen i afghanistan og irak og intet anende om global opvarmning og benzinpriser.. det eneste han ved er jeg er sulten, jeg har skidt/pisset, jeg skal trøstes, osv... så uskyldig og så enormt lækker... 

og så elsker man jo sådan en lille størrelse højere end livet selv.. 

det er sgu fantastisk at være mamma.. 

Åhhhrrr...hvor dejligt..og lige en beskrivelse, der rammer præcis som det er, når man er førstegansmor og i det hele taget er blevet forældre.
Så godt set, beskrevet og oplevet.

Du skal nok komme efter det...og vidunderligt, at du har så sød en kæreste, der bare så gerne vil være med.
Ja, det er hårdt i starten indtil I har fået et god rytme, men det skal nok komme 

Kærligst og knus
Sussie

isabellamor skriver:

er jo bare enormt fantastisk.. men samtidig også enormt hårdt.. puha vi har været så smadrede og bettemanden er kun 1 uge og 4 dage gammel.

den første uge var vi helt væk. kan næsten ikke huske hvad man havde lavet dagen i forvejen. det eneste kan lige kan huske er hvornår han ca. spiste sidst. hvor mange lorte bleer og tissebleer han har lavet, hvor mange timer han har sovet og hvor lidt han har været vågen.hvor meget han har holdt en vågen om natten og hvor frustreret man har været over at ikke kunne hitte ud af grunden til hvorfor han nogle nætter bare kunne være SÅ ulykkelig..

nu er der kommet mere ro på drengen. vi har fundet en rytme som jeg tror fungere ganske fint.. selvom han hænger meget i mine patter.. det gør heldigvis ikke så ondt længere, det er dælme rart.. 

og kæresten er i fuld firespring når jeg siger til ham at han lige skal hjælpe med noget.. og han får også bare kastet sønnike i armene når han har fået mad, så kan far give tør numse og lidt tryghed så det ikke kun er mor der dur. og det virker da også... indimellem.

jeg kan godt komme til at syntes at jeg har ammet ham i læææææænge... nogengange har jeg siddet og ammet i tjah.. 3 timer.. sådan hvor han er faldet i søvn og så har man forsigtigt lagt ham i vores seng enten imellem os eller ved siden af mig, og så efter 5-10 minutter vågner han igen og græder... på patten igen... jeg havde slet ikke regnet med at man kunne overleve sådan nogle dage med en sådan skrigeballon.. men når han så ligger ved brystet eller har fundet ro ved at ligge med begge hænder og holde på sin sut så den bliver inde i munden (ja han er sgu intelligent den lille lort) så kan man jo slet ikke lade være med at sidde og bare beundre den lille baby som ligger i ens arme med lukkede øjne og bare nyder at være lille bitte og intet anende om krigen i afghanistan og irak og intet anende om global opvarmning og benzinpriser.. det eneste han ved er jeg er sulten, jeg har skidt/pisset, jeg skal trøstes, osv... så uskyldig og så enormt lækker... 

og så elsker man jo sådan en lille størrelse højere end livet selv.. 

det er sgu fantastisk at være mamma.. 

Jeg har det præcis på samme måde bortset fra jeg er enlig mor og prinsessen er 8 uger

Super godt  beskrevet af dig

SussieThyssen skriver:

Åhhhrrr...hvor dejligt..og lige en beskrivelse, der rammer præcis som det er, når man er førstegansmor og i det hele taget er blevet forældre.
Så godt set, beskrevet og oplevet.

Du skal nok komme efter det...og vidunderligt, at du har så sød en kæreste, der bare så gerne vil være med.
Ja, det er hårdt i starten indtil I har fået et god rytme, men det skal nok komme 

Kærligst og knus
Sussie

tak

ja jeg syntes da vi er ved at få nogenlunde styr på det... en dag så kan man ordne det hele på engang.. så bliver man en blæksprutte der kan tørre røv, vaske tøj og tale i telefon og gå med hunden sa,tidig uden at lægge så meget i det.. den tid glæder jeg mig til. hvor det hele bare er blevet til en vanesag.. så får man jo automatisk mere overskud fordi at det hele bare kører...  

Ja, det er fantastisk (hårdt) at være mor!  Min søn ville også ammes lææææææænge! JEg snakkede med sundhedsplejersken om det, og hun mente at han var en af dem med et meget stort suttebehov.. DEt kan være jeres lille prut også er det!? Måske skal han bare ha sutten en gang i mellem i stedet for bryst?

Tillykke med ham! I går en fantastisk tid i møde!

Kram Maria - Mor til Magnus på 4 år og Malou Rose på 8 måneder.

Ja, saa bliver det bare ikke meget bedre.

Den kaempe lykkefoelelse, den alt omfavnende kaerlighed og den store udmattelse, som man udholder med glaede, for bare et lille kig paa bebsen goer at man kan klare hele verden.

Kender indtil videre ikke noget stoerre oejeblikke end fra et par uger foer foedslen hvor spaendingen tager til, til de foerste uger efter foedslen. Man er et hav af foelelser; graad, latter, frustration, alt sammen i en stor paerevaelling. Og det er lige stort hver gang. Jeg har selv for et aar siden oplevet det med nummer 3.

Velkommen til motherhood

isabellamor skriver:

tak

 

ja jeg syntes da vi er ved at få nogenlunde styr på det... en dag så kan man ordne det hele på engang.. så bliver man en blæksprutte der kan tørre røv, vaske tøj og tale i telefon og gå med hunden sa,tidig uden at lægge så meget i det.. den tid glæder jeg mig til. hvor det hele bare er blevet til en vanesag.. så får man jo automatisk mere overskud fordi at det hele bare kører...  

Helt sikkert...eller..nåja...helt en vane bliver det nu aldrig tror jeg.
Som Bill Cosby sagde:
"Hvergang man får et barn, er det som at starte forfra, der er aldrig to børn der er ens!"
Og det tror jeg er rigtigt....han må vel have nogen erfaring i det..han har 5 LOL