Som mange af jer ved, saa har jeg 2 Afganske Mynder (du ved, den type der omtales som den mest utraenelige race ind imellem). Tio paa 1 aar og hans 'lille soster' Chloe paa 3.5 maaned.
Der skete en ulykke i sidste uge og det har taget mig nogle dage at kunne tale om det uden at hyperventilere og faa det helt daarligt. Heldigvis er vi alle uskadte og jeg vil gerne fortaelle det skete for at faa lidt luft og bearbejde det lidt her.
Torsdag morgen kl.6 lukker jeg hundene ud i haven som altid og smutter i bruseren lidt efter. Tio, han er en ret anderledes type hund dvs han goer ikke af fremmede, folk der ringer paa, fyrvaerkeri, flyvemaskiner, fugle, andre dyr m.m. faktisk goer han meget sjaeldent (ca. hver anden, tredie uge) og kun hvis der er noget absolut underligt/atypisk f.eks en luftballon.
Han begynder at go ude i haven, ret hurtigt efter hinanden, igen og igen. Jeg aabner vinduet i badevaerelse og raaber irriteret 'TI STILLE!! (han vaekker jo vores naboer), men han lytter ikke og fortsaetter. Saa bliver jeg nervos. Og lober drivvaad igennem huset, ud i haven ( og splitter noegen vel og maerke!) igennem graes og mudder i bare taer for at komme hen til siden af huset hvor tio goer.
Da jeg ser, hvad det er, gaar jeg lidt i chok... For der staar tio ved siden af Chloe som er ved at blive kvalt eller er det. Ved det ikke paa det tidspunkt. Vi har lagt vores aflange havestole ned paa siden af huset, nu vinteren er her og paa en eller anden mystisk maade, har Chloe's halsbaand viklet sig i 2 omgange rundt om havestolens ben OG Guldklumpens trehjulet cykelstyr.
Chloe kunne ikke rore sig og hendes ojne var HELT udspilet rigtigt vaemmeligt og stod helt stille med aaben mund uden at kunne sige noget. Jeg vidste instinktivt det var et sporgsmaal om sekunder. Det er et 'buckle halsbaand' og jeg kunne ikke vriste det loes for det var saa stramt men fandt frem til 'bucklen' og udloste 'klemmen' paa halsbaandet. Hun faldt til jorden og i vild panik samlede jeg hende op og ind i huset uden at vide om hun traekkede vejret igen selv eller ej. Det gjorde hun saa og kom til sig selv de naste par minutter. Og saa begyndte jeg at ryste og ringede graedende til min mand paa arbejdet. Tror jeg var i chok da det stod paa for bagefter havde jeg det rigtig skidt. Fordi det var virkelig taet paa, et sporgsmaal om sekunder eller 2 minutter mere og det var en dod hvalp i haven.
Det kan selvfolgelig ikke paa nogen maade sammenlignes med et barn eller menneske, men det er alligevel en uhyggelig oplevelse, som paavirkede mig en del efter. Hvis jeg havde taget mig tid til at tage haandklade eller andet omkring mig og finde sko saa havde hun vaeret dod, saa det er mystisk jeg rent instinktivt ikke gav mig selv tid til at goere det og gudskelov for det. Det undrer mig bagefter mit instinkt tog over for jeg er ikke typen der render splitter nogen rundt for naboer! Chloe har vaeret en del uheldig. Hun blev ret syg 3 dage efter vi lige havde faaet hende fra tyskland og skulle have drop. Hun er en rigtig 'tomboy' personlighed saa vi maa nok passe lidt mere paa hende end f.eks tio som er en meget mere forsigtig hund.
Min mand og jeg er fuldstaendig overrasket over tio var istand til (som hund!) at tilkalde hjaelp og vidste det var alvorligt, ogsaa paa trods af jeg skaeldte ham ud for det umiddelbart.
Min dyrlaege fortalte at hunde kan blive kvalt paa enormt kort tid, saa der skal ikke mange minutter til og det er langt svaerere at give forstehjaelp til en hund end et menneske.
Jeg har en gang laest i avisen om en sjaefer der alarmerede sine ejere da deres spaedbarn holdt op med at traekke vejret, og redede den nyfodte for SIDS. Men det er forste gang jeg har oplevet noget lignende selv og er lidt rystet for jeg er nogle gange saadan lidt 'en hund er jo kun en hund og hvad kan de egentlig taenke og udrette...
Er der andre der har oplevet lignende med hunde?
