Kære allesammen
I torsdags, kl 13.58 fødte jeg vores lille prinsesse. Hun var ved fødslen 50 cm lang og vejede 3365g.
Min termin er jo i dag, men jeg er glad for at kunne sidde her og skrive min fødselsberetning til jer - er bare så glad og lettet og lykkelig
Torsdag morgen kl 05 vågnede jeg ved at jeg blev lidt våd mellem benene. Var sgu skide meget i tvivl om det var vandet eller jeg havde tisset i bukserne for der kom ikke ret meget
. Jeg gik på toilettet og der kom en lille smule mere, men jeg besluttede mig for at gå i seng igen og afvente om der skete mere. Kunne selvfølgelig ikke falde i søvn, og lå og mærkede på maven om der var noget der var anderledes end normalt, men det synes jeg ikke så lå egentlig bare og stirrede op i loftet. Min kæreste vågnede og vi snakkede lidt frem og tilbage - kl 7 ringede jeg til fødegangen, og hun mente nu nok det var vandt, så vi fik en tid til tjek kl 11.
I løbet af morgnen og op ad formiddagen begynder veerne så at komme. De gør ikke rigtig ondt til at starte med og da vi ankommer til fødegangen kommer de mere hyppigt, men jeg kan stadig fint puste mig gennem dem. Jordemoderen vil gerne lige undersøge mig, og hun kan konstatere at jeg er 3 cm åben og at der i hvert fald ikke vil gå mere end max 2 døgn før vores pige er ude... tak skal du ha tænkte jeg 
. Nå men herfra går tingene rigtig stærkt, og jeg mister tidsfornemmelsen + alt andet fornemmelse for noget som helst andet end veer og smerte
.
Jordemoderen beder os tage hjem et par timer...jeg synes det er en dårlig ide da jeg kan mærke at veerne virkelig begynder at bide, men hvad ved jeg! - jeg har jo aldrig prøvet det her før... Måske skal man bare ha virkelig virkelig ondt i mange mange timer... Hun vælger dog at køre en hjertelydskurve med et bånd på maven, og orientere mig om at det vil ta ca 20 min hvor jeg skal ligge på sengen. Den oplysning er FULDSTÆNDIG uoverskuelig for mig idet jeg indtil videre har vandret frem og tilbage for at komme gennem veerne og hængt i en bøjle hver gang de var på toppen...havde hun forestillet sig at jeg skulle kunne ligge stille på en seng spændt fast til et apparat?? - hun måtte ha drukket af natpotten.. Jeg bliver spændt fast, men allerede ved første ve vrider jeg mig så voldsomt at det hele rykker sig rundt så den i stedet tager mit hjerte. Kl er nok omkring 12.40 på nuværende tidspunkt, og uden at være helt sikker er det nok heromkring jeg simpelthen ikke kan holde det i mig mere, og må ty til at klynke mig gennem hver ve for at kunne holde det ud. Det bliver heldigvis klart for jordemoderen og assistenterne at de ikke skal sende mig hjem, og i stedet forbereder de en fødestue til mig.
I max smerte går jeg sammen med jordemoderen til fødestuen - har lukkede øjne hele vejen, så registrerer slet ikke at vi åbenbart passerer et hold håndværkere på gangen som ifølge min kæreste var fuldstændig lamslåede da jeg pludselig stopper op, griber ud efter et rækværk på gangen og skriger af min lungers fulde kraft gennem en ve......ja det var sgu nødvendigt for mig kan jeg bare sige!
Det hele er lidt uklart for mig herefter og jeg har fuldstændig mistet tidsfornemmelsen. Men jeg kan huske at jeg kaster mig over håndvasken og råber mig gennem hver ve indtil jeg efter nok ca 40 min siger jeg har lyst til at presse. På det tidspunkt har jordemoderen gentagne gange spurgt om lov til at måle hjertelyd på barnet, men jeg kan simpelthen ikke stå stille og hun skal bare SLET ikke røre ved mig...GÅ VÆK skriger jeg nærmest efter hende...fuck et monster jeg må ha været. Så da jeg siger at jeg gerne vil presse siger hun stille og roligt at nu skal jeg nok lige ta den med ro men at hun da godt lige kan undersøge mig hvis jeg da ellers vil samarbejder og i det mindste vil lægge mig op på briksen. Jeg smider tju-hej alt tøj og kaster mig op på briksen og så siger jordemoderen "Wauu...jeg kan se hovedet!...du må gerne presse ved næste ve - så føder du din baby lige om lidt!!"....WHAT???... er det nu det er nu tænker jeg??... Ved første ve presser jeg...eller det vil sige at nu her i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se at det satme var et fesent pres
, men lige der synes jeg at jeg gjorde hvad jeg kunne. Øhmm siger jordemoderen - hvis du gerne vil ha hende ud skal du PRESSE...gi den ALT hvad du kan og så lige lidt mere. Det skal så lige siges at jeg overhovedet ikke kan mærke forskel på den ene og den anden slags veer - jeg synes at det hele var ens og synes slet ikke at det blev nemmere ved presseveerne - det var som om min krop slet ikke kunne hjælpe mig mere. Men jeg ga den gas - alt hvad jeg kunne og efter 3 veer kom hun ud... HVOR VILDT!!!!
Jeg fik 2 sting - 1 indv. og 1 udv. så det var jo ingenting. Moderkagen kom 2 min efter. Lillepigen fik fuld apgar (eller hvad det nu hedder) og hun er bare helt perfekt.
Bagefter var det som om min krop gik fuldstændig i chok...jeg rystede overalt - helt hæmningsløst - i 20 min og jeg frøs som død og helvede.
Jeg kom over i en anden seng og fik hende lagt til og hun suttede med det samme helt uden problemer
Så ja jeg fik altså virkelig en turbo fødsel - alt gik godt, men til jer der tænker wauu hvor fantastisk så vil jeg bare sige at jo jeg er rigtig glad, men jeg kan mærke at jeg faktisk har lidt svært ved at bearbejde oplevelsen for jeg har aldrig nogensinde været så bange i hele mit liv og jeg synes slet ikke at jeg nåede at "være med til min egen fødsel" for alt gik bare så stærkt...
Men nu er hun her! - vi kom hjem dagen efter (fredag) og med hjælp fra min mor går det hele som smurt og hun er bare skøn...jeg er lykkelig - jeg elsker hende og jeg elsker min dejlige kæreste der bare er så dejlig sammen med hende og som klarede fødslen rigtig flot
