"Til en mor i 7 sind"
Hej Trine..
Jeg skriver til dig fordi jeg har et spørgsmål som jeg ikke rigtigt synes at kunne finde svar på andre steder..
Du får kort fortalt min historie her : Jeg har været heroinmisbruger og boede sammen med en mand ved navn Lars der ligesom jeg var heroinmisbruger, jeg fandt en dag ud af at jeg var gravid hvorefter jeg tog kontakt til misbrugscenteret og blev tilbudt at komme i døgnbehandling hvor jeg kunne blive afvænnet af stoffer. Det endte med at Lars tog med på døgnbehandling hvor han et par gange stak af og vendte tilbage igen og vi var begge clean da vi blev kørt på sygehuset for at jeg skulle føde vores datter, mens jeg lå på fødebriksen gik Lars hjem for at hente noget rent tøj og kom tilbage meget påvirket af heroin, kommunen blev tilkaldt og alt imens jeg lå der blev jeg bedt om at tage et valg mellem Lars og min datter. Jeg tog herfra ingen yderlig kontakt med Lars og sygehuset bad ham forsvinde og blive væk, jeg fik tilbudt et ophold på et familiecenter sammen med min datter hvor jeg kunne bevise at jeg var i stand til at tage rollen som mor og holde mig fra stofferne. Jeg boede der i 6 mdr og blev sendt hjem med min dejlige guldklump. I den tid havde jeg intet kontakt med Lars men da jeg vendte tilbage kontaktede han mig og jeg lod ham besøge os, han kom meget påvirket og jeg fik ham til at gå uden kontakt med vores datter. Han har nu 3 gange hevet mig i statsamtet mhb på samvær, men ingen af gangene har han kunne holde kontakten, jeg har hver gang været åben mod det og sat som eneste krav at han var clean.. Han har højest besøgt os 4 gange og han så hende sidst lige før hun fyldte et år. Til tider skriver han en sms til mig om at han gerne vil se hende og han får samme svar som altid at det er han da meget velkommen til hvis han var clean hvorefter jeg så ikke hører mere fra ham i en periode.. Nu har han så lige kontaktet mig igen via sms og jeg svarede men har intet hørt fra ham efterfølgende.. Jeg tænker bare lidt hvad er hans rettigheder? Hvor længe kan han blive ved med at give mig bekymringer på denne her måde ?? Jeg har hørt flere snakke om at hvis han i 5 år ikke har haft nogen form for kontakt med hende at han så mister alle hans rettigheder ??? er det rigtigt ?? Jeg har boet sammen med en mand siden min datter var 6 mdr som jeg efterfølgende har fået en dreng sammen med, og min datter ser ham jo som far, hun kender jo af gode grunde ikke til andet.. Nu er vi flyttet hver til sit og min eksmand har min datter til samvær på samme plan som med vores fælles søn og jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal kunne overskue hvis han pludselig skal til at være en del af hendes liv da han bare kun har skuffet og ellers bare holdt sig væk samt brudte aftaler... Hvad gør jeg og hvad er min datters rettigheder ??? Jeg håber virkeligt af hele mit hjerte at du kan give mig nogle svar på alt det her ... 
Trines svar
Kære Mor i syv sind!
Først af alt vil jeg gerne have lov til at lykønske dig, fordi du var i stand til at vælge din datter fremfor et liv med heroin som højeste prioritet. Det er flot gået. Jeg kan ikke hjælpe dig med alle de spørgsmål, du stiller mig, men kan muligvis henvise dig til nogen, der kan!
Jeg forstår ikke helt om din ekskæreste er udeblevet fra møder i statsamtet eller om han har fået medhold mhbl på samvær fra statsamtet. Du skriver, at du på hospitalet bliver bedt om at foretage valget mellem ham og din datter og at han bliver sendt hjem. Er der mon nogen report herom, og i så fald må der være nogle mennesker, der vil kunne dokumentere, at det ikke er forsvarligt at din datter er alene med sin far.
Din datters primære voksen udover dig er din søns far, som har været en stabil person i hendes liv. jeg kan ikke forestille mig, at dette ikke burde tælle med, særligt med den baggrund og de svigt, som hendes biologiske far har udsat hende for.
Indimellem kan man undre sig over, hvorledes barnets tarv bliver tolket, og jeg synes du burde stå stærkt. Det er alt andet lige meget utrygt, at du ikke ved, om din datters far pludselig kan få de rettigheder, som han efterlyser - hun kender ham ikke, han har ikke vist at han kan holde sig fra stoffer og han skriver ét og gør noget andet.
Det undrer mig, at der ikke fra familiecentrets side findes nogle rådgivere, der kan hjælpe dig, da de også må have kendskab til din sag, og måske også har været vidner til din datters fars misbrug og svigt!? Der er også den mulighed at du kontakter en advokat - på http://www.retshjaelpen.dk/ vil du måske kunne finde den information, du mangler, ligesom en advokat vil kunne hjælpe dig med dine rettigheder/ muligheder.
Jeg synes ikke det er klogt af dig at korrespondere for meget med din ekskæreste og jeg synes ikke at hans opførsel indtil nu fortæller mig at det giver nogen mening at bruge tid og ressourcer på at besvare hans sms´ er. Det virker på mig som om det er en pludselig indskydelse han får, når han sender dig en sms - ihvert fald forholer han sig ikke til det svar han får. Og giver det så mening at fortsætte!?
Som sagerne er nu mener jeg ikke at det er forsvarligt at overlade din datter i hans varetægt.
Håber mit svar hjalp dig lidt. Du er altid velkommen til at skrive til mig igen!
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk