Kære alle
Tillykke med alle jeres babyer - jeg ved ikke, om jeg har fået sagt tillykke til alle. Hvor er det stort, at oktober måned snart er ovre, og vi sidder snart alle med vores guld i armene! 
Silas meldte sig 2 dage før termin - big surprise da den sure gravide regnede med at gå 14 dage over som med storesøster.
Om aftenen klippede jeg mine negle og jokede med min mand, at nu var jeg klar til at føde om natten, da mine negle så ikke kunne gøre så stor skade på ham
Kl 00.30 vågner jeg ved den første ve. Jeg ligger i sengen i et par timer med veer. Jeg får ikke sovet, da de gør ondt, men de er meget uregelmæssige. Jeg troede egentlig at her anden gang, ville jeg finde urkvinden frem ved den første ve. Hun dukker ikke op - i stedet kommer klynkekvinden der SLET ikke kan overskue at skulle føde. Jeg vil bare gerne sove og synes, at timingen er svær træls trods mit store ønske om IKKE at være gravid længere!
Ved 3 tiden vækker jeg min mand. Veerne er stadigvæk meget uregelmæssige, men det stresser mig en del, at vi skal ha babysitter til vores datter. Kl 4 kommer min svigermoder. Fra 4- 6 synes jeg det er hyggeligt. Klynkekvinden har jeg lagt væk, og jeg kan mærke adrelinen, og får bildt mig selv ind at det nok skal blive godt det her
Jeg har to tlfsamtaler med fødegangen, og kl 6 kører vi ind på Skejby. Veerne er stadigvæk uregelmæssige, men jeg er rastløs og vil altså lige tjekkes. Timemæssigt var det også samme tidspunkt jeg tog ind til tjek, da jeg ventede min datter.
Jeg kommer derind og er 3 cm udvidet. ÆVVVVVV! Med min datter var det altså 7 cm, og jeg kunne jo ikke lade være med at sammenligne! Jordemoderen får mig masseret 4 cm åben, og så er det ellers bare at vade rundt for at sætte mere gang i det. Der er travlhed og ingen fødestue ledig, så vi " hænger ud" i velkomsthallen - og ser minearbejderne blive reddet - ret stort!
Veerne gør mere og mere ondt men er stadigvæk uregelmæssige - jeg er småsur og træt af at vade rundt.
Kl 7.30 får vi en fødestue og får at vide, at der vil komme en jordemoder ved 8 tiden. Jeg fortsætter med at vade rundt.
Kl 8.20 stadigvæk ingen jordemoder og jeg får min mand til at finde en på gangen, der lige kan komme og tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig. Jeg bliver tjekket og nu hedder det 6 cm. Æv tænker jeg igen - der er jo langggggg vej endnu! Til de læsende: ved godt jeg ikke kan tillade mig at tænke æv, da mange går med veer MEGET længere - men det er igen sammenlignet med min første fødsel 
Kl 8.30 får jeg en ret voldsom ve, og jeg kan slet ikke finde ud af min vejrtrækning. Her dukker klynkedamen op igen, og jeg siger til min mand, at jeg vil ha bedøvelse!
Kl 8.40 kommer en en jordemoder (to stay ). Hun kommer lige som jeg får en voldsom ve og hjælper mig igennem med vejrtrækning - jeg klikker godt med hende med det samme og glemmer alt om bedøvelse. Jeg vil egentlig i vand, men vi har ventet af frygt for, at det ville sætte fødslen i stå. Hun beder min mand fylde vand i karet, men siger samtidig at hun ikke tror, jeg når det. Jaja, tænker jeg - anderkendede kommunikation der! Det siger hun bare for at opmuntre mig. Jeg er jo kun 6 cm åben så der er langgg vej endnu (plus pressefasen med min datter var lang, så det forberedte jeg mig på igen).
Nå, men der fyldes vand i karet, og hun beder mig tage den næste ve, mens jeg står op indover sengen. Det gør jeg og min mand har fat i mine hænder på den anden side. Første klemmer jeg til i hans hænder, men synes ikke det er nok, så neglene bliver derefter brugt Jeg er ret overrasket over, at det faktisk er behageligt at stå op (trods pænt rystende ben!) - det er fantastisk at presse hovedet ned i puden ved en ve.
Kl 8.55 er jeg fuld udvidet og får pressetrang
Silas er født 9.02 Jeg presser ham ud ved to veer, mens jeg står op, og jeg kan selv tage ham op på mit bryst. Da hovedet er ude er jordemoder og assistenten ret begejstret, fordi de kan se hans ansigtsudtryk og det morer dem (ofte fødes babyer jo liggende, hvor hovedet vender nedad). Da hans hoved er ude, føler jeg, at jordemoderen kommer til at puffe til ham, så han ryger lidt indad igen. Jeg får sagt, at DET må hun ikke - det gør virkelig ondt. Hun griner og siger, at det altså er ham der sparker indefra og forsøger at komme ud med resten af kroppen - virkelig en mærkelig følelse.
Jeg klipper selv navlestrengen Jeg er ret forvirret over, at det pludselig gik så hurtigt - vi havde jo kun en jordemoder i 20 minutter! Vi er høje efter en god fødsel og lykkelige over at holde vores Silas i armene.
Den næste uge er hård. Da Silas er lille - vejer kun 2550 g bliver vi indlagt for lige at holde øje med hans væsketal og blodsukker. Vi havde i sin tid en dårlig NFscanning, så der kommer børnelæger og tjekker ham. I løbet af de næste 2-3 dage bliver han tjekket af 6 forskellige børnelæger, der alle indikerer ting han kan fejle. Han får taget en masse blodprøver mm. (så mange mærker på hans små hæle 
). Halvanden uge efter fødslen har vi endelige fået alle svarene på prøverne, og den vise at vores søn er fuldstændig rask! Vi er lettede!!! Fra start af har han SET fuldstændig rask ud, men at have en masse børnelæger rendende hjælper ikke på bekymringerne. Det har været fysisk og psykisk hård! Nu kan vi endelig se fremad og få det hele afsluttet - fantastisk!
Nåe ja - og midt i det hele får jeg pludselig svær ondt i røven en nat - det viser sig, at jeg under fødslen har fået nogle heftige hæmorider, som ikke har trukket sig sammen, som de burde. Mig til læge - lægen skærer i dem (godt jeg stadigvæk havde smerterne fra fødslen frisk i hukommelsen
), og det viser sig at blodet er størknet i dem. Min læge synes, at indgrebet, hun har fortaget, er lige voldsom nok, så jeg bliver akut sendt videre og indlagt et døgn. Det var lige prikken over i'et midt i bekymringerne for knægten.
Silas ammes + får flaske. Han blev desværre ved med at tabe sig, så vi bliver nødt til at give flaske efter hver amning. Jeg har malket ud efter amning hver 3. time den sidste uge (på nær nat,) og jeg har kun kunne få et par dråber ud. MEN jeg har lidt mælk og det guffer han i sig
Jeg er sååååå forelsket i min søn - nøj følelsen er god, når jeg holder ham i mine arme
Det blev lang! Tak fordi du læste med!
