Imorges, da Signe og Nanna skulle i bh, gik vi forbi kirken, og Nanna sagde: "Der blev Sofie dyppet i går, og så sang vi sangen, og så skulle vi op og stå, og så skulle vi ned og sidde, og så skulle vi op og stå, og så skulle vi ned og sidde, og så blev Sofie dyppet."
Og det var faktisk i store træk, det der foregik i kirken

Sofie var så sød i kirken og brokkede sig først lidt tilsidst, hvor hun gerne ville ud og sove.
Vi holdt festen hjemme med den nærmeste familie. En skøn dag i godt selskab. Det kom også til at vare hele dagen med alt det mad, vi skulle have sat til livs. Min mor var sat til at lave tærter og brød, mens jeg stod for resten. Det var jo lidt af en udfordring, da vi gerne ville servere en kød-fri og samtidig vanvittig lækker menu, for ligesom at gøre op med familien en gang for alle, at man ikke bare gnaver i gulerødder, når man er vegetar. Og det lykkedes

Samtidig havde jeg flere opskrifter fra min nye "Raw food"-bog, som jeg gerne ville have afprøvet. Alle var mætte og tilfredse og roste maden, og vi har stadig mad nok til resten af ugen. Jeg kunne vist godt have sparet lidt på kræfterne, men det er svært at beregne mad, når det er buffet, synes jeg.
Menuen lød på: Tærte m. tomat, champignon og porrer, tærte m. spinat og feta, butterdejsstang m. pikantost og tomat, focacciabrød, "det gode brød", ciabattaboller, hj.lavet abrikos syltetøj (raw), aubergineruller m. pesto, grøntsagssushi (raw), appelsinsalat m. fennikel, salat m. broccoli, feta og friske figner, salat m. tomat, agurk, appelsin/pomelo, tortillachips, guacamole, tomatsalsa, hummus, tørret tomat "cream cheese" (raw), grøntsagsstænger, ananas/melon. Til dessert var der dåbskage (mudcake med appelsinchokolademousse beklædt m. marcipan), blåbærtærte (raw) og kokosmuffins.
Jeg nåede næsten alt det, jeg ville. Natten til søndag gik med at lave mad kun afbrudt af to amninger og 1,5 times søvn. Dåbskagen blev først pyntet lige inden servering, så der er jeg faktisk godt tilfreds med udfaldet, selvom jeg havde drømt om at lave den helt store mmf-forestilling, men den smagte fantastisk

Her følger lige en billedkavalkade af det yndige dåbsbarn, glade søskende og lækker mad