vrrææl, at vågne og indse det:(

Godmorgen damer, tak for de trøstende ord i går.

Jeg havde aldrig i mit liv kunne forestille mig den følelse man er efterladt med efter en spontan abort. Selvom der kun gik nogle timer fra vi testede positivt til jeg kunne mærke at der var noget galt.

I starten var jeg bare såden, jaja det skal nok gå og det var bare ret ærgeligt, men i nat kom følelserne så strømmende ind over mig, puhhh. Følelsen af at jeg har svigtet og ikke kunne holde den lille spire -der allerede var i gang med at udvikle øjne, næse og mund- varm og tryg, den er hård. Især her til morgen, når man i søvnen lige har haft en pause fra tankerne og de så lige pludselig kommer meget stærkt igen. Nu kan jeg se det klart for mig, hvad der egentlig er sket.

Jeg anede ikke at det ville være så stærk en følelse

Forstår dig fuldt ud, og det kan sagten vare ved et lille stykke tid endnu.. jeg havde en SP i januar og der gik flere dage hvor jeg lige pludselig fik et tudeanfald.. Lægen sagde at det var bare med at komme ud med det, for hvis man holder følelserne inde bliver det bare værre. Al held og lykke frem over herfra. Og ved godt det er en ringe trøst, men hvis du skal trøste dig selv lidt så tænk på at der har været noget med det lille pus, og det er godt kroppen selv kan skille det ud så tidligt....

en krammer herfra.

Det er jo på ingen måde din skyld. Men kan godt forstå følelsen!

Rigtig stort  herfra!