Bliver snart en del af denne gruppe....

Ja min mand og jeg har besluttet at gå fra hinannen.....  vi syndes ligesom vi er vokset fra hinannen lidt efter lidt og lever nu bare som bedste venner. Vi har prøvet at arbejde på problemet men kommer bare ingen vejne så nu besluttede vi os for en lille md siden at vi skulle hver til sit. Jeg er nu glad og lette over vores besluting for vi skilles som venner og ikke fjener. Vi lever stadigvæk under samme tag til huset er solgt, det kommer på nette i denne uge, så vi håber på et hurtigt salg, vi er også gået godt ned i pris, vi har sat det 80.000kr yderlig ned efter den pris det først blev vuderet til, så vi kan ikke andet end at krysse finger. Vi har også taget kontakt til satsamtet for at få lidt råd og vejledning med hensyn til vores to piger.... Vi vil dem jo kun det bedste, men hvad er så lige det? Ja nogen siger det ene og andre det andet så vi ´kan ikke helt for det til at gå op, men som mor vil man jo gerne de er hos en det meste af tiden, men de skal ski også mærke at de har en far, for han er verdens bedste far og forguder bare sine piger..... Det hele lyder så rosen rødt, men det er det bare ikke vi er begyndt at have vores diskutioner, og gå til angrib på den anden med ord som man fortryder i det øjeblik de er sagt. Vi har dog besluttet ikke at tale grimt om hinannen ude i byen, kun possetive ting, for vores piger skal aldrig høre et grimt ord fra vores mund om den anden, de skal ikke til at stå i den sititaion at skulle vælge. Men hvor har jeg bare man tanker i hovdet, hvordan skal jeg klare det økonomisk, hvad skal jeg bo i, hvad med min uddannelse gemmenføre jeg nu den så jeg kan læse vidre på min næste uddanelse jeg er optaget på,....osv. det enste jeg ikke er i tvil om er at jeg nok skal klare det på en eller anden måde, men jeg skal bare lige finde ud af hvordan......

Jeg ville bare lige melde mig på banen, glæder mig til at kunne få gode råd og dele mine glæder og sorg med jer her i denne gruppe.

´Her er et billede af mine guldklumper som holder mig oppe hver dag og får mig til at tænke possetivt og frem ad...

Kh Fie

Åhhh..hvor jeg føler med dig søde ven
Og hvor ER det bare godt for én gangs skyld at høre om nogen, der er så voksne og ansvarsbevidste at ville være venner, selvom I ikke kan leve sammen:

Du skal bare have sådan et giga, mega krammerknus! Og det skal din mand også.

Har selv gået nøjagtig det samme igennem med min egen (nu afdøde) x og vi besluttede ganske ligesom I, hvordan det skulle foregå.
Det lykkedes os heldigvis at bevare freden, selvom det ind imellem var meget svært. Vi blev også under tag sammen til huset var solgt, og især i den periode var der mange kameler, der skulle sluges. Men det gælder om for enhver pris at holde fast I, at I gør det for pigernes skyld, og at I trods alt HAR elsket hinanden. Og lykkes det jer at komme helskindet igennem denne svære prøve og bevare venskabet, så vil jeres kærlighed til hinanden aldrig helt forsvinde, men vil med tiden lægge sig som en fast forankret base for jeres børn.
Husk at I begge gerne skulle kunne dele pigernes fremtidige liv i stort og småt, og helst i samme rum og med glæde kunne se hinanden i øjnene også om 20 år og kunne blive enige om, at de to har I formet, sammen.
Alt det bedste til jer begge

Kærligst
Sussie.