sur, glad, ked af det og hvorfor??

Ja, det er altså William, der hele tiden analyserer os (specielt mig, føler jeg) for at se om vi er sure, glade eller kede af det - og så spørger han hvorfor....

Hvis vi fx. skænder en smule på ham spørger han "Moar, er du sur?" Hvorefter jeg jo må sige at jeg ikke er sur, men blot vil have ham til at gøre som jeg beder ham om, og hvis jeg skal bede ham om det mange gange, SÅ bliver jeg sur.

Så prøver han at manipulere med mig og sige, at man skal gøre sådan (stort fake smil) så bliver man glad - og det er jo ikke til at stå for...

I dag spugte han også om jeg var bekymret - hvor kommer sådan et ord lige fra? Da jeg sagde "Nej" sagde han.... "Mor, du SKAL være bekymret"...... og så bliver man det da lidt...

Han spørger også tit om hvorfor andre (fx hans 9 mdr gamle fætter) er kede af det - det virker som om han tænker meget over de følelser....

Malte gør det også... Ser/mærker/hører hvad folk føler.

Lidt spooky!

Jeg tror det er et led i deres egen udvikling, at de bemærker andres humør - og også at de selv er i stand til at ændre ANDRE's humør (det falske smil, og sårn).

Marie

Laura lægger især mærke til hvis nogen er ked af det, eller har ondt...

Hun går tit meget op i at fortælle os at Askepot er ked af det...

Ja, de tænker altså en del over tingene for tiden.

På vej hjem fra børnehaven faldt William over sine fødder, og så kom remsen ellers:

"mor, det var godt jeg ikke slog mig, så jeg blev ked af det og græd - for så blev DU ked af det - og så skulle far trøste os så vi blev glade igen og gør sådan her: (stort smil)" 

jeg tror altså de har det fra børnehaven, jeg ved at de i vores børnehave snakker meget om hvordan man har det..

at de lærer at sætte ord på hvordan de har det.. 

og nogle og specielt din William, Mette (som husker som en ørn) bider nok mere fat i sådanne ting og tænker mere over det end andre.