"Svar til en mor der brændende øsnker sig et barn mere"
Hej Trine
Mig og min mand kan ikke blive enige om vi skal få flere børn eller ej. Vi har i forvejen et barn på 5 år, og vi er begge i starten af fyrrene. Jeg vil enormt gerne have 1 mere, men efter mange års forsøg er det ikke lykkes mig at overtale ham til det. Det er meget svært for mig at acceptere - men jeg prøver. Det hele er blevet værre af, at jeg blev gravid for nylig, men det endte med en spontan abort efter 11 uger. Hvad kan jeg gøre og hvordan kommer jeg videre?
Trines svar
Hej!
Mange tak for dit spørgsmål.
Du befinder dig i en meget svær situation, og det hele er blevet værre af at du fornylig har mistet et barn, du i mange år har ønsket dig. Du skriver ikke noget om, hvordan din mand reagerede på graviditeten eller aborten? Kunne I tale sammen om den sorg, du bærer?
Du skriver til mig, at du i mange år har forsøgt at få ham til at ændre mening. Uden held. Jeg tænker, at der næppe er noget i din argumentation nu, der vil være anderledes end hidtil, som ville kunne overbevise ham. Jeg tror ikke, at han ændrer mening ved, at du prøver at overtale ham. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke forstår din sorg og din vrede over, at du ikke kan få det du så inderligt ønsker dig.
Det er min erfaring, at man ikke kan forandre dét, som man ikke først har accepteret. Åndeligt som fysisk. Det betyder jo ikke, at er er noget i vejen med dit ønske om at blive mor en gang til. Og der er ikke lovning på, at vi får det vi ønsker os.
I er ikke enige om, hvorvidt I skal have flere børn. Og kontakt er mødet mellem to grænseflader. Grænser giver også kontakt. Tag f.eks. bare din mand i hånden, så ved du, hvad dette betyder. Dér hvor du hører op, og han begynder - dvs. i håndfladerne - dér har I kontakten. Den kan altså godt være der, selvom I ikke er enige.
Kærlighed betyder "bekræftelse af, at jeg er til" - også når bekræftelsen sker i form af en konfrontation. Bekræftelsen af, at jeg er til "sker gennem processen: jeg/ du ser, hører og svarer ( dvs. fortæller, hvad jeg/ du ser og hører, og hvad det gør ved os hver især).
Jeg tror, du skal begynde med at lade være med at anstrenge dig så meget på at prøve at acceptere.
Det er dit højeste ønske lige nu at få et barn mere, og han vil ikke og sådan er det. OG du ønsker det stadigvæk - også selvom du ikke får det. Det er jo ikke forbudt.
Hvordan er det at sige det?
Gør det dét, der er tungt at bære lidt lettere? Smerten tror jeg ikke sådan du kommer af med, og jeg tror det kan blive lettere for dig, hvis du tænker sådan fremfor at "prøve at acceptere".
Du er altid velkommen til at skrive til mig igen.
Med venlig hilsen Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk