Jeg har i et år arbejdet på at blive gravid med en ven, som jeg indledte et forhold til sidste sommer. Vi havde "kendt" hinanden i to år forinden, men hvor han var i et andet forhold. Da de stoppede sidste sommer begyndte vi at være sammen, men vi fik det aldrig helt til at køre som kærester og har hen af vejen snakket meget om det. Bl.a. at vi alligevel gerne vil have et barn sammen. Dvs. det er primært mig, der gerne vil være mor, men han vil gerne være far til mit barn, og grundet min alder haster det. Jeg har to muligheder. Enten ham eller en anonym donor via klinik, da der ikke er andre mænd i mit liv. Jeg valgte ham og har været gravid to gange med ham nu, men det mislykkedes begge gange, og vi skal nu igang med tredje forsøg.
Han vil være en god far, er jeg sikker på - har to børn i forvejen - og vi samarbejder og kommunikerer normalt rigtig godt sammen. Men ind imellem gør han noget, hvor jeg ikke forstår hans prioriteringer og oplever at han ikke er helt ærlig overfor mig, og som virkelig giver mig sug i maven af bekymring og gør, at jeg tvivler på, om jeg fortsat skal vælge ham som far til barnet.
Vi har snakket meget om, hvordan vi skal gøre dette her med at være forældre sammen. Jeg vil rigtig gerne ha en familie, og dermed også finde en mand, som vil leve sammen med mig og barnet. Men det er svært både at have baby-projekt med min ex og så skulle finde og indlede et forhold til en ny mand. Derfor regner jeg ikke med, at det blir før om et par år. Min ex har sagt, at jeg er kvinde nok for ham i hans liv foreløbig og at han ikke har nogen trang til at date eller finde en kæreste. Faktisk er en af hans argumenter for, at det ikke skal være os som par pt., at han ikke har lyst til at være i forhold lige nu. Derfor har jeg været tryg ved, at der heller ikke kommer andre kvinder ind i billedet, da det ville blive for kompliceret og svært for mig, bl.a. fordi jeg stadig har et håb om, at vi måske kan finde sammen på et tidspunkt som en familie.
Men ind imellem er han ikke helt ærlig overfor mig og jeg blir i tvivl om, hvad der foregår og hvem han egentlig er. Fx idag finder jeg ved en tilfældighed ud af, at han skal til grøn koncert med en flok singler i eftermiddag/aften, uden at han overhovedet har nævnt det i nogle af vores samtaler. Det er åbenbart nogen, han også har holdt skt. hans med og allerede der har lavet aftale om grøn koncert med. Hvorfor har han ikke nævnt det ? Det virker unaturligt ikke at nævne det og gør mig mistænksom overfor, om der er noget, jeg ikke skal vide. Noget han skjuler for mig. Er han alligevel på kæreste-jagt ? Måske har han allerede mødt en, han har et godt øje til. Hvad så med vores aftale om ikke at involvere os til andre sider her det første år, indtil babyen er der og den første svære tid er overstået, hvor jeg får meget brug for ham ? Jeg frygter at stå der med stor mave og så afslører han, at han faktisk har fundet en anden. Så kan jeg gå og være ulykkelig som højgravid og føle mig forrådt, forladt og alene.
Grunden til at det bekymrer mig, er at det ikke er første gang, det sker. Der er et mønster. Jeg ved, at når han er bange for at såre nogen, så holder han tingene skjult for vedkommende. Vi har haft en del problemer med, at han har insisteret på fortsat at se sin ex fra sidste sommer. Hun var meget forelsket i ham og ville ikke give slip på ham. Og han ville ikke være en dårlig ven og miste hende som ven, så han så hende fortsat som ven. Det havde jeg det dengang rigtig dårligt med, fordi vi prøvede at få et forhold op at køre. Det endte med, at han holdt det skjult for mig, når han havde lavet aftale om at se hende, med og uden hans børn. Selv til jul var de derude hos hende, uden at jeg var med (vi var stadig kærester på det tidspunkt).
Udover ærligheden, er det også et spm om hans prioriteringer. Dels med ex'en dengang, men også i dette tilfælde. Jeg skal ind til en udskrabning på hospitalet imorgen, fordi graviditeten denne gang ikke blev til noget. Det er bestemt ikke noget, jeg ser frem til og jeg ville rigtig gerne have haft ham med som støtte. Vi er jo sammen om dette og ingen andre, fx min familie, kan jo helt sætte sig ind i, hvordan det er. Men vi bor 150 km fra hinanden og han skal have sine børn her fra torsdag eftermiddag - søndag. Derfor ku han ikke komme med imorgen og blive til lørdag. Men han kan åbenbart godt gå til grøn koncert idag og har aftalt med børnenes mor først at hente ungerne imorgen, i fald det nu sku blive sent i aften !?!? 
Jeg forstår ærlig talt ikke helt den prioritering og at han overhovedet kan få sig selv til at gå til fest, når jeg sidder her og er skide nervøs for imorgen.
Jeg spiller selv med åbne kort mht. de andre kontakter jeg har til både hun- og hankøn og han er generelt meget inviet i, hvad der sker i mit liv. Jeg har ikke noget kørende med nogen ellers. Men jeg er generelt også et ret ærligt menneske og hader skjulte egoistiske agendaer. Det gør mig utryg og de der episoder har ødelagt en del mellem os.
