Jer med børn på 2-3

Jeg er dybt frustreret og ked af det, de sidste par uger har været så 'slemme' med min datter, hun er så strid, og kører sit eget løb. Hun har ingen respekt for os og hører kun hvad hun selv siger..
Hun forstår på INGEN måder et nej, og det bekymre mig lidt, selvom jeg godt ved de er i trods alderen.

Vi har været SÅ uenige her til aften, og jeg har råbt flere gange, hun har været på værelset, og jeg har måtte 'tage fat' i hendes arm.

Jeg trænger måske til en dags fred, men samtidig er jeg så ked af at jeg reagere som jeg gør..

Kender i til det her??

Ja hvem kender ikke det hvis man har haft et barn på 2-3 år...

Altså selvf er det ikke godt at råbe eller tage fat i barnet men man kan blive frustreret.

Her til aften havde jeg selv en konflikt med min 3 årige dreng og det endte med at jeg skældte godt og grundigt ud hvorefter jeg sendte ham på værelset med smækket dør!!! Bagefter tog vi en snak hvor jeg fortalte hvorfor jeg blev sur og så krammede vi lidt.

Jeg blev ked af det fordi jeg overreagerede lidt, og det forstår de jo slet ikke de kære børn...

Ville vist ikke noget med indlægget andet end fortælle dig at du ikke er alene

Knus Kathrina

tumle81 skriver:

Ja hvem kender ikke det hvis man har haft et barn på 2-3 år...

Altså selvf er det ikke godt at råbe eller tage fat i barnet men man kan blive frustreret.

Her til aften havde jeg selv en konflikt med min 3 årige dreng og det endte med at jeg skældte godt og grundigt ud hvorefter jeg sendte ham på værelset med smækket dør!!! Bagefter tog vi en snak hvor jeg fortalte hvorfor jeg blev sur og så krammede vi lidt.

Jeg blev ked af det fordi jeg overreagerede lidt, og det forstår de jo slet ikke de kære børn...

Ville vist ikke noget med indlægget andet end fortælle dig at du ikke er alene

Knus Kathrina

Tak for svar, kan se du har flere børn, så du må jo vide en del.
Men ja, vi bliver nok alle sammen frustreret ind imellem.. Men den dårlige smag bagefter er bare ikke rar.
Respektere jeres et nej? Eller hvad gør i når han efterfølgende stritter imod og ikke lytter efter det nej?

- skriver:

Lyder meget normalt.

 

Syntes i skal indføre time out. Det har hjulpet her... 

Sørg for gode stunder så det hele ikke føles træls. Og lad vær med at råbe, det hjælper virkelig intet... Selv om det godt kan være svært...

Umiddelbart tror jeg det der time out for os vil kører af sporet?
For det er jo flere gange om dagen der ikke bliver respekteret et nej, så der skal barnet jo efterhånden sidde længe

Tror personligt jeg syntes hun er for gammel til time out.. Hun forstår jo udmærket godt hvad vi siger.

Vh

- skriver:

Det jo ikke fordi du skal give time out hver gang.

 

Hold på at først siger du stop. Derefter mor siger stop, bliver du ved får du en time-out. Og 3. gang i time out.

Bag efter går du ud og fortælle hvorfor barnet fik time out og så har du lige 2-3 min til at klarer hovedet. Og fortæl barnet du elsker det..

 

For sent? Det da nu du skal starte, ved 2-3 års alderen, yngere børn forstår det ikke. 

 

Og pak det NEJ væk, og prøv stop o stedet, i har alle hørt nej så mange gange det træls at hører på.

 

 

Jeg er ikke helt enig i det du skriver. Men tak for svar alligevel

uha stakkel Marcus havde også en periode, men den var ikke slem og så siger de jo der kommer en igen heromkring 6 års alderen ifb. med skole mv...

hmmm en frigørelses proces tror jeg...men det kan jo vel ikke undgåes nogen reagere mere hårdt på det end andre....hmmmmm

Uha, jeg kender det ALT ALT for godt.

Men datter er 25 måneer og hun er bare e nstri banan nogle gange. F.eks. her til aften hvor hun skulle have en tør ble. ligger sig glædeligt ned og får bleen af, da jeg så finder den anden frem griner hun og vender sig rundt og "drille" og jeg vender hende igen og så starter skrigeriget - jeg siger dig hun går helt i baglås - hun græder, skriger og ja, alt  - og det ender med jeg får bleen og nattøjet på hende med besvær - lader hende liggende skrigende på gulvet og går ud af stuen (var ved svigermekanikken) og lukker døren. to sek. efter rejser hun sig skrigende på mig og løber hen og åbner døren. derefter spørger jeg om hun er færdig  - hvor efter hun stopper med at skabe sig og jeg tager hende op og hun siger så ja... og slut for dene gang - å på vej hjem i bilen siger hun så "blee, lærke suurr" - så hun ved det udemærket godt.

men det jeg vil frem til. selvom det virker lidt hårdt, så herhjemme hjælper det for os at sættehende ud i gangen på en stol, lukke døren og åbne 2 sek. efter og så stopper hun!

Jeg synes det er svært at råde når man ikke ved hvilke situationer det drejer sig om mere specifikt

Herhjemme vælger vi vores kampe med omhu og fremfor at bruge nej, lader vi nogle valg stå åbne, eksempelvis med hensyn til tøj hun er en bestemt dame der har klædt sig selv af og på siden hun var knapt 1 år, hun går op på sit værelse flere gange dagligt og prøver hendes tøj og klæder sig af og på i en uendlighed, hun vil selvfølgelig også have lov at bestemme om morgnen, men der gør vi det at vi om aftnen finder to sæt tøj frem og der kan hun så vælge hvilket af dem hun vil have på, så føler hun selv at hun fået lov at bestemme  og hendes ego bliver derved styrket men under kontrol.

Er det om ting som bare skal ordnes som tandbørstning eller bad, anderkender jeg hendes følelser omkring det der skal ske, men holder fast i at hun skal, det plejer også at virke

Jeg vælger også mine "kampe" med omhu. Ikke alle ting er værd at diskutere, og andre ting er uden diskussion!

HVis jeg har sagt nej 2-3 gange uden reaktion eller hvis jeg beder ham om noget og han siger nej, det gider mig ikke. Så kommer der en afgørelse, jeg har lagt flere poser legetøj væk, som han fx ikke må lege med fordi han nægter at rydde op. Han har fået time out, hvis han er virkelig strid, og ogfte kommer han selv når han har raset af og siger mig færdig nu...

Så det går den rigtige vej, men han er jo også et lille individ på 3 år der skal finde ud af hvem han er og hvad han kan...

Knus Kathrina

Halløjsa

Ja det kender vi alle til

Min datter er især slem hvis vi er ude og gå, eller generelt iblandt andre. Herhjemme er hun en lille engel. Men når vi er nede i byen, og hun ikke får sin vilje, så smider hun sig.

Dog (heldigvis) ikke med lyd på. Men så ligger hun sig bare midt i butikken, gågaden eller hvor vi ellers måtte være. Så ligger hun og smiler til mig, og alle andre der kommer forbi, eller ruller lidt rundt og synger. Hun er super nuttet når hun bliver stædig. Men det er sgu da skide irriterende. Og jeg kan bare gå, så ligger hun stadig og smiler. Ikke noget med at frygte at jeg er væk.... næææh nej. "Se her ligger jeg og ser charmerende ud, fordi mor hun er dum og siger nej".

Hvis man så prøver at hjælpe hende op, vupti så er hun en slaske dukke. Grrrrrrr.....

Men vi elsker dem jo alligevel

Herhjemme, bruger jeg noget lign. timeout, når hun ikke er sød. Det er heldigvis ikke så tit det sker mere. Men hun kommer ind og sidder på hendes seng. UDEN at døren bliver lukket! Og når hun så er stoppet med at græde, går jeg ind og snakker med hende om det hun gjorde. Hun får at vide at jeg elsker hende, vi krammer og hun får et nys. Og så er hun klar igen.

Tror endnu ikke at jeg har oplevet at hun har lavet de to samme slags ulykker Så et eller andet sted virker det jo

Held og lykke

Knus