1, 2 el 3

...børn?
Ja nu har vi jo 2, og lige siden, jeg var gravid med Marcus, har Tue snakket om, at han gerne ville have 3 børn, og jeg har sagt 2. Tue har hele tiden sagt, at det måtte vi liiige have os en lille snak om og blinket lidt med øjnene. Han har åbenbart troet, at han med tiden kunne bearbejde mig. Men jeg har virkeligt ikke lyst til flere børn! Han blev ret ked af det, da det gik op for ham, at jeg virkelig står bag mine ord og mener det! Det er lidt træls/ærgeligt, at vi ikke er enige, men sådan er det måske ikke så ofte? ... Vi kender rigtig mange, som er uenige om det, hvor den ene vil have 2 og den anden 3. Jeg har en veninde, de vil kun have 1 barn, men det er de så heldigvis enige om!
Vi var til et bryllup i DK i weekenden, hvor jeg snakkede med en af dem vi kender, hvor hun vil have 3, men hendes mand vil ikke have flere. Hun fortalte mig, at det virkelig bare gjorde hende så ked af det. Hende og Tue havde siddet og talt sammen, og han havde fortalt hende, at han havde det ligesådan.
Det gør mig lidt trist at vide, at han bliver så ked af det. Men jeg har virkelig ikke lyst til flere børn! Jeg har ikke lyst til at starte forfra en gang til! Og det er mig der står for det hele herhjemme til dagligt. Og i weekenden er vi begge helt smadrede og skiftes til at sove, og så skal Tue lige ud at løbe og træne også.
Og oven i det, ja det kan godt ske, det virker lidt helligt, og til jer, der har flere end 2, I må endeligt ikke tage mig det ilde op, men jeg kan ikke lide tanken om at Tue og jeg med et 3. barn, jo så ville have lavet flere mennesker, end vi selv er, og dermed bidraget til overbefolkningen af jorden (jeg siger det lige igen, please tag det ikke ilde op, for det er ikke ment sådan. Jeg har det helt fint med at folk vælger at få 3, 4, 5 - 10... børn, men jeg kan bare ikke... jeg kan ikke forklare det, det er et eller andet, som ligger virkeligt dybt i mig. Det er ikke noget, jeg har besluttet mig for. Af en eller anden grund har jeg det bare sådan... Er jeg helt tåbelig, når jeg tænker sådan?

Du er absolut ikke tåbelig at tænke sådan. Det er da ekstremt vigtigt kun at få det antal børn man selv magter. Hvis du allerede nu synes det er hårdt, og at I har for lidt overskudstid kan jeg sagtens forstå dig!

Måske om nogle år, når Malte er blevet lidt større, ændrer du måske mening....og måske ikke. Jeg tror bare det er rigtig vigtigt man taler om det, og ikke lukker hinanden ude for følelserne. Jeg kan sagtens forstå at Tue er ked af det, men man skal jo også føle på om forholdet kan klare det.

Min situation er jo noget anderledes. Vi har jo kun Andrea, og indtil nu har lysten/overskuddet ikke været der til en til. Jeg kunne godt nogle gange ønske, at jeg havde fået hende noget tidligere, så jeg havde haft flere år at løbe på. Jeg er jo 34 nu, så jeg har jo ikke mange år til at beslutte om vi skal have en til. Det stresser mig rigtig meget, for jeg kan godt føle mig noget presset af tiden. Tænk hvis vi om 4 år beslutter at få en til, og det så er for sent?

Det er noget svært noget det med de unger.

I bliver simpelthen nød til at snakke om det.. At det er dig der står med det hele i det daglige og han (groft sagt) suser afsted på hans løbeture i fritimen, så du igen så med læsset, det er ikke fair og jeg forstår godt at du ikke magter en 3.

Min søster og svorger har en knægt på 8, en datter på knap 4 og så en knægt på ca 1½ -og som de begge siger, de elsker den yngste og vil ikke være ham foruden nu, men set i bakspejlet, så skulle de nok ikke havde haft ham, det kræver bare at få nummer 3... Jeg selv sidder også med den der følelse af ikke at have temperatment og overskud til en mere, men hvor vil jeg dog gerne være gravid igen og have en spæd, men resten nej tak...... Ikke nu i hvert fald.... og jo ældre Victoria og Mathilde bliver des svære bliver det at blive bombet tilbage...

Men nej, jeg tror ikke jeg ville give mig, når det var mig der stod med læsset derhjemme..