Sofies choice

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.931 visninger
5 svar
0 synes godt om
28. juni 2010

Trine2

Trine Hostrup DahlKlumme - skrevet af Trine Hostrup Dahl

Min grandkusine Sofie er en sand diva, der i en alt for tidlig alder har måttet sande, at livet er lige så flygtigt som kirsebærblomster i vinden.

Jeg har en grandkusine. Nå ja, tænker du måske – det har jeg da også, og hvad så? Min grandkusine er GRAND! Hun er den smukkeste, mest sødmefulde, kloge, sjove, frække kvinde, man kan forestille sig. Lad mig kort beskrive hende for dig – ja, luk øjnene og efter min beskrivelse så forestil dig, hvordan hun ser ud. Hun er faktisk den eneste, jeg kender, der har blå dådyrsøjne, de kigger på én med tillid, undren, en smule sky, og så har de den blå farve, som kun den reneste svenske skovsø kan have, når himlen er spændt ud over den som en baldakin, og himmel og sø spejler sig i hinandens skønhed.

Hun er en Monroe med en dronnings værdighed.

 

Diva med jernvilje

Der er 8 års forskel på Sofie og mig. Hun var hende den lille – hun var hende, som slog blikket genert ned, når vi større børn drillede hende, og så var hun vel egentlig bare Lines lillesøster. Sådan tror jeg ikke blot jeg, men mange i min familie har tænkt. Og når jeg så vælger at bruge tid på at skrive om hende og bruge din tid på, at du skal læse om Sofie, så skyldes det, at jeg var i byen med hende i sidste weekend.

Jeg var taget et smut til vores hovedstad, stilletterne var støvet af, babyen kysset farvel, og så var det ud i natten. Og her blev jeg ramt – ikke blot af diskorytmer eller dunkende, længselsfulde hjerter, heller ikke ”blot” af effekten fra nogle af de mange Cosmopolitans, som vi skålede med, ej heller ikke af larmen eller auktionsstemningen på Kødbyens marked – hvor man nemt kunne føle sig målt og vejet – men af min kusines vidunderlige selskab og hendes rørende beretning, som har fået hende til at fremstå for mig som en DIVA med jernvilje, gå-på-mod, håb og ønsker for fremtiden i metermål, en kvinde der i en meget ung alder har måttet sande rigtigheden og følt på egen krop, at livet er forgængeligt, det flyver af sted som kirsebærblomster i vinden, og at vi derfor skal huske at kysse hvert sekund på denne jord og de skønne mennesker, som Gud har skænket os at leve og hylde livet sammen med.

 

Carpe Diem

Det og en hel masse andet mindede Sofie mig om, fordi Sofie har gjort noget i sit kun 32 årige liv, som får mig til at gyse, og som får mig til at beundre hende – hun mindede mig om at blive ved at invitere nye venner ind i mit liv – og hun fortalte mig om skuffelser, der gik i opfyldelse og om tilgivelsen, fordi hun ikke kunne andet – når først man ved, at der er ting vi, ikke kan tage for givet, nemlig: livet, glæden, medmennesker, næsten, kærligheden.

Hun fik mig til at huske på, at det ikke er nok at være sådan lidt Carpe Diem-agtig på hyggeniveau – at det ikke rækker at være det distanceret og abstrakt. Vi skal tage livet på os og tage os af det, ikke henfalde til humanistiske commonsense bemærkninger om, hvor meget vi skal skønne på, at vi er sunde og raske, og at vores familie er det – vi skal virkelig påskønne det ved at leve det hver dag.

 

Nogle dage glemte jeg at huske Sofie

Jeg kan stadig huske den dag, jeg fik at vide, at Sofie havde fået kræft. Det var en mavepumper af de helt store, en af dem, der slår benene væk under én. Jeg husker min mors stemme i røret, og jeg husker stadig den fornemmelse og følelse, som ordet KRÆFT fremkaldte i mig.

Jeg husker, hvordan jeg skiftedes til at være bange, vred, fuld af handlingsiver, og positiv - hvordan jeg bad for hende, og hvordan jeg indimellem også glemte, hvilket helvede Sofie og hendes familie var igennem. For det gjorde jeg - det var ikke hver dag, jeg huskede at sende en hilsen til Gud om at passe på min grandkusine, og jeg er faktisk ret flov over det – fordi jeg ved, at der ikke var et sekund i løbet af dagen, hvor hendes forældre ikke tænkte på hende, hvor de ikke frygtede for fremtiden, og jeg tror ikke, at de havde mange øjeblikke i løbet af en dag, hvor de ikke var bange.

Sofie kæmpede sit livs kamp, og som vi sad der i Københavns helt bogstavelige svar på NYCs meatpackingdistrict, hvor vi begge var stylede á la SATC–pigerne, og helt klart har set ud for omverdenen som to kvinder med styr på det hele, og som nok ikke havde oplevet større problemer end en nedgroet negl, så gik det op for mig, hvor hård en kamp hun har kæmpet, hvor meget hun har lidt, og hvor helt utroligt meget hun har vundet.

 

Når kræften flytter ind

Jeg har som professionel mødt mange, der har kæmpet samme kamp, jeg har siddet ved siden af og holdt i hånden, mens livet sivede ud af et menneske, der tabte til kræften – jeg har holdt mange begravelsestaler, hvor livet endte med kræft – jeg har rakt mange kleenex til klienter, som var tyngede af sorg og savn, fordi kræften tog deres elskede fra dem – så jeg troede faktisk, jeg havde styr på det med kræft – en lorte sygdom, som rammer mange – og det var det. Jeg troede, jeg var afklaret med det – og hold da så k… hvor tog jeg fejl.

Da Sofie blev syg, kunne jeg ikke længere forholde mig til kræften på et abstrakt plan – og efter vores samtale en nat i det københavnske natteliv blev jeg mindet om, hvor bange jeg har været, hvor meget jeg følte jeg svigtede, når jeg glemte hende og hendes familie – Sofies historie har været en rejse - en rejse på det personlige plan. Sofie har lært mig og hendes familie så meget – hun ved, hvad det vil sige, når kræften flytter ind, hun har været i afkroge af livet, som jeg er sikker på, hun ikke vidste, der fandtes, hun har gået af mørke stier, hun har set lyset i tillid, ærlighed og mod – hun har grædt tusindvis af tårer, hun har mistet troen undervejs, og aldrig glemte hun at fortælle mig om, hvor meget det betød for hende, at jeg bad til en Gud, hun ikke troede på, der findes. Og hun har oplevet de største øjeblikke af glæde, håb, frihed, nærhed og skønhed.

 

Sofies kamp

Den nat i København fortalte hun mig alt dette – som vi sad der med vores lyserøde drinks, betroede hun mig, hvor meget mine breve betød for hende – og jeg fik fortalt hende, hvor lidt jeg synes, jeg havde slået til, da sygdommen rasede. Jeg fik fortalt hende, at der var dage, hvor jeg glemte hende, hvor jeg ikke huskede at folde hænderne og minde Vor Herre om at passe på Sofie. Og hun svarede mig med livsmod og styrke, som om hun var en vis kvinde på 90. Hun svarede mig med at fortælle, hvad hun havde lært om tilgivelse, at hun havde accepteret, hvad livet med kræft havde lært hende – at hun faktisk ikke ville have undværet det trods de lede smerter og den afhængighed af andre mennesker, som den bragte hende i. Og hun så på mig med de der smukke blå dådyrsøjne – og hendes stemme sagde det, og jeg så sandheden i ordene genspejlet i hendes øjne – ”Trine, jeg er faktisk taknemmelig for, hvad kræften har lært mig.”

Sofies kamp bestyrkede mig i den kamp, jeg selv har kæmpet de sidste par år blot på et helt andet plan – hun har lært at se gaven i det, som kræften lærte hende.

Og det er en smuk erkendelse at komme til. At vælge at se de tilskikkelser, som livet giver os som gaver. Turde spørge, hvad er gaven i det her til mig?

At turde sige, at det er skyggesiden, der skal lærer os at se lyset, og at når vi ser det, da turde tage i mod det uanset, hvordan indpakningen er – for der findes en gave derinde.

 

GRANDkusine med stort hjerte

Så da morgenen gryede over byens irrede tage, da gik jeg hjem med modet til at satse og satse stort og med følelsen af, at selvom vi glemmer undervejs, så er der mennesker derude, der har så stærke hjerter, at de vælger at beholde os i deres liv som gaver - også selv om varedeklarationen ikke altid lever op til indholdet.

Det er stort, og derfor er Sofie også i mere end én forstand min GRANDkusine.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

28. juni 2010

Dot D

  

Anmeld

29. juni 2010

Nemesis

hvor smukt, personligt og rørende. Rigtig flot skrevet.

Sisse

Anmeld

29. juni 2010

Bayze

Smukt smukt skrevet og hvor har du ret

hun lyder som en fantastisk kvinde

Anmeld

29. juni 2010

Margorie

Årh nu fik du mig til at græde... Det er rigtig godt skrevet- det går lige i hjertet.

Anmeld

29. juni 2010

Risen

 Så smukt skrevet.. Hun lyder som en fantastisk stærk og smuk kvinde ! 

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+