Hej piger.
Kender i det at man hele ens liv har været på slankekure og intet har hjulpet. Pludselig står man der med maven hængende ned så man ikke længere han se om man har barberet sig ordentligt eller ej?!
Jeg her altid været rigtig glad for mad og helst i så store mængder at de fleste velvoksne mænd ikke har kunnet følge med uden at have koldsved og åndenød. Tilgengæld har jeg så siddet bagefter og haft lyst til en stor fed is.
Nu er jeg så startet i behandling for min ADHD og er så pludselig ikke sulten længere, når endelig jeg er sulten kan jeg ikke rumme ret meget før jeg så for den længe ventet mæthed. Fakrist bliver jeg så mæt at jeg er lige ved at kaste på.
På et forum for folk med ADHD læste jeg noget omkring det at være overspiser og overvægtig, det fik mig til at tænke meget over mit liv i et større sammenhæng og har jo så fået mig til at forstå at man ikke altid selv kan kontrolerer sin mave og hjerne når de skal arbejde sammen. De snakkede noget om at hvis man har ADHD arbejder ens hjerne altid på overtid og er meget stresset, den stress er den sammen som man oplever hvis man er faret vild eller taget til fange (hæng mig ikke op på det), hjernen sender så signaler ned til maven og siger at den er sulten og at den skal hamstre så meget mad som overhovedet muligt fordi den jo ikke ved hvornår den får noget igen. Man kan derfor ikke få den mæthedsfornemmelse og spiser jo så bare uhæmmet. Det gav virkelig meget mening for mig da jeg læste det og det gav endnu mere mening da jeg startede på medicin.
Jeg har tabt 3 kg på 1 uge og det lyder af rigtig meget, men da jeg er i kategorien svært overvægtig så skal der også meget til.
Okay det kan godt være i er forvirret lige nu og det er også okay. Jeg ville ikke rigtig noget andet end at dele mine tanker med jer.
Anmeld
