Eksperthjælp: mor til 2 årig

Trine Hostrup Dahl

"mor til 2 årig"

Hej :-)

Jeg ved ikke om det er dig eller sundheds pl jeg skal henvende mig til da dette handler om en ganske almindelig hverdags situation som jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere på..... Men jeg vil alligevel stille dig et spørgsmål.

Min datter er to år. Hun er utrolig sød og nem i vuggestuen og laver ikke så meget ballade som herhjemme. Og det er nu helt ok. Hun har dog længe haft en meget dum "vane" med at helt bevidst vende bunden i vejret på en kop eller glas når vi spiser(faktisk hver gang hun drikker)Så der kommer mælk eller vand på hele bordet og i maden. Jeg har forsøgt eftehånden mange pædagogiske metoder til at få hende til at stoppe. Men hun er mildes talt ligeglad med hvad jeg siger.....sidder bare og ser på mig som om intet er hendt....Det er faktisk meget irriterende....Det sammer gælder mange af de andre situationer hvor jeg skælder hende ud.....

Håber måske du kan give mig et råd.

Venlig hilsen en lidt frustreret mor

Trines svar

Kære mor til 2 årig

Mange tak for dit brev- som jeg ikke kunne lade være med at smile lidt over - også ved jeg godt, hvor enormt belastende det er, at man gang på gang skal sige nej til det samme...

Det er dog uanset, hvor træls det er, en nødvendig læreproces, som I her er igennem - og en sådan læreproces fører uundgåeligt til konflikter og frustrationer. Begge parter - både dig og din datter bliver med mellemrum vrede, kede af det og frustrerede, og det er helt, som det skal være- konflikter mellem børn og forældre er ikke tegn på, at man som forældre klarer opdragerrollen dårligt - både børn som voksne/ forældre lærer først og fremmest gennem konflikter, og i en sund familie tager forældrene ansvaret for konflikterne. Din datter er 2 år – i den alder begynder børn meget aktivt at sige ”JA” til sig selv og meget aktivt at sige ”NEJ” til forældrene. Det som man måske kunne kalde ”vil selv alderen”. Din datters individualitet og hendes forskellighed fra dig og dine forventninger bliver mere tydelige, og hun vil formulerer dem sprogligt eller smide skeen på gulvet, vende koppen om…

Jeg tænker at du måske har det dårligt med at sige nej til hende, at der er noget som du er nødt til at rette på hende, fordi hun normalt er så nem og gør, hvad der bliver sagt. Jeg tænker om det kunne hjælpe dig at tænker over, om du siger nej til hende med god samvittighed? At sige nej til hendes spilden mælk er jo ja  til dine egne væsentlige behov – Nej som nødværge virker ikke. På den måde gør vi voksne os som offer og børnene bliver skyldige.

Når børn ” simpelthen ikke vil høre efter, lige meget, hvad vi siger””skyldes det som regel, at det forældrene siger, ikke er værd at høre på” Det er hårdt at høre! Og det betyder ikke, at det ikke kan være sandt eller fornuftigt, rimeligt, retfærdigt eller andet – det betyder , at måden det siges på, værdigrundlaget bag det der siges, sammenhængen det siges i ikke giver mening for barnet. Du skriver, at hun mildest talt ikke hører efter. Jeg tænker, hvad du har forklaret hende, hvilke pædagogiske metoder du har brugt. Måske du bare skulle sige nej til hende og flytte kruset, når hun hælder mælken ud på bordet eller gulvet. Hvis vi nu leger med det eksempel at du siger til din datter: Jeg vil ikke have, at du hælder mælken ud på bordet! Hvornår lærer du at høre efter, hvad man siger til dig? (OVERSAT: Din appetit og nysgerrighed overfor hvordan verden virker er illoyal mod din mor). Så kan man groft sagt sige, at du sætter en grænse for din datter i første sætning, og behandler hende med manglende respekt i anden sætning ( Du skal respektere mine grænser, men jeg behøver ikke respektere dine. )

Nu siger jeg ikke, at det er sådan det er foregået hjemme ved dig – Jeg synes du skal prøve med:

Jeg kan ikke lide, at du hælder mælken ud på bordet – Jeg vil have, at du lader mælken blive i koppen.

Jeg håber det har givet dig lidt hjælp, og jeg vil som jeg sltid gør – sige til dig at du er velkommen til at skrive til mig igen.

Kærligst Trine