40+5 og en sur kost??

Ja som overskriften siger er jeg idag 40+5 og jeg er efterhånden ret træt af at være gravid.

Min første fødsel gik ikke lige som planlagt (havde ekstreme vesmerter grundet forkert stilling, fik AKS og komplikationer dertil), og her under min 2. graviditet er jeg blevet tjekket ekstra op, haft samtaler med overlæger mm om hvordan den forestående fødsel skulle forløbe. Vi blev dengang enige om, at jeg skulle føde vaginalt, hvis alt gik planmæssigt.

Jeg tror egentlig at jeg var klar til vag. fødsel, hvis det da ikke lige var fordi jeg så skulle gå over tid og babyen ligesom mit første barn er vurderet til at veje over 4000g. Hmm dette kombineret med, at jeg har bækkenløsning har godt nok gjort mig til en sur gammel og ked af det kost.

Der skal bare INTET til at få mig til at fare i flint eller vræle (stakkels mand og barn).

Jeg er TRÆT af at have ondt, træt af at være bange for at føde og glæder mig bare til det her fødselshalløj er overstået.

Jeg skal til JM igen i morgen og overvejer KRAFTIGT et planlagt KS, så jeg kan komme videre og blive lidt mere positiv.

Nogen, der har det bare lidt ligesom mig???

Hehe....

Jeg må vist være et enestående tilfælde

Du er ikke alene - jeg er godt nok "kun" 1. gangs-fødende, men er ligesom dig 40+5 idag og virkelig træt af at være gravid - særligt fordi jeg dagen igennem igår havde veer on/off og idag er der bare ingenting.

Er ved at være der hvor jeg ringer til fødegangen og forlanger at blive sat i gang.

Jeg er også begyndt at snerre af manden a la "det er heller ikke dig det går ud over" og " hvordan tror du ikke jeg har det" og i den dur.  

Når så folk kommer med den der "man har jo aldrig hørt om nogen der blev derinde", så..:!

Hejsa!

Jeg er da glad for at vi er to, der har det på samme måde.

Jeg kan næsten blive helt bange for mig selv nogen gange, sådan kan jeg snerre. Manden er heldigvis rimelig forstående, og det skal da også nok blive bedre igen.

Tjo, kender det skam lidt for godt. Jeg er i dag 40+6 med mit andet barn og havde på ingen måde forventet at gå så meget over tid da jeg fødte til terminen første gang. Det er svært at blive ved med at være optimistisk, positiv og glad når man hver dag går og tænker, gad vide om det er nu... Alle de forvirrende signaler kroppen sender så man tror der er ved at ske noget hele tiden er til at blive tosset af! Plus at fysisk er det slet ikke sjovt mere.

Mht hvad du skriver om din første fødsel så skal du måske tænke lidt mere over hvad dine holdninger til denne fødsel er... Du virker skremt ved tanken om den forestående fødsel på baggrund af dine tidligere oplevelser og det kan jeg sandelig godt forstå. Men måske er der også noget med at man skal være klar til fødslen både psykisk og fysisk...

Jeg har ihvertfald indset at jeg har været bekymret over det at få barn nummer to, og hvad det ville betyde for mit forhold til min store 2 årige dreng. Hvordan ville jeg skulle kunne give begge børn den opmærksomhed og kærlighed de har brug for?! Men det at indse at jeg har disse tanker kan hjælpe mig med at få mere positive tanker omkring fødslen og det nye barn. Tror også sådanne bekymringer kan spille ind ift hvornår man føder...

Håber du finder ud af at glæde dig mere til det og at det selvfølgelig snart går i gang af sig selv!

Hejsa... tak for svar.

Har nu været til JM og skisme om det ikke var en vikar. For fanden da så irriterende. Det var ligesom planen, at min "vante" JM skulle vurdere om jeg skulle have KS eller ej. Og sørme om jeg ikke lige fik at vide, at det var et meget stort barn og at hun ikke står fast i bækkenet, akkurat som med min den første.

Nu skal jeg så igen igen igen snakke med en overlæge, der forhåbentlig bare siger at bettefisen skal ud nu her.

ØV også