Nu er der efterhånden mange af os der har født, så det kunne være sjovt at høre hvordan hverdagen ser ud hjemme hos jer.
Her går det overraskende godt. Johanna er 25 dage i dag og stadig et meget nemt barn (bank under bordet osv... håber det varer ved
). Hun er begyndt at være mere vågen nu og i længere tid ad gangen. I starten sov hun næsten hele tiden, når hun ikke spiste eller skulle skiftes, men nu kan hun godt have nogle timers vågentid ad gangen (med små powernaps ind imellem). Hendes søvnrytme er ret uforudsigelig i løbet af dagen, men hun er lidt af en natteravn og tager helst sin daglige skrigetur omkring 1-2 stykker om natten. Til gengæld vil hun gerne sove om morgenen/ formiddagen, så mit døgn er også stort set vendt på hovedet. Nu går vi i seng kl 2-3 om natten, når hun falder til ro og småsover hele formiddagen kun afbrudt af skiftning og spisning. Egentlig gør det jo ikke noget, så længe vi begge får sovet, men det begynder at irritere mig lidt at det er så svært at komme ud af huset og få noget ud af dagen.
I dag skulle vi fx have været til mødregruppesamling i morges, men det kunne jeg simpelthen ikke komme op til, og sådan går dagene lidt i et. Hun er meget, meget kontaktsøgende og svær at få til at falde til ro alene. Indtil videre er det kun lykkedes at lægge hende ud i barnevognen alene en gang. Da sov hun til gengæld tre en halv time. Ellers vil hun helst have en hånd at holde i eller ligge i en tryg arm, hvis hun skal sove i længere tid.
Fordi vi sover så forholdsvis meget er jeg egentlig slet ikke helt slået ud som jeg havde forventet at være. Hvis bare jeg kan time det med hende lure i løbet af dagen, har jeg næsten mere energi til at få ting gjort nu end mens jeg var utålmodig og højgravid. Jeg har nogle arbejdsopgaver jeg af egen fri vilje har påtaget mig at følge op mens jeg er på barsel og det har jeg så småt taget fat på i nogle af hendes sovepauser i løbet af dagen.
I næste uge rejser vi til Danmark på familiebesøg og babyfremvisning. Jeg skal rejse alene med hende, for manden er begyndt på arbejde igen, så der håber jeg virkelig hun vil være samarbejdsvillig.
Hvordan går det med jer og jeres små guldklumper?

Maria
Anmeld