Jeg ved egentlig ikke hvorfor dette indlæg måske fordi jeg bare har brug for at komme af med nogle tanker.
For 8 år siden mødte jeg min eksmand, og vi havde det godt sammen men pludselig hoppede jeg fra hver gang jeg skulle deltage sammen med svigerfamilien, følte mig ikke velkommen og jeg følte de hakkede på mig især fra min ex svigermor. Hun gjorde mere eller mindre alt for at kritisere mig. 
Det var hårdt og jeg fandt altid på undskyldninger for at slippe for at tage med ham når han skulle der hjem. Jeg var aldrig god nok til hendes søn fordi jeg ikke kunne arbejde eller færdig gøre min uddannelse og den fik ikke for lidt.
Da vi så blev skilt for snart 1 ½ år siden, gik jeg ned med en depression fordi han svinet mig til og gav mig skylden for alt der var gået galt mellem os gennem årene, da jeg så mødte min nuværende kæreste gik det bedre og han bakkede mig meget op og jeg blev i bedre humør. Så blev jeg gravid og fik min 3. datter i december sidste år, og så gik jeg igen ned med en depression og måtte kontakte min læge og kom i behandling.. men oven i alt dette kom der pludselig en anden symptom frem. angst. og jeg begyndte og sige til mig selv, hallo, det er bare noget du bilder dig ind, men NEJ, min læge siger den er god nok, jeg har generaliseret angst og social angst som gør at jeg ikke kan klare et job, og det fortalte jeg så min eks mand og han var selvfølgelig ked af at han ikke havde set det for som han siger havde han set det så havde han os sat sin mor på plads. det er da en lille trøst og vide.
det har hæmmet mig så meget mens jeg har været sammen med min eks mand, fordi jeg har presset mig selv til at arbejde og være blandt mennekser jeg er bange for og ikke følte mig tryg ved at være sammen og nu er min krop stået af.
jeg er bange for at gå nede i byen, jeg ser mig altid over skuldren, jeg kan ikke stoppe op og se på butikker, jeg skal vide hvad jeg skal nede i byen og jeg har ikke "sidespring", jeg tager i den forretning/er også hjem igen med det samme ikke noget lige med at sige, ej jeg går os lige i den her forretning osv. det kan jeg ikke, jeg kan ikke tage bussen mere uden jeg begynder og ryste og føler mig overvåget. jeg kan ikke stå i kø i supermarkeder uden jeg føler mig overvåget og klemt, jeg pakker sjælent varende sammen i butikken men gerne uden for et sted hvor der ikke er for mange mennesker.
Jeg får dog hjælp fra lægen men ved ikke hvad jeg skal gøre.. Min læge snakker om en førtidspension til mig da han mener det er bedst for mit helbred. Heldigvis er der støtte fra familien og min kommende mand.. Men blir ved med at tænke, hvad nu hvis han fortryder og ikke vil have en kæreste/kone som bare går hjemme og ikke kan arbejde og tjene penge. Hvad nu hvis og hvis og hvis..
Hvad skal jeg stille op med mit dumme hoved.. ??? Syns det hele er så øv for tiden og jeg har bare lyst til at krybe under min dyne og blive der.. .
Når men det var da rart lige og komme af med lidt tanker..
