"Grænseoverskridende mor - nej tak! "
Kære Karina,
Jeg har kraftigt behov for råd angående min mor.
Min mor er en kvinde der lider af en meget svingende depression. Hun har en meget mistolkende og pessimistisk tankegang, hvilket gør hun til tider opfører og reagere meget anerledes end man normalt forventer af en kvinde på hende alder (starten af 60'erne).
Jeg har fået konstateret gbd halvvejs i graviditeten og da min mor lider af diabetis type 2, har min mand og jeg besluttet ikke at fortælle min mor det, da hun blandt andet tror at jeg dør under fødslen og gerne vil være til stede under fødslen.
Dette har hun fra starten af graviditeten fået af vide ikke bliver aktuelt da det er noget min mand og jeg vil have sammen alene, desuden vil min mor og jeg ikke være i stand til at samarbejde, hvilket gør at jeg er bange for vil prøge min oplevelse af fødslen negativt.
På grund af min diabetes skal jeg sættes igang til termin, hvilket jeg har det fint med, men da min mor er en kvinde, der gerne vil have sin vilje og fortsat er besluttet på at prøve at liste sig med til fødslen, har vi ikke fortalt hende om min diagnose, da dette vil gøre hende opmærksom på igangsættelsen, og dermed kan finde på at møde uanmeldt og uden at være inviteret op på fødegangen.
Min mor har tidligere annonceret, at når jeg har født vil hun være hos os hele tiden, hvilket jeg absuolute ikke er interesseret i, da jeg gerne vil have ro til at amme og til at min mand, vores førstefødte og jeg kan vende os til den nye situation og lære hinanden at kende.
Jeg prøvede at fortælle min mor, at vi ville aftale besøgstidpunkter med alle i familien, hvorefter hun sagde "Det skal du squ ikke bestemme".
Mit spørgsmål er så hvordan jeg på en pæn med klart markeret måde, kan fortælle min mor at vi aftaler et tidspunkt de kan komme og se den lille på og hvor længe de kan blive, når vi ringer og fortæller at jeg har født ?
På forhånd tusind tak for hjælpen
Mvh Karen
Karinas svar
Kære Karen
Jeg kan godt forstå din frustration, du skal jo både rumme din graviditet med alt hvad den fører med sig af tanker, glæder og bekymringer, din diagnose og så oven i købet forholde dig til din mor og hendes grænseoverskridende opførsel.
For mig at se handler det om, at du må fortælle din mor, at det er dine og din mands ønsker og behov der kommer i første række og IKKE hendes. Altså at hun kan se sit barnebarn når det passer JER.
Selvom det er hårdt at skulle sige fra over for din mor, så er det nemmere at gøre det nu mens du er gravid, end når du har født og dit barn kræver din fulde opmærksomhed. Hvis du under fødslen har en uafsluttet konflikt i baghovedet eller bange anelser om, at din mor kan finde på at dukke uventet op, er det også temmelig uhensigtsmæssigt i forhold til fødselsforløbet.
Et godt redskab til at få leveret dig budskab klart, tydelig og på dine præmisser er en Skriv-Øv-Udfør proces. Jeg har delt processen op i nedenstående dele.
Brainstorm
Skriv alt det ned du gerne vil sige til din mor, hele molevitten råt for usødet. Hold dig endelig ikke tilbage, bare giv den gas uanset hvor saftige gloserne end måtte være.
Når du har fået skrevet det hele ned, så læs det igennem mange gange, og mærk lettelsen over at sige alt det du normalt ikke gør eller må.
Omformulér
Når du kommer til dén gennemlæsning hvor du føler dig helt rolig ved, at have fældet alt det ’forbudte’ ned på papir, så er du klar til at omformulere budskabet så det kan bruges til at konfrontere din mor uden hun føler det stødende eller som et angreb.
Her er det godt KUN at tage udgangspunkt i dig, din opfattelse og dine ønsker.
F.eks. kan en sætning som ’Vi vil ikke ha du kommer uanmeldt under fødslen’ omskrives til ‘ Det betyder meget for mig, at fødslen er vores og jeg ønsker ikke uanmeldt besøg’. På den måde vil du få afleveret dit budskab klart og tydeligt uden at din mor skal føle sig angrebet.
Dvs. hold dig til ’Jeg ønsker… ‘ Jeg har brug for… ‘ osv. osv. og hold dig til så korte og få sætninger som muligt.
Øv dig
De sætninger som er vigtigst for dig at konfrontere din mor med skal nu indøves. Her må du gå rundt med sedlen og øve dig foran spejlet, foran din mand eller en veninde, i bilen, optage dig selv på video eller hvad der virker for dig. Øv dig til du føler dig sikker på formuleringer, tonefald, tempo osv.
Konfrontation
Når du føler dig godt tilpas og kan huske hvad du vil sige, skal du gøre dig klart hvor du vil mødes med hende og hvor lang tid det skal tage. Det kan være rart med et neutralt mødested (park, café el.lign.).
Ringer herefter til din mor og aftal et møde. Fortæl i tlf. at du har noget som er vigtigt for dig at få fortalt, at du gerne vil mødes der og der og at det tager så og så lang tid. Så er det dig der sætter rammerne for mødet.
Sig til din mor når I mødes, at du har brug for hun lytter til dig, og så fortæller du hende det du har øvet. Det gør ikke noget du siger det samme flere gange. (Tag evt. stikord med hvis du er nervøs og bange for at glemme hvad du vil sige).
Giv også gerne din mor et kortfattet brev med dine budskaber, så har hun også mulighed for at læse det på et senere tidspunkt.
Hvis din mor ikke lytter og afbryder, så sig du kun ønsker at være sammen med hende hvis hun lytter. Og hvis hun stadig ikke vil lytte, så må du gå. Du kan evt. ringe til hende igen efter nogle dage og høre om hun er klar til et nyt møde på samme præmisser.
Jordmoderen og fødestedet
Fortæl også din konsultationsjordemoder om din situation, og bed hende skrive det i vandrejournalen. På den måde er personalet på fødegangen opmærksomme på, at din mor, hvis hun skulle dukke op, ikke er ønsket.
Husk at have for øje, at det er din graviditet, din fødsel, din familie som skal fungere og have en god start. Det får du/I kun hvis det sker på jeres præmisser.
Så, kære Karen, jeg ønsker dig rigtig god arbejdslyst, og håber det vil give dig ro til dig selv, din graviditet og familie.
Tanken om at tage nogle dybe personlige opgør er ofte værre end at udføre dem, så jeg ønsker dig al mulig kraft og styrke til at fastsætte og fastholde dine ønsker.
Kærlige hilsner
Karina
PS.
Mht. din diabetes vil jeg råde dig til, at søge rådgivning hos en kostvejleder eller ernæringsterapeut. Der er meget du selv kan gøre ved hjælp af kosten og eventuelle tilskud som kan forbedre din situation. Start evt. med at spørge kostvejleder Pia Birk, som også er rådgiver her på baby.dk, til råds.
Karina tilbyder alternativ fødselsforberedelse med udgangspunkt i den sunde og naturlige fødsel som individuelle forløb i Gentofte og privat, hold og workshops i København og fødselshjælp i Københavnsområdet.
Se Karinas hjemmeside: TrygFoedsel.dk - her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få "3 tips til en tryg fødselsoplevelse" ganske gratis.