How low can you go !

Tror snart ikke jeg kan skrabe bunden mere end jeg allerede gør. Det er nu gået op for mig at jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i over 2 år !!! Jeg var så uheldig at stoppe med et vikariat i december 2007 og kort efter fandt jeg ud af jeg var gravid og gik hjemme hele graviditeten, da ingen ville eje eller have mig (forståeligt nok) så var der barsel og nu er jeg bare ledig og uret tikker dag for dag. Jeg er oprindelig uddannet indefor butik, men har fået hjælp til at søge en ny uddannelse så arbejdstiderne bedre kan passe med August. Og igår skred Martin så. Vi havde skændtes i to dage over en af hans kammerater ikke kunne holde sin kæft om en meget alvorlig hemmelighed. Uden jeg selv kunne følge med i diskussionen var det hele pludselig min skyld !???! har stadigvæk ikke forstået hvorfor ? Og så står jeg igen her alene med August og er selvfølgelig også sendt på kursus i 4 uger af jobcenteret, og kan slet ikke samle mig om noget. Har ikke nogen anelse om hvor han er og hvornår han vender tilbage. Er i chok og kan ikke engang sætte ord på det endnu. Det er her virkelig min skæbne. Sølle, arbejdsløs, ingen fremtid og forladt ??? Forstår ikke hvordan tingene er endt sådan....

Undskyld det skulle bare lige ud. Knus til jer alle sammen

åh nej, hvor er det trist læsning nu må tingene da snart vende for dig ... nu synes jeg at livet er indrettet sådan at når man når et lavpunkt begynder det næsten altid at gå opad igen, det ved jeg ikke om du kan trøste dig med

tror du han kommer tilbage igen? måske er det bedst hvis han ikke gør, synes at i har haft problemer i lang tid nu

al mulig styrke og et stort kram fra mig og bøtterne

Hvor gør det mig ondt, at du har det så skidt Carina. Det er nærmest en kæmpe negativ spiral, du er havnet i. Husk på, at tiderne skifter, og lykken og fremgangen skal nok komme forbi dig igen..............det tør jeg godt love. Bare bevar håbet..........og prøv at gøre noget aktivt i den situation du står i nu. Tænk over hvad der kan gøre dit liv bedre.........mere lykkeligt?? Måske er det tid til at rydde lidt op, i dit parforhold...............eller søge helt nye udfordringer, ny uddannelse, eller ny bolig. Ved godt at det er svært, når man føler at man sidder i "det" til halsen..........men tro på mig, når jeg skriver, at det IKKE bliver ved. Har jo selv været der nogle gange efterhånden.

Sender dig store knus

Mette

Milka skriver:

åh nej, hvor er det trist læsning nu må tingene da snart vende for dig ... nu synes jeg at livet er indrettet sådan at når man når et lavpunkt begynder det næsten altid at gå opad igen, det ved jeg ikke om du kan trøste dig med

tror du han kommer tilbage igen? måske er det bedst hvis han ikke gør, synes at i har haft problemer i lang tid nu

al mulig styrke og et stort kram fra mig og bøtterne

Det er nemlig trist læsning, og sådan er jeg bare slet ikke !!! Plejer at sprydle og være glad, men kan intet positivt finde lige nu. Er også selv efter den overbevisning at når man først rammer bunden, så bygger man sig lige så stille op igen, men bedst som jeg ligger dernede og roder rundt, så er det lige en ekstra lem mere, så jeg ryger en etage længere ned. Jeg vil så inderligt gerne tro på at fremtiden snart bringer noget lykke og ro og ikke mindst et job, så jeg kan finde min eksistens igen, men jeg kan ikke rigtig se hvordan ? De stillinger jeg søger, får jeg afslag på sammen med alle de andre 250-300 mennesker der har søgt den ene stilling. Og tøjbranchen er jeg bare færdig med, samtidig med at jeg er så langt bagud hvad mode angår, fordi jeg ikke har handlet tøj siden 1864

Har ikke nogen anelse om han kommer tilbage, og jeg er selv i syv sind om hvad der skal ske og hvad der er bedst. Det fungere ikke i det her forhold, men det er sgu ikke min skyld. (Er absolut ikke perfekt, men August og mig er så langt nede på vigtighedslisten at det er helt skræmmende)Men han er ekspert til at vende alle hans problemer til at være mig der er noget galt med. Jeg plejer (sgu) at kunne sige fra og forsvare mig, men lukker bare i. Bliver så målløs og ikke mindst såret. Tænk sig han står igår og giver mig skylden for hans venskab med hans bedste kammerat er gået i stykker ??? Og det var kammeraten der ikke kunne holde sin mund. Kammeraten har boet her i et par måneder pga skillesmisse og pludselig så vi ham ikke mere, men vores adresse kunne han godt bruge så han kan få penge fra kommunen og til eks-konen og deres børn. Så syntes jeg ligesom det var slut med at være sød overfor ham, når han sætter vores familie i fare ved ikke at kunne holde sin kæft. Men alt det var pludselig min skyld !!! what

Anna-jonas skriver:

Hvor gør det mig ondt, at du har det så skidt Carina. Det er nærmest en kæmpe negativ spiral, du er havnet i. Husk på, at tiderne skifter, og lykken og fremgangen skal nok komme forbi dig igen..............det tør jeg godt love. Bare bevar håbet..........og prøv at gøre noget aktivt i den situation du står i nu. Tænk over hvad der kan gøre dit liv bedre.........mere lykkeligt?? Måske er det tid til at rydde lidt op, i dit parforhold...............eller søge helt nye udfordringer, ny uddannelse, eller ny bolig. Ved godt at det er svært, når man føler at man sidder i "det" til halsen..........men tro på mig, når jeg skriver, at det IKKE bliver ved. Har jo selv været der nogle gange efterhånden.

Sender dig store knus

Mette

Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Og dog men det kan jo ikke sammenlignes når man har fået barn/børn. Man kæmper som en satan for at holde på familien, men til hvilken nytte ???

Og jo det er måske tid til at gøre forårsrent, men hvor skal jeg starte henne. Uanset hvilken kamp jeg kæmper, om det er mit forhold, tusinde af ansøgninger, så er det en kamp jeg aldrig vinder. Øv hvor jeg bare hader at være sådan sort sort sort kvinde for tiden.

Jeg har endnu ikke grædt efter Martin smuttede igår - hvorfor har jeg ikke det ? Jeg gik hele dagen med August og tænkte:" der er fandme ikke andre der skal bruge mit køkken, eller bade i mit bad" jeg ved godt det er barnligt, men jeg har selv renoveret og lavet dette hjem til August. Og boede selv hele min barndom i en papkasse, så orker ikke at skulle rives op igen. Så med mindre jeg vinder de 90 millioner i morgen i Lotto, så bliver det måske udfaldet og sige farvel. Kunne også nøjes med 5, men det står ligesom heller ikke mine kort at skulle vinde i lotto. Må jeg få et nyt sæt kort

Men tænker så negativt som jeg overhovedet kan, forstå mig ret, for at forberede mig på hvad udfaldet bliver. Skal vi virkelig til at sælge, flytte i lejlighed, vare alenemor, alle de problemer jeg ved der bliver ang. August m.m. Plus alle de drømme man skal slippe. Får aldrig muligheden for at give August en bror eller søster. Det kan mit hjerte slet ikke holde ud.

Århh for pokker da også
Hvor er jeg ked af at høre hvordan det går hos dig!

Jeg vil ønske jeg kunne gøre noget.... men jeg kan kun sende dig et kæmpe knus!

Lilletrold skriver:

Tror snart ikke jeg kan skrabe bunden mere end jeg allerede gør. Det er nu gået op for mig at jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i over 2 år !!! Jeg var så uheldig at stoppe med et vikariat i december 2007 og kort efter fandt jeg ud af jeg var gravid og gik hjemme hele graviditeten, da ingen ville eje eller have mig (forståeligt nok) så var der barsel og nu er jeg bare ledig og uret tikker dag for dag. Jeg er oprindelig uddannet indefor butik, men har fået hjælp til at søge en ny uddannelse så arbejdstiderne bedre kan passe med August. Og igår skred Martin så. Vi havde skændtes i to dage over en af hans kammerater ikke kunne holde sin kæft om en meget alvorlig hemmelighed. Uden jeg selv kunne følge med i diskussionen var det hele pludselig min skyld !???! har stadigvæk ikke forstået hvorfor ? Og så står jeg igen her alene med August og er selvfølgelig også sendt på kursus i 4 uger af jobcenteret, og kan slet ikke samle mig om noget. Har ikke nogen anelse om hvor han er og hvornår han vender tilbage. Er i chok og kan ikke engang sætte ord på det endnu. Det er her virkelig min skæbne. Sølle, arbejdsløs, ingen fremtid og forladt ??? Forstår ikke hvordan tingene er endt sådan....

Undskyld det skulle bare lige ud. Knus til jer alle sammen

nu kan det da kun gå fremad søde!!

læg en plan, find ud af hvor meget du kan søge i boligsikring osv... friplads mm..  se om du kan få det hele til at hænge sammen...

hvis ikke, så søg et andet sted at bo og tag een ting af gangen... jeg kan godt forstå hvis din situation ser uoverskuelig ud... men ærligt talt så er du ikke tjent med at finde dig i alt det Martin har budt dig!

Åååh Carina. Det kan han simpelthen ikke byde jer!!! Familie kommer først, sådan er det bare...

Jeg husker tydeligt de første måneder efter Ove og jeg havde fået Emma. Jeg troede Ove var en R*V, men Martin er jo ikke blevet spor bedre end han var, lyder det til.

Jeg tror desværre ikke han står til at ændre, når ikke det er lykkedes endnu.

Jeg tror simpelthen det bedste du kan gøre for dig og August er at forlade Martin. Synes det er rigtig trælst at skrive, for jeg vil osse kæmpe med næb og klør for min familie, men når det overhovedet ikke trænger ind, og du har jo prøvet alt muligt, det ved jeg.... så kan jeg være bange for, at han aldrig lærer det.

Du skal finde ind til dig igen, og det tror jeg bare ikke du kan med Martin ved din side, for du får jo det ene dunk i hovedet efter det andet... Men Carina forsvinder lige så stille, hvis du ikke begynder at tænke på dig selv. Jeg taler desværre af erfaring, og jo længere tid, man tillader nogen at træde på sig, jo mere mister man af sig selv...og til sidst bliver man nærmest afhængig af ham, fordi man begynder at tro på, at det er en selv det er galt med.

Det er så superlet for mig at sige, det ved jeg godt.... men det er fordi jeg bekymrer mig for dig. Det er jo tydeligt, at du ikke har det spor godt, og ikke har haft det længe. Det er simpelthen ikke fair... Det er jo ikke så længe siden du blev mor, og du fortjener at nyde moderskabet fuldt ud. Årh, hvor bliver jeg vred på Martin kan jeg mærke. Han kan ikke være det bekendt!!!!! Men det er jo selvfølgelig kun dig der kan mærke, hvad du skal gøre, håber bare snart det vil komme til at gå dig godt!!!!

Kæmpe fra mig. Du er en dejlig kvinde/mor og du fortjener at have det godt!!!

Lilletrold skriver:

Tror snart ikke jeg kan skrabe bunden mere end jeg allerede gør. Det er nu gået op for mig at jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i over 2 år !!! Jeg var så uheldig at stoppe med et vikariat i december 2007 og kort efter fandt jeg ud af jeg var gravid og gik hjemme hele graviditeten, da ingen ville eje eller have mig (forståeligt nok) så var der barsel og nu er jeg bare ledig og uret tikker dag for dag. Jeg er oprindelig uddannet indefor butik, men har fået hjælp til at søge en ny uddannelse så arbejdstiderne bedre kan passe med August. Og igår skred Martin så. Vi havde skændtes i to dage over en af hans kammerater ikke kunne holde sin kæft om en meget alvorlig hemmelighed. Uden jeg selv kunne følge med i diskussionen var det hele pludselig min skyld !???! har stadigvæk ikke forstået hvorfor ? Og så står jeg igen her alene med August og er selvfølgelig også sendt på kursus i 4 uger af jobcenteret, og kan slet ikke samle mig om noget. Har ikke nogen anelse om hvor han er og hvornår han vender tilbage. Er i chok og kan ikke engang sætte ord på det endnu. Det er her virkelig min skæbne. Sølle, arbejdsløs, ingen fremtid og forladt ??? Forstår ikke hvordan tingene er endt sådan....

Undskyld det skulle bare lige ud. Knus til jer alle sammen

Sødeste Carina altså - Synes også det lyder til at grænsen er ved at være nået. For pokker hvor har du stået model til meget på det sidste! Det er klart at du efterhånden føler at bunden er nået!

MEN der ER vej op! Der ER en vej frem! Og du fortjener skisme at komme på den vej der går i den rette retning!

Er virkelig rigtig meget ked af at høre at det stadig går skidt mellem dig og Martin! Det gør mig ondt og håber inderligt at det får den bedste løsning for jer alle 3 - og snarest! Når folk er vrede, kede af det eller langt nede får man hurtigt sagt en masse som ofte ikke er rimeligt for når man selv har det skidt vælter det bare ud af en..... Og det ene tar bare hurtigt det andet, desværre....

Ja jeg går også stadig arbejdsløs og startede igår på et 4 ugers kursusforløb som hedder "Job og Match". Jeg tænkte virkelig bare åååh nej, men er blevet meget positivt overrasket og det gir mig pludselig fornyet energi, herligt! Jeg håber virkelig også at det kursus du skal på er noget du føler du vil få noget ud af!!!!

Igen Carina; hvad blev der af den der butik vi skulle åbne sammen? Er faktisk ret sikker på at Kristine også gerne vil være med i projektet hihi.

Ville sådan ønske jeg kunne gøre noget for dig søde!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg ved godt i har ret at det her har stået på alt for længe, men jeg har bare ikke kræfterne til at gå, og er stadigvæk ikke sikker i min sag om at det er løsningen. Bukkede simpelthen under fordi jeg er blevet pisse syg oveni hatten og det er August også ved at blive med en god gang forkølelse og influenza, så jeg ringede til Martin, men som forventet tog han ikke sin telefon. Skrev en besked at siden jeg intet hørte fra ham måtte jeg konkludere at han havde truffet en beslutning, og at jeg håbede han var mand nok til at fortælle mig det. August har været sindsyg ked af det idag og spurgt meget efter sin far, og han kommer og krammer og kysser mig hele tiden, for fanden den lille mand ved jo godt der er noget galt. Og det skal ikke gå ud over ham !!! Føler mig så magtesløs for aner ikke hvilket ben jeg skal stå på..... Tak for alle jeres svar og råd - you are the best !!!