Eksperthjælp: Angst efter ammekursus

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.075 visninger
0 svar
0 synes godt om
24. marts 2010

Karina Isolde Balslev

"Angst efter ammekursus"

Hejsa Karina.

Jeg har i et par dage oplevet en nervøsitet/angst af en art. Det hele kom efter min mand og jeg var til ammekursus, hvor en jordmoder fortalte hvordan det var at amme,føde og hvilke komplikationer der kunne opstå (det var ret mange.) Efter kurset oplevde jeg en blanding af nervøsitet og angst for at blive mor. Ikke så slemt at jeg ikke er lykkelig for mit kommende barn, men på den måde at jeg nu er blevet bange for, om jeg kan gøre alle de "rigtige" ting som mor. Deriblandt at amme korrekt... Jeg er også blevet rimelig bange for at føde, da jeg har hørt SÅ MANGE uhyggelige historier om fødslen. Det er blandt andet, at en veninde har haft presseveer i 4 timer, hvor hun efterfølgende er blevet kørt til kejsersnit. Ud over alt det her, læser jeg til socialrådgiver, hvor jeg konstant lærer om børn og deres behov mm. Jeg ved godt jeg lyder meget frustreret, men da jeg selv kommer fra en familie med vold (min stedfar) så er jeg pludselig blevet nervøs, for at jeg bliver en lige så dårlig mor, som min egen. Der er ingen vold i mit hjem, der er ingen negative ting i vores familie nu og jeg er lykkelig gift, så jeg ved ikke hvor alt det kommer fra... Jeg har bare brug for at få det hele ud annonymt, da jeg skammer mig over mine tanker, og det er med til at fører det hele til angst.

Hilsen pige på 24 år.



Karinas svar

Kære pige på 24 år

Jeg kan jo læse ud fra dit brev, at du allerede er en god mor. Du er opmærksom på og bevidst omkring rigtig mange ting både mht. hvad din angst handler om, din egen historie og dit barns behov. Så du er faktisk rigtig langt.

I forhold til din historie, giver din bevidsthed omkring den dig mulighed for, at træffe nogle andre valg end dem din mor traf og dermed skrive din egen nye historie.

Det er helt ok og ganske normalt, at føle angst og mærke tvivl som du gør. Desuden er du jo også blevet skræmt: At gå fra et ammekursus med følelsen af ikke at være god nok eller tvivle på om du kan amme, handler jo slet ikke om dig, men om, at du og din mand har været så uheldige at deltage på et rigtig dårligt kursus!

Alle kan som udgangspunkt amme. Din krop sammensætter og producerer en kost der er specielt beregnet til at ernære dit barn optimalt. Den bedste ammestart får du ved have den fornødne ro, tid og hud-til-hud kontakt til, at den vigtige bonding (mor-barn kontakt) kan finde sted. Den første time efter fødslen er især vigtig for bondingen, da barnet her er vågen, søger kontakt med dig og spontant vil begynde at søge dit bryst. Ved medicinsk smertelindring under fødslen, kan bondingen i nogle tilfælde have sværere betingelser fordi barnet er sløvt.  Det er dog vigtigt at pointere, at det godt kan lykkes at etablere bonding og amning på et senere tidspunkt men, at det som regel kræver et større stykke arbejde og masser af ro, tid og hud-til-hud kontakt.

Og ja, nogle har svært ved at få amningen til at fungere og det kan der være mange forskellige årsager til. Får du problemer med at etablere amningen har de fleste hospitaler gode ammerådgivere og specialafsnit og sundhedsplejersken vil også kunne hjælpe. Desuden står specialuddannede ammerådgivere fra foreningen Forældre og Fødsel gratis til rådighed det meste af døgnet.  

Mht. de mange uhyggelige historier om fødsler skal du vide, at det er deres fødsler og deres historie.   Jeg vil anbefale dig at takke nej til, at høre om andres dårlige historier, du kan ikke bruge dem til noget konstruktivt overhovedet! Opsøg i stedet de gode historier og lad dig inspirere.                                   Super god bog til inspiration er: ’Aktiv fødsel’ af Janet Balaskas. Og jeg vil også anbefale dig at se klippet her fra Youtube om Orgasmic Birth http://www.youtube.com/watch?v=h5bm9-B6Ec4. Det kan være rigtig godt at se hvordan fødselsoplevelser også kan være. Lad dig blot inspirere.

Mit bedste råd til dig er, at forberede dig rigtig godt. Sæt dig ind i alle de muligheder du har for, at få en tryg fødsel på dine præmisser. F.eks. i forhold til fødested: Ønsker du at føde i vand, så find et fødested der har fødekar, ønsker du at føde med højteknologiske hjælpemidler indenfor rækkevidde, så find et hospital hvor det er muligt, ønsker du at føde i stemningsfulde lokaler, så undersøg hvilket fødested der vil være ideelt for dig osv. osv. Vælg ikke fødested ud fra geografi men ud fra hvad de kan tilbyde dig.

Det der er så essentielt ved at forberede sig er, at du bliver i stand til at træffe velovervejede valg og dermed tage hånd om din fødsel. Det giver dig et psykisk overskud under fødslen og gør dig i stand til at være med til at bestemme hvad der skal ske undervejs. Det giver en langt bedre oplevelse af fødslen uanset hvordan den forløber.  Det vil en fødselscoach eller doula kunne hjælpe dig med.

Det vil også være en god investering, at få professionel støtte under fødslen. Herved vil du, og din mand, have en kendt og tryg støtteperson til rådighed under hele fødselsforløbet: én som kender dig, dine ønsker og behov samt din historie og én der vil kunne støtte dig til at forblive tryg hele vejen gennem fødslen.

Og lige til slut: Husk at det er dig der skal føde dit barn, dig der skal amme og dig der skal være mor, og det gør dig til autoriteten. Du er eksperten i dit og dit barns liv, det er ikke hverken jordemoderen fra kurset, veninden med kejsersnittet eller nogen som helst anden.

Håber du har fundet hjælp i mit svar. Du er meget velkommen til at skrive igen hvis du har brug for at få noget uddybet, ønsker mere inspiration eller har brug for hjælp til at finde en fødselscoach eller doula i nærheden af dig.

Jeg ønsker dig en god, skøn og tryg fødsel.

De bedste hilsner

Karina

 





Karina tilbyder alternativ fødselsforberedelse med udgangspunkt i den sunde og naturlige fødsel som individuelle forløb i Gentofte og privat, hold og workshops i København og fødselshjælp i Københavnsområdet.

Se Karinas hjemmeside: TrygFoedsel.dk - her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få "3 tips til en tryg fødselsoplevelse" ganske gratis.

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.