Babymad bedre end sit rygte

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

4.194 visninger
0 svar
0 synes godt om
9. maj 2008

Moderator

Profilbillede for Moderator
Skrevet af Karoline Back

Babymad er den fødevare, der gennemgår flest kontroller og stilles de højeste krav til. Alligevel er danske forældre de forældre i Europa, der køber mindst færdig-babymad til deres børn

Undersøgelser viser, at danske forældre er langt mindre tilbøjelige til at tilbyde deres børn industriel mad – så som færdiglavet mos på glas eller pulvergrød – end forældre i andre europæiske lande. F.eks. konsumerer et fransk barn i gennemsnit 158 kg industriel babymad per år, hvor tallet er 13 kg for et dansk barn. Undersøgelserne bygger på markedsanalyser for verdens største fødevareproducent, Nestlé. Trods det faktum, at industriel babymad er den mest gennemtestede fødevare, og at der stilles syv gange så strenge krav til babymad som til andre fødevarer, er det ikke lykkedes fødevaregiganten at overvinde det imageproblem, som produktgruppen tilsyneladende har på det danske marked.


Foretrækker hjemmelavet og økologisk

Selv om vi tit sammenligner os med vore svenske naboer, er der en verden til forskel, når det kommer til forbruget af færdig-babymad. En undersøgelse foretaget af Nestlé af 800 mødres forbrugsvaner i hhv. Sverige og Danmark viser, at 75 % af svenske børn mellem 0-2 år får færdigmad hver dag. Tallet for danske børn er 23 %. Kigger man dybere i tallene, viser det sig, at i alderen 0-6 mdr. er andelen 61 %, 7-12 mdr. 89 %, 13-18 mdr. 83 % og i alderen 19-24 mdr. 68 % på det svenske marked. På det danske marked er tallene markant lavere. Her får 25 % af danske børn i alderen 0-6 mdr. færdigmad, 7-12 mdr. 45 %, 13-18 mdr. 16 % og i alderen 19-24 mdr. er det 9 % af alle børn, der får færdigmad hver dag. En anden slående forskel er tendensen til at købe økologisk. I Danmark vælger 80 % en økologisk variant, hvor tallet er 16 % på det svenske marked, der dog også har et dårligere udbud af økologiske madvarer til børn.


Den bedste start

Ifølge Peter Nilsson, Nordisk Senior Brand Manager hos Nestlé, kan forskellene i de forskellige landes forbrugsvaner tilskrives blandt andet traditioner, barselsorlovens længde, retningslinjer /anbefalinger fra sundhedsstyrelse og –personale, livsstil, viden og udbud. Dog ser han nogle globale trends, der gør sig gældende i de fleste europæiske lande, så som forebyggelse af allergi, at der skal være lavt eller intet sukker- og saltindhold, at naturlighed er lig med høj kvalitet, som der gerne betales en merpris for, og at valget af børnenes mad følger forældrenes smag. Generelt skyller den naturlige og økologiske bølge også ind over børnemadsprodukterne. ”Barnet er rent fra fødslen. Forældre ønsker at give deres børn den bedste start og at være de bedste forældre. Ved at give deres børn økologiske og naturlige produkter føler de måske, at de kan bevare denne renhed og ikke forgifte barnet med produkter fyldt med pesticider og kemikalier”, vurderer Peter Nilsson.


Færdigmad er 'udansk'

Men når industriel børnemad er langt mere gennemtestet og kontrolleret end konventionelle produkter, kan det undre, at de danske forældre fravælger babymad på glas eller i pulverform. Tendensen kommer ikke bag på sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der står bag Internetportalen NetSundhedsplejerske.dk:

”I danske familier er der ikke tradition for at bruge færdigmad til børn. Børnene er med i køkkenet, de sidder med ved spisebordet og spiser meget hurtigt den samme mad som resten af familien. Mange kan ikke se, hvorfor børnene skal have specialkost, og det er jo en stor del af den danske madkultur, at vi spiser sammen og hygger os ved bordet.” Helen Lyng Hansen afviser heller ikke, at holdningen blandt danske sundhedsplejersker kan have en indflydelse på, hvilken kost forældre vælger at give deres børn. Færdigbørnemad har stadig et dårligt image, efter at en test af 26 pulvergrøde udført af Forbrugerrådet i efteråret 2006 viste, at pulvergrød indeholdt mange sukkerarter og for lidt fedtenergi til de små størrelser. Derfor har mange sundhedsplejersker været tilbageholdende med at anbefale færdig-babymad, selv om indholdet i bl.a. Nestlés produkter er ændret , og salt og sukker ikke længere tilsættes. ”Der ligger også en masse omsorg og kærlighed til sit barn i selv at stå og lave maden, og forældre vil gøre det bedste for deres børn. Men i bund og grund vælger forældre det, barnet vil spise”.


For dyrt

En rundspørge blandt brugerne på Internetsitet baby.dk bekræfter Nestlés analyser af forbrugsvaner. Kun 12 % af brugerne på baby.dk giver deres børn (0-12 mdr.) færdig-babymad hver dag, 55 % svarer ”nogle gange”, 5 % ”ja men så skal det være økologisk”, 5 % fravælger det, ”fordi det er for dyrt”, og 24 % ”laver maden selv, det er bedst for mit barn”. Med i tallene tæller modermælkserstatning. Flere mødre angiver, at de bruger eller har brugt færdigmad, når det skulle være nemt eller som ’nødmad’, og at det er alt for dyrt, hvis man skulle bruge det hver dag. En mor skriver endvidere:

Jeg har også grøntsager og frugt fra haven og tiden til at lave det! Men jeg gav færdigmad de første 4 måneder - modermælkserstatning - så jeg kompenserer nok lidt for, at jeg ikke ammede”.

En anden mor omtaler sig selv som ’pulverheks’, fordi hun altid har givet sin søn færdigmad, hvilket var et nødvendigt valg, fordi hendes søn ikke ville spise andet. De fleste mødre svarer desuden, at de ikke mener, at man er en dårlig mor, hvis man giver sit barn færdigmad, så længe det ikke er den primære kost, og man sørger for at variere kosten.

Nestlés analyser viser, at 80 % af de danske forældre mener, at det er dårligt for deres barn at spise for meget færdigmad. Babymadsproducenterne står således med en udfordring, hvis de skal få de danske forældre til i højere grad at vælge færdigmad til deres børn frem for hjemmelavet.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+