Aborteret i nat ;-(

hvor er det sørgeligt jeg har selv mistet, så jeg ved hvor ondt det gør OG hvor vigtigt det er, at I passer på hinanden lige nu

og velkommen til, naturligvis, der er rigtig mange søde kvinder herinde, så jeg er sikker på du nok skal møde nogen

nyd hinanden så meget i kan og tag ud og spise...i skal nok snart være på banene igen med en ny baby i mavsen

Håber du har det ok selv om det er en rigtig øv oplevelse. Heldigvis er de fleste relativt hurtigt gravide bagefter, ofte inden for 4-8 mdr

Mistet 2 gange og den ene gang blev jeg gravid 4 uger efter, håber det samme kan ske for dig.

er desværre også fra midtjylland, så der er et stykke vej.

Taak for jeres indlæg endnu engang :-) Er der nogen der har mistet hvor i virkelig føler at i står selv med sorgen? Føler at min mand ikke rigtig er ked af det.. Hvis jeg spørger ham om han er glad, siger han nej men at han ikke ved hvordan han skal vise det fordi jeg ikke var så langt henne og at det ikke helt var gået op for ham endnu ;-(

jeg tror det er helt normalt at du føer dig alene...jeg mener, mange mænd udtrykker sorg på en helt anden måde ens os kvinder´og det får os nogle gange til at tro at de ikke er ligeså kede af det. da jeg mistede for et år siden græd jeg rigtig meget og jeg blev ved at græde resten af året og jeg kan stadig idag begynde at græde bare ved tanken omd et vi mistede, men jeg tror kun jeg har set min mand græde to gange i samme tidsrum. Han sørger på en anden måde og ja, så har de heller ikke haft oplevelsen af, at have det lille væsen inde i deres egen krop. Vi som kvinder har jo mærket forskellen ved at være gravid og jeg knyttede mig med det samme til det barn jeg troede jeg skulle have, hvor jeg tror at for Søren nåede han kun lige NÆSTEN at vænne sig til tanken om at skulle være far, før han alligevel ikke skulle. Jeg var allerede mor af hele hjertet da vi mistede.

Så du er ikke alene, heller ikke når det føles sådan. Men brug gerne os herinde til at tale om din sorg hvis du føler det er svært at tale med manden (det gør jeg selv)

Tjuhl skriver:

jeg tror det er helt normalt at du føer dig alene...jeg mener, mange mænd udtrykker sorg på en helt anden måde ens os kvinder´og det får os nogle gange til at tro at de ikke er ligeså kede af det. da jeg mistede for et år siden græd jeg rigtig meget og jeg blev ved at græde resten af året og jeg kan stadig idag begynde at græde bare ved tanken omd et vi mistede, men jeg tror kun jeg har set min mand græde to gange i samme tidsrum. Han sørger på en anden måde og ja, så har de heller ikke haft oplevelsen af, at have det lille væsen inde i deres egen krop. Vi som kvinder har jo mærket forskellen ved at være gravid og jeg knyttede mig med det samme til det barn jeg troede jeg skulle have, hvor jeg tror at for Søren nåede han kun lige NÆSTEN at vænne sig til tanken om at skulle være far, før han alligevel ikke skulle. Jeg var allerede mor af hele hjertet da vi mistede.

Så du er ikke alene, heller ikke når det føles sådan. Men brug gerne os herinde til at tale om din sorg hvis du føler det er svært at tale med manden (det gør jeg selv)

Heej og tak for dine søde og brugsomme ord.. :-) Dejligt at hører at nogen føler med mig og har haft og gået det samme igennem..  Når jeg ser fødsler i tv eller noget så begynder tårene og trille.. Jeg kan slet ikke se årgang 0 eller de unge mødrer lige nu

Morrandi skriver:

Heej og tak for dine søde og brugsomme ord.. :-) Dejligt at hører at nogen føler med mig og har haft og gået det samme igennem..  Når jeg ser fødsler i tv eller noget så begynder tårene og trille.. Jeg kan slet ikke se årgang 0 eller de unge mødrer lige nu

jeg har det stadig sådan et år efter, at jeg kommer til at tænke på, at det skulle jeg har haft - et lille barn altså

men samtidig skal jeg også huske at sige, at det bliver bedre...det føles ikke sådan lige nu og du skal give dig selv lov til at sørge så længe og så meget du har brug for! det er den eneste måde at komme igennem det. Men lige pludselig så ser tingene en lille smule bedre ud og så begynder det langsomt at lysne igen.

det jeg syntes var/er det sværeste er, at folk bare ikke taler om det...selvfølgelig fordi de ikke vil gøre en ked af det, men det kan godt komme til at føles lidt som om, at så er det aldrig sket.

du skal i hvert fald bare vide, at du ALTID kan skrive herinde hvis du har brug for at lukke tårer, vrede, frustration osv ud

Du får lige et kæmpe kram...

Godt i har hianden