Eksperthjælp: Til Christine

Trine Hostrup Dahl

"Til Christine"

Kære Trine

Jeg skriver til dig fordi jeg mangler et godt råd. Min kæreste og jeg har været sammen i halvandet år og for snart 7måneder siden fik vi vores lille søn. I starten gik det godt, far var hjælpsom og glad. Men som tiden er gået er far blevet en hel anden. Han er trist, vil ikke være så meget sammen med den lille og ofte finder han på undskyldninger for ikke at give ham mad, skifte, bade etc. det betyder at jeg ofte sidder med alting selv og dette føler jeg er enorm hårdt. Jeg har presset far til at gå til lægen og få talt om tingene fordi jeg følte at det var mere end bare lidt trist humør. Det har vidst sig at være en depression som han nu er i behandling for. Dette er en god ting dog er det også meget hårdt til tider. Far kan bruge mange timer foran sin pc og glemme tid og sted og ikke have overskud til at være lidt sammen med os andre. Det gør ondt på mig og ikke mindst kan vores søn også mærke det. Han vil ofte ikke hænge på armen af sin far og hvis han er ked er det kun mig der kan trøste ham. Det igen gør far ked men jeg har forsøgt at fortælle ham, at det kun ændrer sig hvis han tager sig mere tid til sin søn.

Dette er dog ikke det største problem... Jeg føler at fars depression ofte blir en undskyldning for ikke at være social med os andre eller at hjælpe lidt til. Jeg lader ham ofte bruge aftentimerne foran sin pc så han får lidt fred fra alting men indimellem har jeg brug for at vide at han er der. Jeg har brug for at føle lidt nærvær og kærlighed men når jeg går ind på kontoret for at spørge om ikke han vil med ind i stuen lidt så kigger han nærmest opgivende på mig og sukker som om jeg aldrig lader ham sidde og spille i fred. Så giver jeg op og går alene i seng indtil han kommer ind nogen timer senere. Dette er sket mange gange og hver gang føler jeg mig enorm alene og opgivende. Jeg vil gerne støtte far men det er ikke altid lige nemt. Tilgengæld har far tit overskud til at tage ud og øve med sit band eller foretage sig andre ting som ikke foregår hjemme. I aftes var han til herre julefrokost med bandet og vi havde en aftale om at han skulle komme hjem ved 2 tiden senest, jeg ventede oppe i håb om at tilbringe en sen nattetime med ham men han kom først hjem kl halv 4 meget beruset. Jeg blir både ked og sur når dette sker. Jeg føler ikke at dette er optimalt for hverken den lille eller mig. Efterhånden er jeg begyndt at overveje om det er bedst at gå hvert til sit. Men jeg vil hellere ikke bare give op. Har du et godt råd til hvordan jeg genfinder noget overskud til at kunne klare hverdagen igen?

Trines svar

Kære Christine

Jeg har netop svaret en anden på brevkassen vedr. fædre og depressioner. Og som jeg skrev der, så er det mere og mere almindeligt, at fædre også oplever ikke at kunne leve op til det ansvar det er at blive forælder og miste den frihed som man jo ikke længere har efter baby kommer, da man de første mange måneder må tilsidesætte egne behov for babys skyld.

Det er meget nemt at sidde i cyperspace, eller sidde med computerspi, da denne verden ikke forpligter på samme måde, som den virkelige. Her kan man "gemme" sig, være en anden, der er ingen krav og det er et frirum - det er rart at du giver ham det, omvendt må din mand også være imødekommende overfor dig. Dét der desværre ofte kan ske ved depressioner er groft sagt at den kan give én en sekundær gevinst. Forstået på den måde at det næppe er bevist fra den depressives side - og at omgivelserne tager hensyn og det er rart. det kan dog også blive sådan at alt andet derefter skydes over på depressionen - jeg kan ikke overskue det fordi jeg er deprimeret - du må tage hensyn til mig mm.

Jeg synes, at det er vigtigt, at du finder ud af, hvad din mand kan overskue. Om det så kun er én eller to ting, så er det dét han gør hjemme hos jer og du gør resten. Spørg ham om hvad han kan overskue, og fortæ ham, at det er fordi du ønsker at være forstående og at du ikke kan klare det uden hans hjælp, fortæl ham at du stadig har brug for ham selvom han ikke synes at han kan give jer så meget. Fortæl ham ikke at hans søn ikke knytter sig til ham med mindre han tager sig mere tid til ham - det ved han godt, og det er bare et yderligere pres på ham fordi han temmelig sikkert er flov over at han ikke er der for jer på den måde som "man bør".

Når han sidder en sen nattetime foran computeren og ser opgivende på dig, når du spørger ham om han kommer, tænker jeg om I kan tale om, hvad der sker. Du kan fortælle ham, hvad du ser: Et træt, opgivende ansigt! Er han træt af dig og opgivende over for dig og dine behov? Spørg ham nysgerrigt, og ikke anklagende. Bliver han vred, så forklar ham stille og roligt, at du spørger fordi det gør dig trist og usikker, og du gerne vi vide, hvad der sker, for du kan ikke regne det ud, og du har svært ved at klare alt, hvis I ikke har den fortrolighed.

Fordi han er depremeret er han ikke døende. Han dør ikke af at fortælle dig, hvad der sker inde i ham, når du spørger om han har lyst til at være sammen med dig - du spørger ham fordi du savner ham. Savner han dig?

Mht band og julefrokost tror jeg du bliver vred på ham fordi han har overskud til det, og lægger sit overskud der og ikke hos dig og jeres søn. Vrede kommer, når der er noget vi vi have som vi ikke får- og du får ikke del i din mands overskud - det gemmer han til andre.

Og vrede er godt, så længe det ikke bliver passivt. Det er ikke optimalt for nogen af jer, hvis du bliver småfornærmet og tøsesur - fortæl ham derimod, at det vil du f..... ikke finde dig i og det vil du ikke stå model til - og det er ikke til diskussion - han kan godt gå ud, og skal overholde jeres aftaler.

Håber det råd hjalp lidt.

Går din mand iøvrigt i terapi eller får behandling for sin depression - for det er naturligvis vigtigt at han får professionel hjælp.

Kærligst Trine