Graviditeten:
Det var slutningen af maj-måned 05, jeg havde ikke tænkt en tanke om, hvornår jeg skulle have min menstruation. Jeg fik det råd af en veninde at tage en test – bare for at være på den sikre side.
På vej hjem fra arbejde kørte jeg ind på apoteket for at købe en test. Jeg vidste ikke hvorfor jeg ventede med at tage testen til jeg var alene. Min gemal skulle lige et hurtigt smut i byen, også havde jeg en chance for at tage testen.
Det var med spænding at jeg satte pennen ned i noget af mit urin. Det tog ikke lang tid før der kom 2 meget tydelige streger på testen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tro, Line var jo trods alt kun lige blevet 13 mdr. og havde lært at gå helt selv.
Da gemalen kom hjem fortalte jeg med det samme, at jeg havde testet positiv igen og han kunne ikke komme hurtigt nok ind under lyset for at se testen. Den var god nok og vi snakkede om, at denne gang måtte det godt blive en dreng – da vi nu havde en pige i forvejen. Nu var det ikke sådan at en pige mere ikke var velkommen, for det var hun da helt bestemt.
Jeg afleverede en urinprøve på lægehuset næste morgen inden jeg kørte Line i dagpleje og selv kørte på arbejde. Jeg ringede senere på dagen til lægen for at få resultatet og det blev bekræftet at jeg ventede mig igen. Jeg fik en dobbelt tid hos lægen.
Jeg havde fået en tid hos lægen den 10.06.05. Det var en vikar-læge, men han var meget flink og rar. Han regnede terminen ud, men var ikke helt sikker om det nu også kunne passe. Jeg fik taget 3 blodprøver, fik målt blodtrykket og han udfyldte alle de nødvendige papirer og sendte dem til sygehuset. Jeg var gravid i uge 7 efter hans beregning, men som sagt var han ikke helt sikker.
Jeg mistede ret hurtigt appetitten og kunne ikke spise det helt store og det resulterede i, at jeg begyndte at tabe mig. Dog tabte jeg mig ikke så meget, som ved min første graviditet. Forskellen mellem mine 2 graviditeter var, at ved den første havde jeg meget kvalme og opkastninger, det havde jeg ikke i min anden graviditet. Til gengæld syntes jeg, at jeg var meget mere træt i min 2. graviditet end i den første. Det hang nok sammen med, at jeg ikke spiste ret meget og at jeg ikke kunne lægge mig, når jeg også skulle tage mig af Line.
Anmeld