Tror i på den med at børn kan føle mere om et andet mennesker hvordan de i virkeligheden er indeni end vi voksne kan?
Oplevede bare noget meget spøjs i dag, vi var ude ved Emils oldemor og få kage og kaffe er i eftermiddags og han var glad og snakkede løs og rigtig gjorde sig til, min moster ringede så og sagde at de kom forbi (der er lidt gnidninger med hende pga noget arv hun ikke er tilfreds med, men vi snakker pænt sammen) og hun tager hendes datter med min kusine, vi har altid haft en godt forhold og Emil har altid kunne kende dem, men pga det der er så har vi ikke rigtig set dem længe. Og som sagt er Emil glad og tilfreds indtil de træder ind af døren, han bliver pylret og små græder og skriger og på et tidspunkt røre min kusine hans hånd og han tænder fuldstændig af, græder og græder og vil kun sidde på arm og hvis vi gik rundt med ham, græd han højere når vi nærmede os dem. Da de tog hjem så ændrede han bare tilbage til godt humør igen og grinede og lavede ulykker og snakker løs til hans olde med en masse uforståeligt hehe som han plejer.
Vi har alle snakket pænt til hinanden og har slet ikke været snak om det hun laver problemer med, men tænkte om Emil måske har kunne mærke at min moster ikke er så sød som hun plejer at være eller sådan, for har aldrig set ham sådan før, og hans olde kunne han heller ikke kende og der kiggede han hende bare an og der var iintet, men de var der altså i 1½ time næsten uden han accepterede de var der 
Anmeld
