Gravid og kan ikke tage en beslutning

Jeg er gravid 8+5 og jeg kan bare ikke tage en beslutning om, om jeg skal beholde eller få en abort. 
Jeg har tænkt alt igennem. For/imod. Forhold. Børn. Osv. Osv. Osv. Har tænkt alt igennem. Alt virkelig alt. Og jeg kan bare ikke tage en beslutning. 

Jeg bliver ked af det ved at tænke på at få en abort og jeg bliver pisse usikker og bange for at skulle beholde. 

Er der en anden der har stået i lignende situation, som kan komme med et kærligt råd eller noget

Ja ja og ja! Jeg har stået nøjagtig samme sted, og det var med min nummer tre. 
hold nu op hvor jeg var bange, ked af det, nervøs, usikker for jeg var HeLt færdig med at få børn. Mine daværende børn var ca 4 og 7. Nu kender jeg ikke din situation, men min mand var meget opsat på at beholde hvor jeg nok tvivlede allermest. Heldigvis lyttede jeg til min mand og vi fik en sund og rask dreng som idag er 7 år. 

jeg tænker din beslutning måske også skal tages ud fra dine livsvilkår lige nu? Har du en mand? Hvor gamle er dine børn? 
hvis tanken om abort gør dig ked af det, så vil jeg selv betvivle den del lidt…. Jeg tror - og det er ét tror! - det vil ramme dig hårdt efterfølgende. 
omvendt, blev jeg gravid den dag idag, så ville jeg være helt sikker på abort taget min alder i betragtning og det faktum min ældste er 15 år. 

forstår din frustration til fulde

kæmpe krammer til dig 

Tror mans skal vide lidt mere om din situation før man kan give gode råd her.  

men forstår selve frustrationen. Jeg blev gravid for et par år siden. På den ene side ville jeg rigtig gerne beholde det og tanken om abort gjorde ondt. Men min situation taget i betragtning blev det alligevel udfaldet. Og har aldrig fortrudt det selvom jeg selvfølgelig var ked af det. 

Ja.. jeg slog plat og krone. 
‘lyder åndssvagt. Men inden man kigger håber man på noget, deraf vidste jeg svaret. Handlede ikke så meget om mønten, men håbet om den ikke landede på abort, der vidste jeg hvad beslutningen var. 
‘i det sekund man kaster mønten, har underbevidstheden skabt hvad man håber af svar. Så håber du på et bestemt svar, så har du svaret.

Svært at komme med råd, når vi ikke kender mere til dig og din situation. Lyder lidt til at hjertet siger behold, men fornuften siger abort. Er det rigtigt?

Mit råd vil være at snakke med en, der kender dig godt - din mor, søster eller god veninde fx. Er faren til barnet inde i dit liv, så snak først og fremmest med ham. Han har jo også noget at skulle have sagt. 

Jeg kan dele min egen historie, men som andre skriver, så er din livssituation jo det der reelt sætter rammen også for dine egne analyser ift. situationen.

Selve det at stå og være så meget i tvivl oplevede jeg selv i sommers. Det er den mest ubehagelige situation jeg nogensinde har stået i. Jeg forsøgte sammen med min mand at analysere hele situationen, hvad var det rigtige for os med videre. Det var voldsomt først meget uventet at finde ud af jeg var gravid, derefter at skulle træffe en beslutning. Vi havde ene og alene det faktum at tænke på om vi kunne rumme endnu en i familien, økonomi, hus, bil osv. var intet problem. Besluttede landede med at vi har beholdt graviditet og det føles så rigtigt for os nu, men Gud hvor var vi i tvivl. Vi havde booket abort, men når det kom til stykket, så kunne vi ikke give afkald. Det er virkelig ikke sjovt at være så meget i tvivl! Mange mange virtuelle tanker!

tak for jeres beskeder. Jeg tror at jeg har taget en beslutning. Mit hjerte siger ja men min fornuft siger nej. Og jeg må gå med min fornuft og så må jeg hele hjertet med tiden  

jeg ringer til gynækologen i morgen og håber jeg kan få en tid lyn hurtigt men jeg tror det ender med en udskrabning i narkose, mega øv men det må jeg tage med. 

Anonym skriver:

tak for jeres beskeder. Jeg tror at jeg har taget en beslutning. Mit hjerte siger ja men min fornuft siger nej. Og jeg må gå med min fornuft og så må jeg hele hjertet med tiden  

jeg ringer til gynækologen i morgen og håber jeg kan få en tid lyn hurtigt men jeg tror det ender med en udskrabning i narkose, mega øv men det må jeg tage med. 

Kæmpe kram til dig. 
du behøver ikke nødvendigvis skulle have et udskrab. Du kan få piller og ‘gøre det hjemme’. Det gjorde jeg med et vindæg for mange år siden… ikke at det lige var lykken, men det var i uge 13, så det kan man også i uge 9 eller 10 hvor du nu er. 
ønsker dig det allerbedste

Anonym skriver:

tak for jeres beskeder. Jeg tror at jeg har taget en beslutning. Mit hjerte siger ja men min fornuft siger nej. Og jeg må gå med min fornuft og så må jeg hele hjertet med tiden  

jeg ringer til gynækologen i morgen og håber jeg kan få en tid lyn hurtigt men jeg tror det ender med en udskrabning i narkose, mega øv men det må jeg tage med. 

Kære du. Jeg håber at du finder ro i din beslutning. Jeg fik en udskrabning tidligere på året og det var en rigtig “god” oplevelse, hvis man kan sige det sådan om noget der ikke er spor sjovt. Men det foregik nemt, roligt og hurtigt og jeg gik hjem fra hospitalet et par timer senere uden spor komplikationer

Hej,

Jeg stod i samme situation for 1 - 1,5 år siden.

Blev gravid ved et uheld og min kæreste var helt afklaret med at vi ikke skulle have flere. Jeg var 10 uger henne da vi opdagede det og havde ikke længe til at beslutte det. Det gjorde mig pisse ked af det og jeg tvivlede meget, men mest fordi han sagde nej, så valgte jeg desværre at lytte til ham.

Jeg gik efterfølgende igennem et helvede af hjertesorg. Jeg græd alle steder - når jeg handlede, var på arbejde, og især når jeg var alene. Jeg har aldrig oplevet noget værre.

Det gik op for mig at jeg faktisk ville have en mere, og smed derfor p-pillerne og sagde det til ham. Det var han nogenlunde okay med. 

Fire måneder senere blev jeg gravid og har i dag en dejlig pige på fire måneder. Fortryder stadig det valg jeg tog den dag - hvilken guldklump vi er gået glip af, men samtidig - så var denne lille charmetrold ikke kommet til verden. Det er noget mærkeligt noget og stadig noget rod i mit hoved.

Ville bare lige dele min historie, og håber selvfølgelig at du har taget den rigtige beslutning