Råd til kommunikation i ægteskab

Jeg har det ret svært i mit ægteskab. Jeg har paraderne helt oppe og min mand forsøger at tvinge dem ned med kys og kram. Det lyder nok ideelt, men problemet er at jeg stoler ikke på min mand. Når vi bliver uvenner om hans meget dårlige vaner tager overhånd så er hans respons efter nogle uge at han vil skilles. Så savner han mig og så får han det til at lyde som at det var mig der ville skilles. Jeg forslår altid terapi, så vi kan lære at kommunikere. Efter sidste gang har jeg sagt at jeg lægger alt bag mig. For ham betyder det at vi så er helt dus, men jeg kan ikke bare være helt åben igen. Jeg føler ikke en oprigtig connection til min mand. Og jeg tør ikke en gang sige at det er fordi han ville skilles og så har trukket det tilbage igen. Det sker ret ofte på denne her måde. Så selvom jeg nok elsker min mand så elsker jeg ham ikke fordi jeg ikke tør. Han forstår slet ikke at jeg ikke bare er kærlig og nyforelsket. Han gør alt det rigtige og fortæller mig at jeg er smuk, han elsker mig, er kærlig, forsøger at holde sig fra at overgramse mig, hjælper til i hjemmet og med børnene. Men jeg har virkelig brug for øjne udefra så der kommer en stabil balance i vores ægteskab. Ville I turde stole på jeres mand når I ved han har et negativt mønster han gentager regelmæssigt? Skal jeg bare lære at sige pyt når han kommer i hans negative spiral og leve som jeg plejer og lade som ingenting og måske bare lytte og nikke når ham siger skilsmisse efter han har fået skældud for at have gjort noget virkelig dumt som som som regel har en større negativ konsekvens for familien særligt børnene? Jeg vil hverken være kold eller naiv, så jeg kan slet ikke slappe af. Jeg vil rigtig gerne kunne opbygge min mand så han føler sig elsket og ønsket, men lige nu har jeg ikke de følelser fordi jeg føler mig utryg i hans selskab. Han har ikke gjort mig noget, men gennemtvinger kys og kram som jeg siger at jeg ikke er klar til lige nu. Det lyder nok som en luksusudfordring. Men min mand er en egoistisk type, så lige nu gør han som han gør for at jeg skal give efter og vi bare kan køre videre og ikke snakke om de svære ting. Men jeg har brug for en dybere forbindelse. Jeg har brug for en mental kontakt før jeg kan have en fysisk kontakt. Jeg vil dog forsvare ham Med at børnene sover rigtig dårligt så jeg går i seng tidligt så aftnerne har vi sjældent sammen. Men nu sover de lidt bedre. Jeg håber at det hjælper hvis vi får nogle aftener sammen. Ville I bare slippe paraderne og turde være helt åbne? Er der nogle gyldne sætninger han kan bruge så han forstår mig uden at blive såret? Jeg kan slet ikke sige det rigtige til ham efterhånden, han er nærtagende og usikker, så når jeg siger noget siger jeg det forkerte. Jeg vil gerne have konstruktive råd til hvordan vi kan komme videre. Det er svært når alt man siger bliver modtaget som kritik. 

Jeg ville nok sige noget Ala:

”jeg ser alt du gør, og jeg ser hvor god en mand og far du er. Lige nu har jeg brug for at du lytter til mig, og virkelig hører hvad jeg siger. Lyt for at høre ikke for at svare. Jeg mangler dig, ikke fysisk men mentalt. Jeg har brug for at mit sind kan finde ro hos dig, og jeg har brug for kys og kram, men også at kunne sidde og tale sammen om det som er svært, og være tryg i at vide du ikke bliver frustreret. Jeg har brug for dig, så vær sød at høre mig nu…” og så fortæl,

Han gennemtvinger kys og kram? Altså sådan seriøst?

Han truer jævnligt med skilsmisse? Men kravler tilbage og lader som ingenting når han har fået hvad ham ønsker?

Jeres konflikter bunder I at ham gentagende gange udviser en adfærd, som du finder skadeligt for familien og jeres børn?

Mest af alt lyder det som opskriften på noget meget dysfunktionelt, drysset med lidt psykisk vold.

Massiv terapi - både sammen og hver for sig, det er eneste lillebitte håb jeg kan se … 

*.* skriver:

Jeg ville nok sige noget Ala:

”jeg ser alt du gør, og jeg ser hvor god en mand og far du er. Lige nu har jeg brug for at du lytter til mig, og virkelig hører hvad jeg siger. Lyt for at høre ikke for at svare. Jeg mangler dig, ikke fysisk men mentalt. Jeg har brug for at mit sind kan finde ro hos dig, og jeg har brug for kys og kram, men også at kunne sidde og tale sammen om det som er svært, og være tryg i at vide du ikke bliver frustreret. Jeg har brug for dig, så vær sød at høre mig nu…” og så fortæl,

Tak for det! Det vil jeg prøve. Hvis han så vil tage det til sig, så er der ikke noget jeg kan gøre

Anonym skriver:

Tak for det! Det vil jeg prøve. Hvis han så vil tage det til sig, så er der ikke noget jeg kan gøre

Man kan sige så længe du holder bolden på din banehalvdel er der intet at blive sur over jo.

sørg for at sig “jeg føler, jeg oplever, jeg ser, jeg tænker…” 

ofte i alvorlige snakke/diskussioner har vi tendens til at sige “du gør også altid…. / du går aldrig……” 

hvis det er noget han gør, så istedet for at sige du gør også bare…. Så sig “når du gør sådan her, føler/opfatter/tænker jeg sådan her. “ det giver mulighed for han kan sige det ikke er meningen, og så kan du áltid sige at det er du glad for, men det er din oplevelse og det vil hjælpe dig meget hvis han kunne xxxxxx istedet for. 

Hvis han oplever det som et angreb på ham/hans person, så vil han naturligt få i forsvar. Så vej dine ord, og hold fokus på dig selv og dine følelser.

Det lyder som et utroligt dysfunktionelt forhold uden respekt eller tillid. Utroligt usundt at være i, det du beskriver. Pas på dig selv.

Lyder ikke tid du er et godt sted. Hvordan ville du have det med den skilsmisse, som han truer med? 
Jeg synes lidt, det er afgørende, hvad den her dårlige vane er, som tager overhånd og som I skændes er. Er det fx et misbrug af en art, så kom væk. Også for børnenes skyld. Er det noget mere harmløst, så tal om det i fredstid og sæt nogle retningslinjer.
Måske det kunne være til gavn med parterapi for at få jeres kommunikation på sporet igen.