Night terror

Min dreng på 19 mdr har muligvis noget jeg har researchet mig frem til hedder “night terror”. Det passer på beskrivelserne. I nat vågnede han da jeg kom ind for at sove. I en time græd han. Han satte sig op og rakte ud efter først mig, så hans far. Han kiggede forvildet rundt, pegede op i loftet og på døren og hans øjne så mere ud som om, at de var bange mere end at have fysisk ondt et sted. Han var ved bevidsthed, men så alligevel ikke. Hans muskler var spændte og vi kunne ikke holde ham ind til os, så skubbede han os væk. Det var en vild oplevelse. Meget voldsom. Jeg måtte søge mig frem til hvad det muligvis kunne være, og faldt over begrebet. 

har nogen af jer erfaring med “night terror”. 

Yes det har vores søn haft. Noget specifikt du gerne vil vide noget om. Så spørg bare

Når han havde det, var det eneste at gøre at bare være der og være rolig. Ved den mindste berøring gakkede han endnu mere ud. Trak vejret lidt højere end jeg plejer for at han inden i kunne høre jeg var der. Talte med stille stemme hvis jeg sku sige noget. Nu hvor han er 6 år har han det måske en gang eller to om året. Særligt hvis der har været for mange ting på programmet eller han har været i udviklingsspring. 

Min ældste havde det i ca. 4 mdr. Det begyndte en måneds tid før børnehavestart, hvor hun var rigtig ked af at være i sin dagpleje, og så fortsatte det hen over børnehavestart, indtil hun var faldet godt til.

Vi kunne nærmest sætte uret efter hende: Mellem kl. 22.45 og 23.15 begyndte det. Hun skreg og så helt vild ud, og nogle aftener ragede hun alt ned fra sine hylder

Det hjalp hos os at pakke hende ind i dynen og sidde ude i vores udestue med hende, hvor der var køligere, og så sad vi dér, indtil hun var faldet til ro (det var dog kun mig, der fik lov til det, så sene aftener ude i byen var ikke en mulighed på dét tidspunkt for mig). Vi brugte også metoden i løbet af dagen, når hun blev ked af det eller enormt sur og råbte og skreg - faktisk troede vi de første aftener, at hun var vågen og bare var "hysterisk" over ét eller andet Det gav hende tryghed at blive pakket ind, og hun faldt meget hurtigere til ro, end når vi lod hende være fred. Det er dog ikke alle night terror-børn, der vil lade dig pakke dem ind, men det er et forsøg værd

Begge vores har haft det.. Dog er det længe siden, at de har haft det efterhånden.. 

Men hvis barnet panikker af, at du rører ved det, så lad for guds skyld være med at røre det! Jeg så engang en dokumentar om det med voksne mennesker, og det er helt vildt, så skræmmende ting, de så!! 

Så hvis børn ser ligeså skræmmende ting, så kan jeg godt forstå, at de panikker!! 

Det eneste, vi kunne gøre, var at tysse stille og roligt og ellers bare sidde der, indtil "mareridtet" var forbi.. Så kunne vi trøste barnet, og lægge det til at sove igen.. 

Heldigvis husker de ikke noget dagen efter..

Det er dette her, voksne ser under night terror

Minime2018 skriver:

Yes det har vores søn haft. Noget specifikt du gerne vil vide noget om. Så spørg bare

Når han havde det, var det eneste at gøre at bare være der og være rolig. Ved den mindste berøring gakkede han endnu mere ud. Trak vejret lidt højere end jeg plejer for at han inden i kunne høre jeg var der. Talte med stille stemme hvis jeg sku sige noget. Nu hvor han er 6 år har han det måske en gang eller to om året. Særligt hvis der har været for mange ting på programmet eller han har været i udviklingsspring. 

Enig her. Det er jo det der med, at de ser vågne ud men på ingen måde kan genkende mor og far. Det bliver helt parallelverden - særligt når man selv lige er blevet hevet ud af sengen. Det var virkelig ubehageligt at være vidne til - også når man vidste hvad det var og blev “vant til det”.

Og vores oplevelse var også at det kom, når der skete meget i det lille liv, eller når barnet var syg.

Begge vores har også haft det/har det i perioder. De reagerer vidt forskelligt, hvor den store skal holdes om i den times tid det varer, og den mindste på ingen måde vil røres ved. Når man først ved det er night terror, og lærer hvordan en barn helst vil have det, synes jeg det blev lidt lettere at være i. Men det er hårdt at se dem være så ked af det. Det er dog ret normalt. 
Jeg har det også nu som voksen, og det er - undskyld mit sprog - fucking klamt. Men det er jo heldigvis harmløst. 

Qwerty1234 skriver:

Begge vores har også haft det/har det i perioder. De reagerer vidt forskelligt, hvor den store skal holdes om i den times tid det varer, og den mindste på ingen måde vil røres ved. Når man først ved det er night terror, og lærer hvordan en barn helst vil have det, synes jeg det blev lidt lettere at være i. Men det er hårdt at se dem være så ked af det. Det er dog ret normalt. 
Jeg har det også nu som voksen, og det er - undskyld mit sprog - fucking klamt. Men det er jo heldigvis harmløst. 

Hvordan oplever du dine "mareridt"? Hvad ser eller hører du, eller hvad sker der helt præcist for dig? 

Undskyld hvis jeg ødelægger tråden, og du må også gerne skrive privat, hvis det er.. Er bare virkelig nysgerrig .. Hvis du altså har lyst til at svare

Min den ældste havde det meget en periode, men det var også en periode hvor han rent udviklingsmæssigt rykkede meget 

Unicorn1 skriver:

Hvordan oplever du dine "mareridt"? Hvad ser eller hører du, eller hvad sker der helt præcist for dig? 

Undskyld hvis jeg ødelægger tråden, og du må også gerne skrive privat, hvis det er.. Er bare virkelig nysgerrig .. Hvis du altså har lyst til at svare

Jeg har skrevet til dig