Jeg har det egentlig godt med at tingene er som de er, for jeg tror at jeg er meget bedre tjent med ham som ven end som kæreste. Venner er jo familien man selv vælger, hvor imod kærester kan blive skiftet ud.
Men hver gang jeg tager fra min ven, må jeg banke hovedet ind i væggen.. Mest af alt fordi jeg er ærgerlig over mig selv at jeg lod ham slippe ud mellem fingrene på mig.. At jeg stak af, hver gang at det var ved at blive en lille smule seriøst. Det er en brist hos mig, der gør, at jeg tror at alt godt er skidt.. Er blevet såret for mange gange af den vigtigste person i mit liv. Den eneste, der interesserede sig for mig - nemlig min far.
Min ven er sød og rar, god ved mine børn, opmærksom på mig, god til at lytte, elsker at sidde og snakke og lytte til blid musik, elsker bare at putte, lidt en særling, men på den fede måde. Har i 19 år aldrig oplevet ham rigtig sur eller gnaven. Og ja, jeg elsker ham virkelig. En dyb dyb kærlighed. Føler mig tryg i hans nærvær. Jeg kan slappe fuldkommen af og være mig selv. Jeg ved at han passer på mig og respekterer mig.
Jeg er dybt taknemmelig for at have ham som ven, nu på 19. år.
Og jeg er rigtig glad for, på hans vegne, at han har fundet en sød kæreste, der matcher ham virkelig godt og at han nu er blevet bil og liguster-ejer.
Min ven ved godt hvordan jeg har det og han bliver også blød i knæene, når han ser mig. Vi har nogle hemmeligheder sammen, som ingen nogensinde får at vide. Noget er bedst bare at holde for sig selv. Og vi har da også indgået en aftale om at hvis vi begge er single, når vi bliver rigtig gamle... Så har vi hinanden.
Jeg er selv gift på 2. år med min mand, som jeg snart har kendt i 7 år. Jeg elsker ham, ingen tvivl om det. Vi har den dejligste søn sammen.
Han er bestemt også et sødt og rart puttehovede.
Jeg har ikke i sinde at være min mand utro. Vi har så meget godt sammen jeg ikke på nogen måde vil ødelægge.
Tror bare jeg skriver det her fordi jeg har brug for at fortælle det til nogen. Uden at såre nogen. Fordi inderst inde ved jeg godt, at der er to mænd i mit liv.
