Konfliktsky - lær at sige nej.

Hej.

jeg er med alderen blevet utrolig konfliktsky. Jeg kan tage en konflikt men det kræver jeg når helt ud hvor jeg har samlet sammen længe og selv da skal jeg tage en dyb indånding og tvinge mig selv til det.

Min opvækst var god, ikke et konfliktfyldt hjem, jeg var dog meget konfliktsøgende som teenager og indtil omkring 23-24 års alderen  tog jeg enhver konflikt jeg kunne opfange, og ellers startede jeg den også gerne selv. Jeg har altid kunne sige fra og til, og kendt mine grænser og aldrig ladet nogen træde over dem.

Jeg er bevidst om hvor meget jeg har trukket mig fra konflikter de sidste 5 års tid, og helt ubevidst har jeg fået trukket mig så meget fra konflikter at jeg er blevet direkte konfliktsky uden at det var hensigten.

Jeg trak mig da der er mange konflikter i svigerfamilien hele tiden der bliver til en pokkers drama, og de respekterer simpelthen ikke grænser. Derfor var det nemmere at sige pyt og ignorere det..

men det går mig på at jeg pludselig dårligt kan stå op for mig selv, og føler mig som en stor undskyldning. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige nej, sige stop der går min grænse, eller gå ind i konflikten hvis jeg ikke mener det er ok.

Jeg har aldrig skulle lære at sige nej før, da det aldrig har været et problem for mig. Men min passive tilgang til tingene har åbenbart gået hen og har givet mig et problem med at sige fra… 

Så, jeg vil gerne høre jeres råd til at sige fra?

Det er lidt sjovt det er gået den vej. Jeg har oplevet det modsatte, nemlig at jeg med alderen er blevet bedre til at sige min mening højt og stå op for mig selv.

Men jeg tror vejen frem må være dels at vælge sine kampe og dels holde dig på egen banehalvdel om man så må sige. Det vil sige sæt foden ned der hvor det virkelig betyder noget for dig og hvor dine grænser virkelig bliver overskredet. Og så sig højt at hvad andre gør og siger må de selv stå inde for men du synes det her og det er din ret.

Jeg er blevet bedre til at sige fra med alderen. Jeg var ret dårlig til det, da jeg var yngre. 

Jeg har tit brug for at tænke lidt, før jeg ved hvad jeg egentlig mener. Så jeg kan fx godt finde på at vende tilbage til noget dagen efter eller senere på dagen, hvor jeg lige har tænkt mig om - og så sige det jeg mener der. Det er også godt i forhold til, at man ikke kommer for meget i sine følelsers vold. Selvfølgelig er det så også en vurdering, om man så synes det er vigtigt nok, også når det kommer lidt på afstand.

Men tænker, det kan være en taktik til at øve sig - at vende tilbage, når man har fundet ud af, hvor man står, og så sige: ‘Jeg har lige brug for at sige noget til det der skete i går…’ og så formulere sig pænt og ordentligt og holde tingene på egen banehalvdel.