Sammen for barnets skyld...

Jeg går lige til sagen. Min mand og jeg kan oprigtigt ikke fungere sammen. Vi er som dag og nat. Har forskellige værdier og syn på alt. Han vil gerne køre karriere og have lov til at bruge krudt på det. Jeg har stået med vores barn, ferier, sygedage osv. Har givet op på min karriere for at give vores barn en rolig hverdag osv. Og nu har vi så ifølge manden ikke råd til, at jeg kan læse videre. Men han laver jo ikke andet end at arbejde Vi taler ikke rigtigt sammen medmindre det omhandler vores barn, og vi tilbringer aldrig tid sammen. Manden har for travlt med alt muligt andet. Jeg har brug for omsorg, nærvær og fuld opmærksomhed fra ham, men det har jeg opgivet nu. Bragte på banen den anden dag efter et kæmpe skænderi, at vi burde måske slutte forholdet, og han var nærmest ved at få et "hjerteanfald". Han sagde alt muligt med, at han elsker mig og han har aldrig elsket en ligeså højt osv. Han vil heller ikke give 4,5 år væk. Og det synes jeg ikke, hænger sammen med at jeg i de seneste år har givet udtryk for at der skal ske kæmpe ændringer hvis det her forhold skal blive godt og fortsætte. Jeg føler han prøver på, at manipulere med mig så forholdet kan fortsætte.

Jeg var så smask forelsket i ham, da vi mødte hinanden, og troede vi skulle blive gamle sammen

Det lyder som en klassisk historie fra mange parforhold. Hvor gammel er jeres barn?

Det er jo svært at vurdere uden så meget information, men måske skulle I prøve at lytte til hinanden uden fordomme.

Det lyder til, at han måske er bekymret for jeres økonomi (og derfor arbejder meget og ikke synes at der er råd til, at du videreuddanner dig), og at du er nervøs for jeres barn/hjemmeliv. Det er også voldsomt at ville have “fuld opmærksomhed” i et familieliv med et lille barn.

Men hvis han virkelig gerne vil jeres forhold, så ville jeg da sætte mig ned sammen og snakke ud om det hele - igen uden at fordømme hinanden og hinandens livssyn.

Edit; jeg skal lige forstå.. når du skriver at du har opgivet din karriere, betyder det så at du slet ikke arbejder?

Tænker i har været sammen relativt kort tid ud fra hvad du skriver og jeres barn deraf nok også er lille? (En antagelse fra min side). 
jeg synes det virker til i skal have forventningsafstemt hvad i egentlig vil have fra hinanden. Hvad har i hver især brug for fra hinanden, hvordan gør i så der er plads til jer begge (også ifht karriere og uddannelse), og er det realistisk i kan leve sådan sammen? 
Det vil jo kræve enormt meget arbejde fra begge parter, og kompromis! 
men elsker i hinanden, vil det også kunne lade sig gøre. Hvis i ikke er klar til at opgive noget og give noget så i begge er lykkelige, så er det ikke det rette. 

- og aftaler i at arbejde på det er 14 dages forandring og så tilbage til det gamle ikke nok. Det skal være en vedvarende process i eventuelt kan evaluere og justere på sammen hvert kvartal fx

Parterapi - siger det bare... de fleste gør det når det er for sent, men skynd dig at booke en session. Det tror jeg vil gøre jer godt

Hvis du har været smask forelsket i ham - så kan du blive det igen  

I er ikke på samme sti lige nu, men det kan i komme. 

At få et barn er en omvæltning og hvad man før synes var det rigtige, kan pludselig ændre sig til det modsatte. Og nye kompromisser kommer i spil og det kræver rummelighed og accept af hinanden. 

Tal sammen. Stille og roligt. Vær nysgerrig på hvorfor han siger og gør som han gør. Måske han ikke kan komme med de helt store svar og refleksioner med det samme, men så giv ham plads og tid til at tænke ting igennem og snak så igen efter en uge eller to. 

Kærlighed er ikke en lige vej. Den går op og ned og forbi hinanden.  

Tak for jeres input. Vi giver lige parterapi et forsøg, hvis manden er med på det. 

Vores barn er forresten 3,5 år

Der er helt tydeligt noget forventningsafstemning som ikke er blevet taget eller om er blevet brudt. Han kan jo ikke som udgangspunkt bare forvente at køre fuld skrue på karriere og gøre fuldstændig som før uden at afstemme med dig. Der fungerer sikkert for mange, at den ene er meget karrierefokuseret, mens den anden er lidt mere ansvarlig for at få familien til at køre, men det er man nødt til at være enige om. Hvis den ene opgiver alt muligt af nød, fordi den anden er ignorant, så holder det forhold ikke.

Men et godt forslag med parterapi. Selv hvis det ender med I ikke er sammen, så har I stadig et barn som I skal have fokus på - begge to.

Anonym skriver:

Tak for jeres input. Vi giver lige parterapi et forsøg, hvis manden er med på det. 

 

Vores barn er forresten 3,5 år

Du skriver han ikke vil give 4,5 år væk og jeres barn er 3,5 år? 

Hvis ovenstående er korrekt må du været blevet gravid i jeres store forelskelsesfase, hvor du muligvis “kun” har set alt det gode ved din kæreste. Og ret hurtigt stifter I familie, hvor I ikke rigtig har nået at opleve en “almindelig” hverdag. 
Det kan sagtens lykkedes, men det kræver også lidt arbejde. Som flere skriver skal I have afstemt jeres forventninger til hinanden og til jeres familieliv. 
Tror du at din kæreste vil være med til parterapi? Det vil være et super godt sted at starte  og gerne hurtigst muligt.

I skylder hinanden og jeres barn at give det et forsøg. Måske lykkedes det, måske gør det ikke, men så har I gjort hvad I kunne. 
Held og Lykke

Der lyder til I både har brug for en parterapeut eller familieterapeut, der kan hjælpe jer med at finde tilbage til hinanden og få/finde jeres fælles værdier som par og familie.

Og en til at kigge på det økonomiske for jer, da det lyder til din kæreste er meget fastlåst i at der bare skal tjenes flere penge, koste hvad det vil på familiefronten.
Er det virkeligheden at I ikke har råd til du læser og er det virkeligheden at han skal arbejde så meget for at det kan hænge sammen.