Familietiden ebber ud

Hej

Jeg føler, at tid med min familie ebber ud. Det har altid været fødselsdagene, som har været familiens samlingspunkter, men efterhånden som alles børn bliver større og større, så er der færre fødselsdage og de voksne holder heller ikke rigtig mere. 

Jeg er den yngste og sidste i min søskendeflok, som har fået børn, så det er faktisk kun os, der holder nu. Men det er også som om, at nu hvor alle andres børn er blevet større, så er de også begyndt mere og mere at dyrke egne interesser ift før, hvor de også gerne så, at man deltog. 

Jeg ved godt, at vi bare kunne invitere på en middag uden anledning, men jeg kan bare ikke lade være med i øjeblikket at føle mig lidt overset/efterladt/ikke vigtig....

Det er lidt som at bøde for at være rosinen i pølseenden. Tja... jeg er bare ked af det og sørgelig over det

Jeg kender det godt. Da jeg var barn ejede min farbror et stort skovområde med lysning og egen sø, så hans søskende samledes den første weekend i sommerferien til camping. Jeg elskede at lege med fætre og kusiner da jeg var efternøler i søskendeflokken, men efterhånden så fik min generation travlt med deres egne familier og nu ses vi faktisk kun når der foregår noget i familien, og det er stort set aldrig hele familien der kommer.

Sig det højt. Ingen kan gætte dine tanker og følelser. 

Fortæl at du savner samvær med dem og du rigtig gerne vil ses med del til fx fødselsdage. Børnene/de unge kan jo bare blive væk. Så kan de voksne hygge

Der er intet forkert i dine følelser. Men du bliver nød til at kommunikere dem ud  

Jeg har i en periode været den der har inviteret mest i en periode. Til alt muligt. Alt fra picnic, filmaften eller lav selv sushi. Med god effekt, for det har givet inspiration til familien og nu inviterer alle sådan lidt på skift. 

Det kræver også noget nyt og tilvænning at der ikke er små børn mere som tager alt opmærksomheden. Nu skal i være sammen i en ny og anden kontekst og det kræver måske lige tilløb. 

Det sker desværre ofte. Jeg kan godt forstå du føler dig forladt. Vi kan ikke tage ansvar for hvad andre gør, men du kan udtrykke hvad du har brug for mere af og måske selv tage initativ til forskellige ting. Det tænker jeg er løsningen - også ære og anerkende dine følelser og måske endda sorg over at det ikke er som tidligere. 

Desværre er det ikke kun den yngste som kan føle sådan. Jeg er det midterste barn men da jeg har et liv som alenemor med tre børn og de ikke selv har børn lever vi vildt forskellige liv. Hvilket gør at vi åbenbart så ikke kan ses så meget.

Foreslå dem en dag hvor i laver noget sammen som søskende, det har jeg tænkt mig at gøre.

Den forandring er helt naturlig. Lyder til I er på vej til et generationsskifte i familien. Prøv at kig tilbage til dine forældre og deres søskende. Hos de fleste er det også kun de store begivenheder, hvor alle er med.  Ellers kunne sådan noget som juleaften blive med 40 mennesker. I stedet skiftes bedsteforældrene til at komme hos deres børn det ene og det andet år. I er nu på overgangen til at dele jer ud i de næste generationer og det er naturligt men også en tilvænning. 

Jeg er selv den yngste med det yngste barn. Mine nevøer og niece er blevet unge voksne og er alle flyttet hjemmefra, så der bliver fx ikke holdt fødselsdag for dem længere og de inviterer ikke selv. De er derimod ved at skabe deres egne familier med kærester og vores generation bliver snart 'de gamle', hvor man samles. Især, når der kommer børnebørn til i vores generation. 

Men sig det højt. Du kunne fx foreslå en dag eller weekend om året, hvor alle mødtes til et familietræf, unge som gamle. 

Bare lige et samlet svar - jeg har selvfølgelig godt overvejet, at det jo på en måde er naturligt, men samtidig er det også bare som om, at de alle sammen gerne har villet have, at man deltog (jeg har også altid prioriteret det), min ene bror har engang også lavet en fødselsdagsdato om, fordi en anden bror ikke kunne komme. Men ellers har det virket som om, det har været naturligt for alle, sådan som det har været.

Nu da alle børn er blevet større, så er de voksne (brødre og svigerinder) blevet mere tja... har lidt lyst til at sige egoistiske... de planlægger alle ofte noget på de dage, selvom de godt ved, der er fødselsdage. Alle har høstet gaver til deres børn gennem alle årene, og jeg står så lidt tilbage her og føler mig lidt til grin  

Og det gør ondt indeni at vide, hvilket fællesskab mine niecer og nevøer har haft og at mine børn ikke kommer til at opleve det samme. Den ligger selvfølgelig hos mig, men det er sådan jeg har det.

Ift. at melde det ud, så er det svært for mig. Jeg er bange for, at de slet ikke kan se det og bare vil smide et eller andet tilbage til mig "du kan jo også bare invitere" eller et eller andet. Men.... det er jo bare slet ikke det, det handler om...

Det handler nok også lidt om, at jeg aldrig rigtig oplever, at der er nogen, der spørger mig om noget som helst. Jeg har ikke følelsen af at føle mig vigtig.

For noget tid siden, hvor jeg var igennem en svær periode, så var der heller ikke rigtig nogen, der havde tid, når det kom til stykket. 

Alt er fint, når vi mødes. Men al tiden imellem, så har alle bare seriøst travlt med deres eget.

Jeg tror, det vil være svært for mig i første omgang at være helt ærlig omkring det, for jeg er bange for at skabe akavet og dårlig stemning. Måske bliver det en pæn hentydning med forslag om at mødes eller selv holde noget og invitere eller sådan noget. Det kunne sagtens være sammenskudsgilde el.lign. - tror ikke de andre gider, hvis de skal betale for et helt arrangement. 

Jeg er selv efternøler, og jeg har aldrig været vant til at være sammen med mine brødre uden svigerinder, så det vil nok være sådan