Min baby græder meget, når han er vågen
Hej
Min søn er snart 4 uger gammel. Jeg har de seneste par uger oplevet aftenuro hos ham, hvor han bliver ret utrøstelig et par timer eller tre om eftermiddsgen/aftenen. Det har vi dog fundet en rytme i.
Min bekymring er, at jeg synes min søn oftes græder i sine vågne timer - også når de basale behov er stillet. Det gør mig urolig og ked af, at vi aldrig har “hyggetid”, når han er vågen fordi han græder. Derudover bliver jeg bekrymret for om han prøve at signaler et behov, som jeg ikke kan læse. Derudover kan det være svært at “træne” med ham (ligge på maven osv.) når han græder de fleste vågne timer.
Hvad kan jeg gøre?
Karis svar
Kære Mor!
Det kan jeg godt forstå, det kan også være hårdt, hvis du oplever du mangler den gode kontakt til ham, og hyggestunderne!
Godt at høre, I har fundet en rytme i hans aftenuro, for det er slet ikke ualmindeligt i den alder. Og det er helt normalt at babyer kan græde i op til 2 timer sammenlagt på et døgn. Græder han mere end det, vil det være rart at få udelukket, om der er en årsag.
Det er så fint, at du beskriver hans gråd som "signaler", for det er præcis hvad det er! Det er jo ikke sikkert, han som sådan er "ked af det" eller har ondt, men at han netop blot forsøger at fortælle noget. Gråd er en "kalde-adfærd", og de helt nye har ikke andre kommunikationsmuligheder.
Nu ved jeg ikke hvad du definerer som basale behov. Men det er selvfølgelig søvn, mad og en tør ble. Men i de føste 3 måneder af en babys levetid (også kaldet "4. trimester") har en baby også naturligt brug for rigtig meget nærhed, evt som "hud-mod-hud" kontakt. Så sørg for, at også dette behov er dækket, nogle gange mere end du måske lige synes, du havde forventet eller har "tid til...." :-)
Når han græder, så vær opmærksom på, at du ikke gør mere, end det nødvendige - så du ikke tager noget selvregulering fra ham. Vi kan godt komme til at tage et barn op og begynde at vugge det med det samme vi fornemmer, at "lige om lidt begynder han at græde". Derved når vi ikke at observere, hvor lidt der måske skulle til, for at trøste ham!
Ligger han ex for sig selv på et legetæppe, og du hører at han begynder at være lidt utilfreds, så start med at stille dig tæt på, så I kan få øjenkontakt. Næste step er at snakke beroligende og bekræftende til ham, evt blot gentage de lyde han siger, og fortæl ham du godt kan se, han ikke er helt tilfreds. Dernæst kan du ligge en beroligende hånd på hans bryst eller mave, og er det ikke nok, så prøv at samle hans arme for ham, foran hans bryst.
Er han stadig tiltagende utilfreds, så kan du tage ham op i armene, og bare stå stille med ham. Først derefter begynder du at vugge ham blidt (nogle gange er vi tilbøjelige til at vugge hurtigere og hurtigere, jo mere barnet græder). Er det ikke nok, kan du svøbe ham i et svøb, vikle eller dyne, og endeligt give ham en sut, hvis han tager sådan en.
Kan du ikke foregribe hans gråd med ovenstående trøstestrategier (de er forskningsbaseret gennem NBO https://www.childrenshospital.org/research/centers/brazelton-institute-research/nbo) så vil jeg anbefale dig at få ham tjekket hos en børnebehandler, ex kiropraktor, osteopat, kraniosakralterapeut eller zoneterapeut.
Held og lykke med det!
Bedste hilsner
Kari
Kari tilbyder grundig undersøgelse, kiropraktisk behandling og vejledning af ovennævnte problemer. Hun har klinik i Kolding, men har et godt kendskab til andre børnekiropraktorer rundt om i landet, og kan derfor henvise til en kiropraktor tæt på dig.
Se Karis hjemmeside: FlicFlac.dk