Jeg har fået nok......søger gode råd/erfaringer

Jeg går lige til sagen. Jeg er på randen til at få stress. Jeg trives simpelthen ikke i vores familieliv mere, jeg er så ked af det hele tiden og smågræder ret tit Min mand og jeg har intet liv sammen. Han er på arbejde 24/7 i eget firma. JEG STÅR MED ALT selv. Vi bruger 0 tid sammen, det er da ikke tid til. Vi er heller ikke intime 

Jeg kan ikke klare og leve sådan her mere. Jeg har så meget mental load. Og er mega stresset over vores parforhold og familieliv

Jeg har tænkt på at flytte fra den by vi bor i og så tættere på min familie. Problemet er dog den anden by ligger lidt over 1 time. Vores barn og jeg ser kun far om morgenen inden han smutter på arbejde og så lidt om aftenen inden vi smutter I seng. 

Jeg er vant til at stå med alt selv så det ville ikke være den store omvæltning.

Fordelen ved at bo tæt på min familie er at mit barn kan vokse op med sine fætre og kusiner. Jeg kan få hjælp i ny og næ.

Jeg har kigget på 2 lejligheder den ene 2 værelses og den anden 3 værelses. Havde i valgt en lille eller stor lejlighed? Og er det realistisk for en enlig mor at betale en husleje på 8500? 

Må far give børnebidrag hvis vi stadig er sammen og må man selv bestemme beløbet? 

Må far komme og overnatte hos mig i weekenderne?

Jeg er totalt lost 

Jeg havde valgt en 3 værls. Havde jeg da jeg var alene med min dreng. 
- det er realistisk med 8500 du kan få boligstøtte. (Jeg var på su og sad som enlig i en tilsvarende bolig prismæssigt) 

- i kan selv aftale bidrag samt beløb. Blot sørg for at få det på skrift i tilfælde af far ikke vil betale en dag kan du få hjælp gennem familieretshuset. 

- far må gerne sove der. Men hvis du vil søge tilskud mm som værende enlig mor må i ikke have et “forhold”. Det skal være formelt set for at bruge tid med jeres barn og helt efter bogen må han på ingen måde bidrage i hjemmet hverken økonomisk eller ved at ordne ting (der findes en laaaang liste over hvad de betegner som værende enlig/ikke enlig og ærlig talt er nogen af punkterne sgu latterlige&hellip 

Som enlig kan du derudover søge ekstra ordinært børnetilskud som udbetales hvert kvartal med børnechecken. Husk far får fortsat 50% af børnechecken medmindre han overdrager dem til dig det kan gøres på borger.dk

held og Lykke og alt godt fremover 

Puha, det lyder hårdt. Derfor:

- lav en kop kaffe/te og sæt dig ned og træk vejret dybt.

- mærk nu efter: savner jeg min mand og det vi havde?

- hvis ja....kan det blive godt igen?

- hvis ja: tænk da over, hvad jeg har brug for.....lav liste: fælles hjem, erotik, nærvær, voksentid mv.

- skriv en besked til din mand, at du savner ham og ønsker snakke med ham om tingene.

- find en aftalt aften, hvor I snakker.

- Vær saglig på aftenen...ingen angreb, hold situationen på egen banehalvdel og lad være med at antage hans intentioner. Lyt på, hvad han siger.

- spørg om han vil være med til, at I finder nogle fælles løsninger og kompromier, I begge kan leve med og som gavner jer alle tre.

- aftal noget konkret og aftal, at I starter med at effektuere planen med det samme.

- aftal ugentlige tidspunkter, hvor I drøfter, hvordan det går og om der er evt nye ting, I skal tage hensyn til.

Det er umiddelbart ikke nu, du skal se på lejelighed. Var det tilfældet, havde du fundet en og fået det praktiske i orden.

Du ønskes alt det bedste....jeg håber, at tingene lykkes for jer

Har du snakket med ham om det? Ved han hvordan du har det? Har i forsøgt at løse det? Eller det lyder som om du er der hvor du har givet op og bare gerne vil videre? Det gør heller ikke noget, men kan du se dig selv i øjnene uden at have kæmpet og prøvet? 

Jeg ville også være ulykkelig i det forhold du beskriver det, forstår dig virkelig godt. Men har du kommunikeret dine behov og hvad du har på hjerte med din mand? 

I får lige et fælles svar. 

Ja jeg har grædt og kæmpet i lang tid. Han lover det bliver bedre, men der er ikke tid på hvornår det bliver bedre. Han kan ikke skære ned på arbejdstiden eller arbejdsopgaverne da det er et lille firma med få medarbejdere, så han er på 24/7  

Du kan jo desværre ikke kæmpe for jer begge, og hvis han ikke ønsker/evner at sætte jeres familie før sit arbejde, så lyder det ikke til der er andre udveje for dig end at flytte.

Selvom det selvfølgelig er en hård erkendelse og kan være svær at gøre. Det lyder dog til du er godt på vej.
Og det lyder til at det vil give mening for dig og jeres barn, at flytte tættere på din familie - af flere grunde.

Prøv at regne på din økonomi, om hvilken løsning der er mest realistisk - måske ud fra de normale tilskud du ville kunne få.