Antidepressiv medicin....virker det?

Jeg vil gerne høre om jeres erfaringer. 

Sagen er den, at min læge vurderede, at jeg har en depression og anbefalede mig at starte på antidepressiv medicin. 

Jeg var ret skeptisk, da jeg for 23 år siden ligeledes var på antidepressiv medicin og jeg  oplyste derfor min læge, som fakta er, at det dengang ikke virkede og nedsatte min seksuelle lyst ganske voldsomt- hvilket kun forværrede min situation.

Min læge henviste til et nyt præparat, som ikke nedsætter den seksuelle evne og som han vurderer er virkbart. Det er blot en del dyrere end konventionelt antidepressiv medicin.

Jeg er startet på præparatet og min seksualitet er uændret, men det er godt nok hårde sager. 

Jeg er af den opfattelse at motion, styrketræning og naturen er gode ting for mig i min situation og jeg forlanger af mig selv, at jeg dagligt dyrker dette, men pillerne er fan.. en udfordring. 

Når jeg har taget pillen, oplever jeg kort tid efter kvalme og tunghed- nærmest træthed, og det er nødvendigt at vente med pillen, til dagens gerninger er overstået. 

Virker antidepressiv medicin?

Er der bare en af jer, der har oplevet noget positivt ved at tage dette ?

Når jeg læser på nettet, er mange - specielt terapeuter ret skeptiske�� 

Hvad er jeres erfaringer?

Jeg har som dig ikke ønsket at tage antidepressiver og strittede imod længe, forsøgte med alt muligt andet inkl kost, motion og alternativ behandling. Indtil jeg gik så voldsomt ned med flaget at jeg stoppede med at fungere. Her blev antidepressiverne ikke noget valg.. men samtidig min redning. Ja den første tid med optrapning er rigtig træls med kvalme, svimmelhed mv. Jeg blev anbefalet at tage dem inden sengetid. På datoen for endelig optrapning og fuld virkning, var det som om skyerne lettede og mine skuldre sænkede sig. Det var første gang at jeg følte det hele vendte og gik den rigtige retning. Det blev den ved med og har gjort det siden. Det gav pludselig overskud til at jeg kunne fungere normalt igen og siden også overskud til at arbejde med mig selv. 
Jeg tror ikke antidepressiverne er nogen magisk løsning på alting, men hvis man er i et dybt sort hul, man ikke kan se sig ud af, så kan de være med til at give krop og hoved den ro og det skub der skal til for at vende tingene og give overskud. Det tager desværre bare en del tid og forbigående bivirkninger før effekten sætter ind. 

Jeg fik Brintellix, som nok er en af dem med færrest bivirkning.. Jeg oplevede ingen bivirkninger, og de hjalp virkelig meget 

Har prøvet mange forskellige igennem årene for en del år siden. Der var så mange bivirkninger. 
jeg tror at de kan være gode hvis man er helt nede i et hul og indtil man får hjælp af en psykolog og får det bedre.

Min egen erfaring er dog at de ligger et slør på ens følelser og derved er det svært at rigtig arbejde med årsagen bagved. Det var først da jeg kom i terapi forløb med en god psykolog og da jeg lærte at mærke alle de gamle følelser at det hele ligesom gav slip og har det den dag i dag rigtig godt. Da jeg var på pillerne var der ikk rigtig nogle highs eller læse men følte mig en del ligeglad. Min sexlyst var også væk og jeg kunne ikke få orgasme. 

For mit vedkommende har jeg udelukkende godt at sige om antidepressiv medicin, som jeg har taget, fra jeg var ca. 20 og vil skulle tage livet ud. For seks år siden forsøgte jeg for sidste gang at trappe ud og endte i en alvorlig depression, som hverken motion, kost eller terapi kunne hjælpe mig ud af. 
Min far var bipolar og tog sit liv, da jeg var barn, så jeg føler mig privilegeret over at kunne få relevant medicin og dermed kunne leve et helt normalt liv. 
Jeg har ikke oplevet alvorlige bivirkninger og har på ingen måde noget “slør” over mit følelsesliv eller lignende. 
Selvfølgelig kan jeg nævne nogle forbehold - altså, at antidepressiva ikke er en mirakelkur mod livskriser og almindelig modgang - men jeg er ikke i tvivl om, at de for mig er lige så nødvendige, som insulin er det for en diabetiker. 

Hellosunshine skriver:

Jeg har som dig ikke ønsket at tage antidepressiver og strittede imod længe, forsøgte med alt muligt andet inkl kost, motion og alternativ behandling. Indtil jeg gik så voldsomt ned med flaget at jeg stoppede med at fungere. Her blev antidepressiverne ikke noget valg.. men samtidig min redning. Ja den første tid med optrapning er rigtig træls med kvalme, svimmelhed mv. Jeg blev anbefalet at tage dem inden sengetid. På datoen for endelig optrapning og fuld virkning, var det som om skyerne lettede og mine skuldre sænkede sig. Det var første gang at jeg følte det hele vendte og gik den rigtige retning. Det blev den ved med og har gjort det siden. Det gav pludselig overskud til at jeg kunne fungere normalt igen og siden også overskud til at arbejde med mig selv. 
Jeg tror ikke antidepressiverne er nogen magisk løsning på alting, men hvis man er i et dybt sort hul, man ikke kan se sig ud af, så kan de være med til at give krop og hoved den ro og det skub der skal til for at vende tingene og give overskud. Det tager desværre bare en del tid og forbigående bivirkninger før effekten sætter ind. 

Tusinde tak for din historie og fordi du tog dig tid til at skrive til mig. Jeg gør - og har gjort som du.....tak

Unicorn1 skriver:

Jeg fik Brintellix, som nok er en af dem med færrest bivirkning.. Jeg oplevede ingen bivirkninger, og de hjalp virkelig meget 

Det er ligeledes dem, jeg tager....tak for svar

Mor og meget mere skriver:

For mit vedkommende har jeg udelukkende godt at sige om antidepressiv medicin, som jeg har taget, fra jeg var ca. 20 og vil skulle tage livet ud. For seks år siden forsøgte jeg for sidste gang at trappe ud og endte i en alvorlig depression, som hverken motion, kost eller terapi kunne hjælpe mig ud af. 
Min far var bipolar og tog sit liv, da jeg var barn, så jeg føler mig privilegeret over at kunne få relevant medicin og dermed kunne leve et helt normalt liv. 
Jeg har ikke oplevet alvorlige bivirkninger og har på ingen måde noget “slør” over mit følelsesliv eller lignende. 
Selvfølgelig kan jeg nævne nogle forbehold - altså, at antidepressiva ikke er en mirakelkur mod livskriser og almindelig modgang - men jeg er ikke i tvivl om, at de for mig er lige så nødvendige, som insulin er det for en diabetiker. 

Det er nogle vanvittig gode overvejelser, du kommer med. Tusinde tak - og tak fordi du deler din historie og dine erfaringer med mig

Cerenia skriver:

Har prøvet mange forskellige igennem årene for en del år siden. Der var så mange bivirkninger. 
jeg tror at de kan være gode hvis man er helt nede i et hul og indtil man får hjælp af en psykolog og får det bedre.

 

Min egen erfaring er dog at de ligger et slør på ens følelser og derved er det svært at rigtig arbejde med årsagen bagved. Det var først da jeg kom i terapi forløb med en god psykolog og da jeg lærte at mærke alle de gamle følelser at det hele ligesom gav slip og har det den dag i dag rigtig godt. Da jeg var på pillerne var der ikk rigtig nogle highs eller læse men følte mig en del ligeglad. Min sexlyst var også væk og jeg kunne ikke få orgasme. 

 

Tak for dine tanker og overvejelser

Jeg prøvede et præparat engang. Det virkede på det meste, fordi jeg var ret langt nede med angst og tæt på en svær depression. Men da jeg kom ovenvande nok ( altså til mit normale trives punkt) trappede jeg ud og det gik også fint. I mit tilfælde var de ikke nødvendige mere. De gjorde ikke en forskel mere kunne jeg mærke, da udtrapningen hverken gjorde noget bedre eller værre. Jeg har altid et hoved på overarbejde og skiftende gode og dårlige dage, dog ikke så slemt som da jeg begyndte på dem. Der var alle dage dårlige, hele tiden. 

Men et par år efter begyndte det at gå samme vej igen. Det viste sig, at grunden til jeg blev ved med at få disse nedture, var pga en uopdaget ADHD diagnose. Så i stedet for at starte på antidepressiv igen, startede jeg på ADHD medicin. Og kan tydeligt mærke forskellen, fordi jeg nu faktisk får det stof min hjerne mangler. Jeg overtænker og grubler aldrig i samme grad som før, hvilket gør, at jeg ikke er kommet derned siden.

men af en uopdaget adhd, så var det alligevel guld værd at jeg begyndte at få dem på det tidspunkt. De gjorde så depressionen aldrig nåede at blev kronisk.