Jeg er så ked af det. Min mand (på 52 år) forlod mig for en anden for 5 år siden, men kom tilbage efter 3 måneder og undskyldte og tiggede om at flytte hjem igen. Så gik det godt i nogle år, men sidste år kom han ud af det blå og sagde han han havde fundet sit eget sted at bo og flytter om en uge. At han stadig elsker mig men har brug for at have sit eget og finde sig selv (det skal siges at han oprindelig flyttede ind i mit hjem for 10 år siden) Hans ønske var at forsøge det et års tid og så måske flytte sammen igen. Aftalen var at vi skulle ses i weekender og 1-2 gange ugentligt. I det år har vi sammen set hans familie en gang og holdt jul med min, da vi altid har holdt jul sammen. Dette år har han meldt ud at han holder jul med sin famile uden først at drøfte det eller spørge om jeg vil med. Når hans voksne søn kommer på besøg i 3-4 dage ad gangen må jeg ikke komme forbi og sige hej, da de skal have far og søn tid i fred. Forleden fandt jeg så ud af at han hele sommeren, hvor han ikke havde tid til mig på grund af arbejde, har brugt tid på at hjælpe en gammel skoleveninde, som han også var kæreste med kort før vi mødte hinanden, med mange praktiske ting. Sin grill sagde har var udlånt til en kollega, men i virkeligheden til veninden. De har mødtes og også været i bio sammen for nylig. Intet har han fortalt mig om. Jeg har tidligere bedt om at sørge for vi mødes til en hyggelig middag så jeg kan lære hende at kende, og det var også planlagt i foråret, men så aflyste hun på dagen. Jeg har rykket flere gange for en ny aftale, og han siger bare, at ja det skal vi have arrangeret. Han siger at der intet sexuelt er mellem dem eller følelser, kun er de venner og at han ikke fortæller mig om deres aftaler fordi han ikke vil gøre mig ked af det. Men faktum er at han fortier noget der for mig er vigtigt at melde åbent ud om, da jeg ellers bliver mistroisk. Jeg har nu fortalt ham, at jeg har kendskab til, at han har set hende flere gange i sommer og at de lige har været i bio. Har sagt at han må forklare hvorfor jeg ikke må hilse på hans søn igen, da vi ikke har set hinanden længe. Han giver mig et kram og et kys og går. Og har nu ikke hørt fra ham i 5 dage, selvom vi altid ringer eller skriver godnat dagligt. Hvad gør jeg? Skal jeg lade ham være og vente? Jeg ved ikke hvor jeg står. Vi har en koncertaftale om 3 uger, og skal holde nytår sammen. Det har altid været mig der har kontaktet ham efter en snak af denne type. Undskyld mit roede brev. Jeg er bare så ked af det. Efter min første mand døde pludseligt for mange år siden, har jeg bare været så glad for denne mand og elsker ham. Vi har haft så mange gode oplevelser, ser ens på mange ting og nyder ellers hinandens selskab. Hilsen den triste
Ps netop som jeg skriver dette kommer han uventet forbi, men kun for at hente noget der tilhører ham. Siger at jeg kan komme forbi næste uge til mad. Giver mig et kys og kram og kører igen
Gittes svar
Hej triste,
Det er meget forståeligt, at du er trist og ked af det. Som jeg hører det, holder din mand afstand til dig. Og det lyder ikke som om du i virkeligheden ved eller har forstået hvorfor.
Det er umuligt ud fra hvad du skriver at sige noget om hvorfor. Der kan være mange forskellige årsager til sådan en adfærd. For eksempel: Livkriser, generel behov for afstand, tilknytningsforstyrrelser, affærer, manglende evne eller vilje til at kommunikere om frustrationer, manipulation, ønske om at stoppe forholdet og manglende mod til sige det som det er. Bare som eksempler. Det er selvfølgelig påfaldende at han tidligere har forladt dig hvor han havde en affære, og at han fortier at han ser en tidligere kæreste. Det ringer selvfølgelig alarmklokkerne for hvad han iøvrigt skjuler for dig og holder hemmeligt.
Hvorom alting er, så synes jeg at du skal passe rigtig godt på dig selv og begynde at reflektere over hvor meget du egentlig vil stå model til. Selve uvisheden og uklarheden om rammerne for jeres forhold, nu distance-forhold er belastende for dig. Han giver ikke meget ved dørene, og jeg synes virkelig du har brug for mere afklaring.
Jeg vil anbefale dig at invitere ham til en afklarende samtale hos en parterapeut. Terapeuten vil kunne hjælpe med at få sat ord på og danne en større klarhed over, hvad det i det hele taget er, der foregår imellem jer, samt hvad planen er fremover. Set herfra vil det være meget slidsomt at være i, hvis du skal forlade dig på rammer, hvor du hele tiden kan stå med spørgsmål som; skal I ses igen, er der en anden, hvad foregår der inden i ham, hvordan ser han på fremtiden osv.
Det at åbne sig op og fortælle ærligt hvad der foregår og hvilke tanker og følelser man har i forbindelse med at have sådan en adfærd, kan selvfølgelig være svært. Men når nu han tidligere har været utro og når nu han går og ser en tidligere kæreste uden at fortælle dig om det, ja så giver det mening også at sætte ham stolen for døren og sige: Hallo. Nu går du med mig ind til en samtale hos en parterapeut og så fortæller du mig ærligt hvad der foregår. Det vil være at presse ham til at stoppe med at have hemmeligheder for dig, men har du ikke også fortjent det.
Desværre er nogle mennesker indrettet efter devisen "går den, så går den". Det vil sige at de rent faktisk går og lyver, fortier eller er uærlige, også overfor deres nærmeste. Nogle stopper ikke med adfærden før de får kniven på struben og kan se en alvorlig konsekvens, som fx faren for at miste relationen.
Ved siden af skulle du måske også selv tage nogle individuelle samtaler. Det slår mig ud fra hvad du skriver, at du må være verdens mest tålmodige menneske, men også at du måske har et lavt selvværd, siden at du lader dette ske uden at sætte grænser for "galskaben" og forlange noget mere tryghed fra hans side.
Mvh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmeside: gittesander.dk