Svigermor

Hvordan kan vi nogensinde, blive venner igen? 

- Jeg har en modbydelig svigermor

- Hun har altid kritiseret mig, og kun ved, at kalde hende ud på hendes opførsel,  er hun stoppet 70% …

Jeg HAR snakket med en psykolog om hende, og psykologen sagde : Snak om vejret med hende, ikke mere, fordi i skal ikke lade hende ind 

- Jeg giver to eksempel på hendes personlig,  jeg har 1000.

Jeg måtte få kejsersnit, nogen der gjorde meget ondt på vej, med vilje snakkede jeg ikke med hende om det, fordi sætter man døren på klemme, så tager hun hele døren af.

Jeg kom til at sige, Av! nogen uger efter jeg havde fået kejsersnit, fordi jeg fik lige pludselig så ondt! - og jeg sagde jeg tror det er kejsersnittet, da jeg havde nævnt kejsersnit vidste jeg at jeg havde “sagt for meget” 

Ud at miste et øjeblik sagde hun: Ja, hun vidste ikke hvordan jeg havde det, hun havde kun født rigtigt!

- Så plejer hun snakke om MIN vægt foran andre, sige Ja “Louise” er blevet så fede, mens jeg er der, altså “jeg” er Louise 

- Jeg har mistet alt for hende, jeg orker ikke mere - Jeg har intet tilovers for hende 

Det er urealtiske. at skære hende 100% ude af vores liv

Hvad søren skal jeg gøre?

jeg hader at være omkring hende, selv når hun giver kram, får jeg det sådan lidt, jeg gider ikke give hende en kram som den eneste i verden har jeg det sådan med hende 

Psykologens råd lyder nu meget klogt. Og så bliv ved med at sige fra overfor de der stikpiller og små tilsvininger. Man skal vælge sine kampe men det er nedbrydende i længden hvis det bliver ved. Så jeg synes du skal sige på en pæn måde at hun må holde sine grimme kommentarer for sig selv.

Hvad siger din mand?

Anonym skriver:

Hvordan kan vi nogensinde, blive venner igen? 

- Jeg har en modbydelig svigermor

- Hun har altid kritiseret mig, og kun ved, at kalde hende ud på hendes opførsel,  er hun stoppet 70% …

Jeg HAR snakket med en psykolog om hende, og psykologen sagde : Snak om vejret med hende, ikke mere, fordi i skal ikke lade hende ind 

- Jeg giver to eksempel på hendes personlig,  jeg har 1000.

Jeg måtte få kejsersnit, nogen der gjorde meget ondt på vej, med vilje snakkede jeg ikke med hende om det, fordi sætter man døren på klemme, så tager hun hele døren af.

Jeg kom til at sige, Av! nogen uger efter jeg havde fået kejsersnit, fordi jeg fik lige pludselig så ondt! - og jeg sagde jeg tror det er kejsersnittet, da jeg havde nævnt kejsersnit vidste jeg at jeg havde “sagt for meget” 

Ud at miste et øjeblik sagde hun: Ja, hun vidste ikke hvordan jeg havde det, hun havde kun født rigtigt!

- Så plejer hun snakke om MIN vægt foran andre, sige Ja “Louise” er blevet så fede, mens jeg er der, altså “jeg” er Louise 

 

- Jeg har mistet alt for hende, jeg orker ikke mere - Jeg har intet tilovers for hende 

Det er urealtiske. at skære hende 100% ude af vores liv

 

Hvad søren skal jeg gøre?

 

jeg hader at være omkring hende, selv når hun giver kram, får jeg det sådan lidt, jeg gider ikke give hende en kram som den eneste i verden har jeg det sådan med hende 

Hvor er din mand/kæreste henne? Han SKAL sige fra over for hende, hvis hun taler grimt til dig eller taler grimt om dig foran andre. Det er slet ikke til diskussion. Du skal kunne regne med ham og vide, at han ikke finder sig i, at hans mor taler sådan til/om hende, han har valgt og elsker. Han har ingen ret til at negligere det, hvis du har det, som du har det. Nogle mænd synes, det kan være rigtig svært at sige fra over for deres egen mor - ja måske næsten umuligt. Men det er faktisk hans opgave - du er nødt til at kunne regne med hans støtte! Samtidig har du også selv en opgave i at sige fra over for hende, fordi hun overskrider din grænse og det er også her, at du er nødt til at kunne regne med opbakning fra din mand. Det er nedslidende for dig, hvis du lader hende træde på dig med sine ord. Det er respektløst af hende at tale sådan om dig. Men det er også respektløst af din mand, hvis han negligerer/ignorerer det. Sætninger som "jamen sådan er hun", "hun mener ikke noget med det" og lige så - det fjerner ikke din ret til at sige fra og det giver hende ikke ret til at tale sådan til/om dig.

Nu lyder det nok rigtig hårdt og der er det jo så med at finde en god måde at sige fra på, hvis man også ønsker et forhold bagefter, men så hun stadig ikke er i tvivl om, hvad du mener.

IenFart skriver:

Psykologens råd lyder nu meget klogt. Og så bliv ved med at sige fra overfor de der stikpiller og små tilsvininger. Man skal vælge sine kampe men det er nedbrydende i længden hvis det bliver ved. Så jeg synes du skal sige på en pæn måde at hun må holde sine grimme kommentarer for sig selv.

Det har jeg gjort - 

Hun er 70% “bedre” men det er ligesom “hun kan ikke slippe det” 

- Må “bare blive ved”

Anonym skriver:

Hvor er din mand/kæreste henne? Han SKAL sige fra over for hende, hvis hun taler grimt til dig eller taler grimt om dig foran andre. Det er slet ikke til diskussion. Du skal kunne regne med ham og vide, at han ikke finder sig i, at hans mor taler sådan til/om hende, han har valgt og elsker. Han har ingen ret til at negligere det, hvis du har det, som du har det. Nogle mænd synes, det kan være rigtig svært at sige fra over for deres egen mor - ja måske næsten umuligt. Men det er faktisk hans opgave - du er nødt til at kunne regne med hans støtte! Samtidig har du også selv en opgave i at sige fra over for hende, fordi hun overskrider din grænse og det er også her, at du er nødt til at kunne regne med opbakning fra din mand. Det er nedslidende for dig, hvis du lader hende træde på dig med sine ord. Det er respektløst af hende at tale sådan om dig. Men det er også respektløst af din mand, hvis han negligerer/ignorerer det. Sætninger som "jamen sådan er hun", "hun mener ikke noget med det" og lige så - det fjerner ikke din ret til at sige fra og det giver hende ikke ret til at tale sådan til/om dig.

Nu lyder det nok rigtig hårdt og der er det jo så med at finde en god måde at sige fra på, hvis man også ønsker et forhold bagefter, men så hun stadig ikke er i tvivl om, hvad du mener.

Min mand har forsvaret mig, men altid når jeg har bedt ham! aldrig på eget intiativ han er konflikt sky 

- MEN nu er hun 70 år, og nu føler jeg ”manipulere” min mand, med det er synd for mig, jeg er så ensom, så har min mand ondt af hende, og han er mindre tilbøjelig, at vilde lytte til mig, når jeg siger, at jeg synes hun er modbydelig.

Han har ondt af hende. - ingen hemmelighed det har jeg det vanvittigt svært med

- Jeg snakker meget mindre med hende, KUN fordi jeg er bange for lige pludselig, at blive kritiseret - Jeg er altid på overarbejde omkring hende 

Anonym skriver:

Min mand har forsvaret mig, men altid når jeg har bedt ham! aldrig på eget intiativ han er konflikt sky 

- MEN nu er hun 70 år, og nu føler jeg ”manipulere” min mand, med det er synd for mig, jeg er så ensom, så har min mand ondt af hende, og han er mindre tilbøjelig, at vilde lytte til mig, når jeg siger, at jeg synes hun er modbydelig.

Han har ondt af hende. - ingen hemmelighed det har jeg det vanvittigt svært med

- Jeg snakker meget mindre med hende, KUN fordi jeg er bange for lige pludselig, at blive kritiseret - Jeg er altid på overarbejde omkring hende 

Hmm... nu ved jeg jo ikke, om jeres forhold altid har været sådan, og hvordan hun taler til dig, altså i hvilket stemmeleje, eller kommer der et skadefro smil bagefter eller sådan nogle ting. Om der bliver rullet øjne eller om hun fx går uden om dig, når der skal gives kram osv. Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at din mands første kærlighed, det er hans mor. Det lyder måske underligt, men det er sandt. Hun har født ham, hun har givet ham mad og kærlighed. Og så det tricky, at han jo er det modsatte køn end sin mor. Generelt tror jeg, man ofte har et andet forhold til en datter end man vil have til en søn. Andre forventninger, måder man kan sammenligne sig på. Det er fx mere naturligt, at datter ringer til sin mor og beder om råd til amningen eller natteroderiet end det er for søn at ringe til sin mor og bede om råd til amning. Eller når man sender et billede, så kan man som kvinde måske ubevidst komme til kun at sende billedet til sin egen mor og ikke også svigermor. Det er måske lidt mere specielt at være mormor..  eller det er også specielt at være farmor, men i mange tilfælde kan man godt ryge lidt ud på sidelinjen, fordi det helt automatisk ofte er kvinden, der tager sig af det sociale, og hun måske er mest tryg ved sin egen mor. Mandens kom mor kan nemt komme til at sammenligne svigerdatteren med sig selv, fordi de er samme køn. Er hun nu en god nok kvinde til min søn? Passer hun til ham, sådan som hans mor har opdraget ham? Synes svigermor, at svigerdatter opdrager sit barn, som hun selv ville have gjort? Særligt i den ældre generation er der også til tider en tendens til at være lidt mere firkantet i væremåde, opdragelsesmetoder osv, hvor man i dag er mere åbensindet og tolerant over for forskelligheder. For der er jo stor forskel på den unge generation ift den ældre generation. I bund og grund, så har svigermor fået en konkurrent i svigerdatteren. Og specielt når svigermor bliver til farmor - så sker der nogle gange et eller andet.

Jeg synes personligt du skal sige noget til hende. Nogle personer er så dårlige til at forstå hvad de siger forkert. Jeg har en farmor som er på samme måde. Så f.eks. hvis hun kommer med en bemærkning, så spørg hende hvorfor hun siger det til dig eller hvad du skal bruge den information til. Hvis hun siger du er blevet tyk, så sig at det er noget mærkeligt noget at sige til andre mennesker. 
Øv nogle sætninger du kan sige når du kommer i den situation, gentag dem hver gang. Lige en tilføjelse, du må gerne være mere hård og kontakt, som at sige "sikke en ubehøvlet/grim/dum kommentar". 

Forstår godt du synes det er hårdt.

Anonym skriver:

Hmm... nu ved jeg jo ikke, om jeres forhold altid har været sådan, og hvordan hun taler til dig, altså i hvilket stemmeleje, eller kommer der et skadefro smil bagefter eller sådan nogle ting. Om der bliver rullet øjne eller om hun fx går uden om dig, når der skal gives kram osv. Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at din mands første kærlighed, det er hans mor. Det lyder måske underligt, men det er sandt. Hun har født ham, hun har givet ham mad og kærlighed. Og så det tricky, at han jo er det modsatte køn end sin mor. Generelt tror jeg, man ofte har et andet forhold til en datter end man vil have til en søn. Andre forventninger, måder man kan sammenligne sig på. Det er fx mere naturligt, at datter ringer til sin mor og beder om råd til amningen eller natteroderiet end det er for søn at ringe til sin mor og bede om råd til amning. Eller når man sender et billede, så kan man som kvinde måske ubevidst komme til kun at sende billedet til sin egen mor og ikke også svigermor. Det er måske lidt mere specielt at være mormor..  eller det er også specielt at være farmor, men i mange tilfælde kan man godt ryge lidt ud på sidelinjen, fordi det helt automatisk ofte er kvinden, der tager sig af det sociale, og hun måske er mest tryg ved sin egen mor. Mandens kom mor kan nemt komme til at sammenligne svigerdatteren med sig selv, fordi de er samme køn. Er hun nu en god nok kvinde til min søn? Passer hun til ham, sådan som hans mor har opdraget ham? Synes svigermor, at svigerdatter opdrager sit barn, som hun selv ville have gjort? Særligt i den ældre generation er der også til tider en tendens til at være lidt mere firkantet i væremåde, opdragelsesmetoder osv, hvor man i dag er mere åbensindet og tolerant over for forskelligheder. For der er jo stor forskel på den unge generation ift den ældre generation. I bund og grund, så har svigermor fået en konkurrent i svigerdatteren. Og specielt når svigermor bliver til farmor - så sker der nogle gange et eller andet.

Altså jeg mener, at det kan jo være, at svigermor har været vant til, at hun mere eller mindre altid har været den der har haft noget at skulle have sagt og der så kommer en svigerdatter ind i billedet, så er/bør hun ikke længere være nummer 1 men bliver nummer 2, og det kan være lidt en omvæltning. Hun har måske altid været lidt grov i munden, men det bliver man nok ofte døv overfor, når man vokser op i det og det kan være svært at se problemet i det, når en anden påpeger det. For han har da overlevet og han elsker sin mor, så hvorfor begynde at lave rav i det? Men det ER vigtigt, at han støtter dig fortsat og ellers prøv stille og roligt (hvis du kan overkomme det) at inddrage hende på en positiv måde og så sige fra over for hende i den konkrete situation på en pæn måde, så hun bliver bevidst om sin adfærd. Det er HELT okay at sætte grænser

Du skal absolut IKKE finde dig i det! Du fortjener ikke, at blive behandlet på den måde. Sig fra! HVER GANG! Hvis det så ikke stopper omgående, kan du sige, at du er nødt til at have 0% kontakt med hende, hvis hun ikke kan finde ud af, at opføre sig ordentligt. 

Du fortjener respekt som alle andre.