Så blev det endelig min tur igen

Hej alle kommende 3. kvartals 2010 mødre.

Efter en ret slem abort i uge 10+6 kunne jeg nu i lørdags konstatere at graviditetstesten viste to meget tydelige streger, og jeg er simpelthen så lykkelig...og dog. Jeg tør næsten ikke tro på, at det skal gå godt denne gang. Min kæreste er meget optimistisk og glad, og han forsikrer mig om, at alt bliver godt denne gang, men jeg er bare angst helt ind til benet.

Hvis det kunne gå galt første gang, hvorfor skulle det så gå godt denne gang? Ja, jeg lyder måske paranoid, men sådan føles det. Suk.

Heldigvis er der også en del af mig, der har lyst til at springe rundt og juble, men jeg tror måske først, at jeg "tør", når jeg når over den famøse dato. Desværre. Det lægger lidt en dæmper på oplevelsen, men jeg har brug for at være forberedt på det værste.

Nå, men nok om alt det triste. Fact is = jeg skal være mor i juli. Så vidt jeg kan regne mig frem er det d. 3/7 (hvilket faktisk dagen før aborten sidste år) - måske god karma? Jeg ved det ikke. 

Jeg har endnu ikke de store gener (det havde jeg sidst), så det er da dejligt, og måske holder jeg op med at være så bange og tjekke efter blod hele tiden. Jeg håber i hvert fald, at jeg ved at være herinde kan få hygget lidt medjer, og at dét at skrive tanker og glæder ned, kan være med til at få mig på ret kurs - mod glæden og forventningen.

Glæder mig til at skrive med jer - og undskyld den noget blandede start

Mange hilsner Julibaby

Stort tillykke. Jeg håber, at du får en pragtfuld graviditet

De bedste hilsner

Karoline

Også stort tillykke fra mig. Kender følelsen, aborterede selv første gang, men har nu en skøn datter på 4 år. Havde virkelig svært ved at nyde graviditeten før jeg var over halvvejs, håber det lykkes for dig at glemme bekymringer og angst og bare juble. Held og lykke med det hele.

Tillykke med graviditeten. Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer og jeg tror ikke, at de forsvinder før du når langt hen i graviditeten.

Jeg selv har haft en graviditet uden for livmoderen, hvor jeg var rigtig syg og de frygtede nærmest for mit liv, udover det har jeg fået en spontan abort i 2007, i april 2008 blev jeg så gravid igen, selvom jeg havde opgívet det næsten. Jeg troede bare ikke, at det kunne lade sig gøre. Da jeg så fandt ud af, at jeg var gravid igen, ringede jeg straks til lægen og var totalt panisk, han sendte mig til skanning, som jo ikke kunne vise noget, idet det var for tidligt.. Så længe gik jeg og frygtede om jeg nu var gravid og ditten og datten, dette fortsatte faktisk ret langt ind i graviditeten, jeg vil sige, at når man har været til nakkefoldsskanning og fået bekræftet, at der rent faktisk er et sundt og raskt barn derinde, så falder man mere til ro - men jeg var først helt afklaret, da jeg havde født.. Jeg vil så sige, at det også hjælper rigtig meget når man begynder at kunne mærke liv hver dag - så sker der noget rent mentalt

Nu venter vi så vores andet barn, min lille pige har fødselsdag bliver 1 år her fredag den 15 januar. og jeg er p.t. sat til 27.07.10 - skal til nakkefoldsskanning på torsdag, dagen før, og før denne tør jeg ikke være sikker på noget, selvom maven vokser og alle symptomerne er der..

Så forstår godt dine frustrationer og følelser. Man føler at man skal vente i evigheder på afklaring - men det må man bare bide skeer med, alt det gode kommer til den der venter .

Mvh.

Tanja 11+6