Jeg knækker hurtigt

Hvordan får jeg styrket mig selv mentalt, så jeg ikke kommer ned i et “hul” mentalt hvor jeg intet kan overskue og hvor jeg allerhelst har lyst til at blive liggende under dynen?? 
Det sker tit efter et skænderi med kæresten. Ikke altid men ofte. Jeg bliver så enormt ked af det og depressiv, så jeg intet kan overskue…ikke engang at tage på arbejde, så jeg melder mig syg. Det er jo ikke holdbart i længden og jeg vil ikke fortsætte sådan da jeg får så dårlig samvittighed! Og så kører den onde cirkel  

Jeg har ingen selvværd eller troen på mig selv og ingen styrke til at kunne “hanke” op i mig selv. 
Jeg føler mig som en kæmpe fiasko! 

Hvad gør jeg??

Måske en snak med lægen, så du kan få en henvisning til en psykolog, så du generelt kan få det bedre?

og så en snak med kæresten  Det er vel ikke meningen at man skal skændes sådan at man bliver så dårlig af det Ja det ved jeg ikke, men vi skændes nærmest aldrig herhjemme…

Snak med en psykolog, jeg har lige været til anden samtale fordi har det lidt ligesom dig. Og det hjælper så meget at få snakket tingene ud, jeg har rigtig mange ting med i bagagen

Du skriver selv problemet: du har intet selvværd  og det lyder til der er nogle dybdeliggende ting du kan arbejde med. 

Start evt med at praktisere selvkærlighed, mit bedste råd er en psykolog til at arbejde med de gamle trauma som er til grunde for hvorfor du har det så skidt. 

Du skal have styrket dit selvværd.  Det skylder du dig selv og dine medmennesker. 

Tal med lægen, meld dig evt. nogle selvudviklingskurser, gør noget der gør dig glad og i godt humør. Fx en gåtur, løbetur, en sportsgren, sang eller hvad der nu interesserer dig. 

Og så skal du have styr på jeres skænderier/diskussioner. I skal lære at kommunikere ordentligt. Det skal jo ikke være sådan at du ikke kan passe dit arbejde pga. et skænderi. Vi skændes ikke herhjemme.. Det lyder kontroversielt, men det gør vi faktisk ikke og har aldrig gjort det. Vi har altid vægtet kommunikation højt og har derfor altid kunne tale os fra "problemer." Så jeg har ikke prøvet at være såret/ked af det efter et skænderi. 

Men gør noget, så du kan få det bedre

Har du haft en hård barndom? 

Vi som er blevet omsorgssvigtet, er ikke lige så stærke psykisk ( selvfølge er det ikke alle sammen men næsten &hellip 

Hvergang man bliver mødt som barn får man et ekstra lag, ligesom en LØG, din løg, skal være store og ha mange lag, dem af os der er omsorgssvigt har meget mindre lag derfor hurtigere til at vælte - det er mega øv

Anonym skriver:

Har du haft en hård barndom? 

Vi som er blevet omsorgssvigtet, er ikke lige så stærke psykisk ( selvfølge er det ikke alle sammen men næsten &hellip 

Hvergang man bliver mødt som barn får man et ekstra lag, ligesom en LØG, din løg, skal være store og ha mange lag, dem af os der er omsorgssvigt har meget mindre lag derfor hurtigere til at vælte - det er mega øv

Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet direkte omsorgssvigtet, men jeg mindes aldrig at havde hørt mine forældre sige, at de elskede mig.
Min far døde da jeg var barn. Herefter begyndte min mor at drikke. Jeg stoppede med at spise, begyndte at dyrke en del motion og begyndte selvfølgelig at tabe mig. Jeg kan huske, at jeg 1 gang med vilje kastede aftensmaden op. Men kun den ene gang.
Kom på efterskole hvor ingen lærer/voksne undrede sig over, at jeg ingenting spiste… ingen spurgte mig om hvordan jeg havde det.
Jeg mindes også min mor om at bearbejde mig for min fars død. Efter hun begyndte at drikke fandt jeg hende nogle gange død drukken på gulvet hvor jeg havde svært ved at komme i kontakt med hende. Jeg sad også ved kassen i den lokale købmand  og skulle sidde der og scanne øl ind for min mor Det var så flovt kan jeg huske. 
Så tja…måske en form for omsorgssvigt…