Forholdet efter børn

Mit forhold sejler efter vi har fået barn, vi bliver hele tiden irriteret på hinanden. Vi snakker om det og hvad vi kan gøre anderledes. Men vi er bare så presset både på søvn og overskud og ender samme sted hver gang

Jeg elsker min mand, han er så god en kæreste og far, så frygter virkelig vi mister hinanden i alle dagligdagens konflikter. Glæder mig hver gang vi skal være sammen, men vi ender næsten altid i konflikt og så bliver stemningen derefter. Vores barn er 1,5 år og vi har snakket om nummer 2, men er selv begyndt at trække i land. 

Hvad gør i andre for at komme bedre igennem hverdagen ? Eller er der nogen der har stået i det samme, hvor det er blevet bedre når barnet er blevet ældre ? 

Vi griner! Når alt er kaos og den ene eller anden (... eller den tredje) driver os til vanvid  så kan jeg godt finde på at stoppe op og begynde at smågrine til min mand og bruge ironi. Det gør vi begge lige trækker vejret en ekstra gang og det giver et øjeblik af sammenhold. 

Så grin og ryst på hovedet! Det er total kaos nogen gange og børn kan drive en laaaangt langt ud. Det fortjener et smil. 

Sådan havde vi det også da vores barn var i den alder (og op til da og et års tid efter). Indimellem kan vi stadig have det sådan, men det er helt sikkert blevet bedre med tiden (og med mere overskud).

Jeg vil helt sikkert råde jer til at vente med endnu et barn, så I har overskud til jer og hinanden og det barn i allerede har.

Jeg kan genkende det. Vi blev lidt reddet af corona, nedlukning og hjemmearbejde som gjorde at vi lige pludselig ikke skulle så meget. Det var faktisk helt rart.

Vi har lige fået nummer to og vores store er lidt mere end 4. Hun er blefri, rimelig selvstændig og det fungerer rigtig godt. Lad være med at lade jer presse af at der skal være 3 år mellem søskende. Gør det når i har overskud og lyst.

Ellers har vi rengøringshjælp og har generelt sat ambitionerne ned og accepterer at lige nu er det lidt leverpostej til gengæld har vi to skønne børn, som tager tiden og det nyder vi jo også

Vi får vores barn passet så vi kan komme lidt ud og nyde hinanden. Og før jeg blev gravid åbnede vi en flaske vin om fredagen og snakkede ugen igennem og holdt date nights

Du skriver det så fint selv - I elsker hinanden, men kvæles i udmattelse og søvnmangel. Til det er min første tanke: Der er ingen grund til at gennemtvinge et barn mere, det er måske lige præcis det som sparker jer ud over rampen. Nu kender jeg ikke jeres hverdag, men jeg tænker dernæst: Hvor kan I skære ned, så livet bliver nemmere og sjovere: Skal I arbejde mindre? Have mindre transporttid? Deltage i færre aftaler? Skiftes til at få en god nattesøvn? Droppe nogle huslige pligter? Hvis man virkelig tør kigge alt igennem, kan mange at de ting som presser os, ofte godt tåle at blive skruet ned for… selvom det måske koster lidt på fx økonomi, komfort, den sociale  konto, eller lignede … og det er alt andet sjovere end at blive skilt eller ikke få de børn man egentlig ellers ønsker sig?

Sikke nogle gode råd. 

Derudover vil jeg foreslå at fortælle ham mere af det gode. At du elsker ham, at han er en god far, har en flot mås, skønne øjne eller bare var en helt for at lave morgenkaffe. Det giver måske lidt mere energi til at lave ændringerne.

Jeg kan selv lide at snakke om tingene, men måske skal I lade de dybe samtaler ligge for nu og bruge energien på at tilgive hinanden lidt i hverdagen? 

Derudover kan et undskyld nogle gange redde verden. 

"Undskyld, jeg blev irriteret. Jeg er simpelthen bare for træt, og det gik ud over dig." og afslut med et kys.

HilliHallo skriver:

Vi griner! Når alt er kaos og den ene eller anden (... eller den tredje) driver os til vanvid  så kan jeg godt finde på at stoppe op og begynde at smågrine til min mand og bruge ironi. Det gør vi begge lige trækker vejret en ekstra gang og det giver et øjeblik af sammenhold. 

Så grin og ryst på hovedet! Det er total kaos nogen gange og børn kan drive en laaaangt langt ud. Det fortjener et smil. 

Tak for rådet det må være dejligt at kunne grine sig igennem noget af kaoset, det kunne vi godt lære noget af. Må prøve at se om vi kan få nogle flere grin ind i det hele. 

Anonym skriver:

Sådan havde vi det også da vores barn var i den alder (og op til da og et års tid efter). Indimellem kan vi stadig have det sådan, men det er helt sikkert blevet bedre med tiden (og med mere overskud).

Jeg vil helt sikkert råde jer til at vente med endnu et barn, så I har overskud til jer og hinanden og det barn i allerede har.

Okay dejligt at høre det for jer vendte når barnet blev ældre. Vi har mange overvejelser i forhold til at få nummer to. En af dem er at nu er vi i det og vi ønsker os begge brænde en nummer to. Så vi føler begge det ville være mere uoverskueligt om 3 år når vi havde vænnet os til at sove lidt mere og ikke hele tiden var på. Kan også være at vi er helt fejl på den.

Anonym skriver:

Jeg kan genkende det. Vi blev lidt reddet af corona, nedlukning og hjemmearbejde som gjorde at vi lige pludselig ikke skulle så meget. Det var faktisk helt rart.

Vi har lige fået nummer to og vores store er lidt mere end 4. Hun er blefri, rimelig selvstændig og det fungerer rigtig godt. Lad være med at lade jer presse af at der skal være 3 år mellem søskende. Gør det når i har overskud og lyst.

Ellers har vi rengøringshjælp og har generelt sat ambitionerne ned og accepterer at lige nu er det lidt leverpostej til gengæld har vi to skønne børn, som tager tiden og det nyder vi jo også

Okay �� dejligt at høre. Hvordan var det med så stor aldersforskel? Vi er ikke bekymret for om de vil lege sammen, mere om at starte helt forfra når ens første barn var helt selvstændig.

Vi er faktisk også ved at se på hvordan vi kan rykke rundt på lidt penge så vi kan købe os til feks mere rengøring og måske mad udefra.