Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 7 måneder. Jeg er 35 og han er 39, begge med ønske om børn. Jeg har fra starten meldt ud at jeg ret hurtigt vil have børn og er klar nu. Nu hvor jeg melder dette ud, viser det sig at han er i tvivl om han er klar. Hvordan kan vi få snakket os frem til hvornår han er klar? Jeg har intet ønske om at presse ham, men med vores aldre er tiden en stor faktor. Jeg vil gerne hjælpe ham til at mærke efter, jeg ved bare ikke hvordan jeg kan støtte ham.
Gittes svar
Hej,
Du kan stille åbne spørgsmål til ham, og derefter lytte godt efter.
Klarhed om man vil have børn eller ej er en proces, og for nogle er det også en lang proces. Nogle gange er den proces en form for uransalig, på den måde forstået, at det kan være svært at pege på noget specifikt, der lige leder til et "ja" eller "nej". Der kan være tale om en form for modenhed som et voksent menneske, der skal være tilstede. Men der kan jo også være tale om, at man ikke kan se sin partner som en livspartner på den måde, eller at man ikke kan se sin partner som forældre til ens barn. Meget ofte er det dog noget dybt personligt. I øjeblikket er der en stigning af unge, der ikke ønsker børn pga. udviklingen i verden, klimaforandringer osv. Her kan man jo nærmest sige at det er en værdi eller et eksistentielt valg. Men det er også sådan, at psykisk lidelse som fx. angst og depression kan spærre for at man har mod nok på sit eget liv, tror nok på sig selv og sig selv som forældre, til at man "tør" få børn. Alene et eget dårlige selvværd kan stå og blafre med, at man sikkert vil blive en mega dårlig forældre, og derfor bør afholde sig fra at blive det. Det kan også være, at man simpelthen ikke ser det som en del af meningen med ens liv, eller at man ikke rigtig kan identificere sig selv som en kommende forældre, eller ganske enkelt bare har andre ting, man hellere vil bruge sit liv på. Eller sådan noget som arvelige sygdomme kan spille ind i ens valg.
Der kan være så utroligt mange forskellige perspektiver, tanker og værdier i spil omkring dette spørgsmål. Så ja, kunsten for dig er jo at forblive i dialogen omkring det på en åben og interesseret måde. Da I ikke har været sammen ret længe, handler det også om overhovedet at lære hinanden at kende på dette felt.
Nu skyder jeg lige fra hoften om, hvad man for eksempel kan spørge om (men selvfølgelig ikke på en gang):
- Hvad var dine tanker om at få børn inden du mødte mig?
- Er du sådan en, der har tænkt på at få børn, da du selv var barn eller ung? Hvornår begyndte du at tænke på om du selv ville have børn?
- Har du tidligere været i parrelationer, hvor du begyndte at tænke på at få børn sammen?
- Hvad er dine erfaringer vedrørende det med at få børn fra din opvækst? Tror du at dine forældre var glade for at få børn? Var der nogle problemer i forbindelse med at få eller have børn?
-Hvordan forestiller du dig, det bliver, hvis du skulle være far? Hvad er vigtigt for dig, hvis du skulle have et barn?
-Hvad synes du at fordelene og ulemperne er ved at have børn?
- Hvad tænker du egentlig, når du har set nogle af dine nærmeste familie og venner få børn?
-Hvad tror du, der bliver det bedste og det værste ved at være far til et barn?
- Er der noget, der bekymrer dig ved, hvis du skulle have et barn, noget du frygter?
Hvad synes du at der er vigtigst at tænke på for hvis du skal vælge hvem der skulle være en mor til dit barn? Er det nogle karakteregenskaber, som du synes eller tror jeg har? Er der noget, du mangler at se fra mig, før du tør få barn med mig?
- Hvis du aldrig ville have børn, ville du så turde sige det til mig?
- Tror du, at jeg kan blive en god mor?
- Hvis du kigger tyve år frem og forestiller dig, at du sidder og overvejer de sidste tyve år af dit liv. Ser du så dig selv få børn, og hvor mange, og hvornår?
- Er der noget, du mangler at vide om mig eller om vores situation, for at du bedre kan komme til klarhed over, om du vil have børn sammen med mig?
- Er der noget, som du tænker, at du har behov for at gøre, med henblik på at få større klarhed?
- Hvad håber du /ønsker du / længes du efter fra min side vedrørende børne-spørgsmålet?
Ellers kan I komme ind til en parterapi session med henblik på at tale om det emne, hvor terapeuten kan hjælpe mere specifikt i processen. Det eneste jeg så kan tænke der, er at din kæreste måske risikerer at bakke, hvis du presser ham for meget på dette her felt. I har jo nærmest lige mødt hinanden.
Men jeg forstår godt, at dit biologiske ur begynder at tikke, og at det ikke er så let, når du selv føler dig afklaret. Det må du jo også fortælle ham klart og tydeligt om.
I virkeligheden kan I begge to gennemgå ovenstående spørgsmål, evt. sætte jer hver for sig og svare på dem skriftligt, og bagefter dele hvad hver jeres svar er på de spørgsmål. Som en slags "Spørgekort".
Men husk at dette er ikke noget man afklarer på to timer, det er en proces, der kræver tid, og nogle gange lang tid, hvor forskellige ting skal gøres eller afprøves osv.
Vh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk
