Jeg har været meget i tvivl om, jeg skulle lave det her opslag, fordi jeg er bange for, om det er mig, som tænker for meget over det, men nu vil jeg gerne have jeres mening.
Here it goes:
Der er ingen tvivl om, at bedsteforældrene har favoritbørnebørn. De har 6 i alt, og 2 af dem er deres favorit. Det er der ingen tvivl om.
Vi KAN jo ikke tvinge dem til at lide vores børn (Vi har 2) eller tvinge dem til at være sammen med dem, men det gør så ondt i mit moderhjerte, når mit barn selv lægger mærke til det.
Min ældste bliver ofte valgt fra til fordel for de 2 andre. Min ældste har fødselsdag tæt på den ene af de børn, og i år blev det barn fejret 3 gange med bedsteforældrene (tur til sommerhus, tur til Legoland og almindelig fødselsdags"fest", hvor vi ikke var inviteret). Igen: det er virkelig dejligt, at de laver alle de her ting.
Det kommer jo ikke bag på dem, hvornår mit barn har fødselsdag, men alligevel vælger man at gøre det der, hvor vi holder vores barns fødselsdag. (Det var også meldt ud!)
Mit barn lægger selvfølgelig mærke til det og bliver en faktisk ked af det. Som forældre synes jeg, at det er svært at tackle, for hvad siger man til ens barn? Vi prøvede dog med afledning mm.
Mit barn har af flere omgange selv givet udtryk for det og tit spurgt os, hvorfor de ikke vil være sammen os. Et eksempel er, at vi alle sammen var ude at rejse, og her kommer det også meget til udtryk.
Da vi er mange afsted kan vi ikke sidde alle sammen ved samme bord, og her sætter bedsteforældrene sig kun ved de børn og forældre. Både morgen, frokost og aften. Derudover laver de også kun ting med dem, selvom vi prøver at lægge op til om de ikke vil lave noget med de andre børn.
Min datter spørger direkte om hvorfor de bedre kan lide de andre børn. Igen: Hvad siger man til sit barn???
Det her er kun meget få ting som er nævnt, men generelt så vil de ikke de andre børnebørn, men alligevel brokker sig over, at de ikke har noget forhold til dem. Vi har både tilbudt at de kan lave noget med dem mm.
Når de så har vores børn (Det er meget få gange!), så er især bedstemor sur og har en attitude om at børnene er irriterende. Det ene barn af vores er i en alder, hvor man tit spørger ind til tingene, hvorfor, hvordan mm. Jeg tænker, at det er det, som de ikke kan rumme?
Mit barn er begyndt at blive så usikker i deres selsskab, at hun nærmest ikke tør sige noget eller være sig selv.
Som voksen ved jeg, at jeg ikke kan tvinge dem til at lide mine børn eller være sammen med dem - men hvordan pokker hjælper man sit barn igennem det?
Generelt prøver vi ikke at gøre det store ud af det, vi rummer følelserne fra børnene og lader dem være kede af det, når de bliver "valgt fra".
