Når man kommer til at skændes foran børnene?

Ja, det sker desværre i ny og næ, at min kæreste og jeg kan komme til at skændes foran børnene. Det er ikke sådan nogle voldsomme skænderier, hvor vi kaster med ting eller kalder hinanden noget. Det gør vi slet ikke. Men - det er "almindelige" skænderier, såsom: "du havde jo sagt, at du ville gøre det, og så gør du det ikke", "jeg synes, du hakker meget på mig" og så videre.
Vi prøver at stoppe det - men under alle omstændigheder, ja, så hører ungerne det jo.

Hvad siger I til børnene bagefter?

Jeg ved, de hader det. Især den store på 6, som er meget følsom. Han kommer nogle gange og siger, at vi skal stoppe med at skændes. Men generelt så sætter de sig sammen og leger lidt afsides.

Jeg plejer at sige, at vi var sure på hinanden, men er blevet gode venner igen - uden at forklare årsagen eller noget.

Hvad gør I?

Jeg synes egentlig det er fint nok at børn oplever at de voksne kan være uenige eller lidt sure på hinanden - så længe de også ser hvordan man taler om det og blivet gode igen. 
det er der vel også noget læring i? Hvis børn tror at verden altid er happy go lucky, så bliver det et svært liv og svært at blive voksne og finde et parforhold der lever op til forældrenes glansbillede. 

så længe det netop ikke er skænderier med hævede stemmer, øgenavne eller andet voldsomt. 

Mor11 skriver:

Jeg synes egentlig det er fint nok at børn oplever at de voksne kan være uenige eller lidt sure på hinanden - så længe de også ser hvordan man taler om det og blivet gode igen. 
det er der vel også noget læring i? Hvis børn tror at verden altid er happy go lucky, så bliver det et svært liv og svært at blive voksne og finde et parforhold der lever op til forældrenes glansbillede. 

så længe det netop ikke er skænderier med hævede stemmer, øgenavne eller andet voldsomt. 

Ja, det er faktisk også det, jeg prøver at sige til mig selv...

Jeg er vokset op hos en enlig mor, så for mig er det på en eller anden måde meget slemt at skændes foran børnene. Men måske er det normalt...

Anonym skriver:

Ja, det er faktisk også det, jeg prøver at sige til mig selv...

Jeg er vokset op hos en enlig mor, så for mig er det på en eller anden måde meget slemt at skændes foran børnene. Men måske er det normalt...

Jeg synes nu ikke det du skriver er at betegne som at skændes. det er mere lidt utilfredshed og diskussion. Men der bliver jo faktisk rigtigt fint sat ord på “jeg synes du hakker af mig for tiden”. Mega vigtigt at kunne sige højt og umiddelbart hvordan man har det og opfatter den andens ord! 

Hvis det påvirker børnene, så tag en snak med dem efterfølgende. At far og mor var uenige om en ting, men de nu er blevet gode venner igen. Det er ok at være uenig og det er vigtigt at lære sine børn, at man bliver venner igen. Evt sige undskyld til sin partner foran børnene. 

Livet er jo ikke altid glade dage, og det kan børn godt lære, sålænge mor og far er gode venner og taler pænt til hinanden 

Vi skændes også ind imellem foran børnene. Tænker det er uundgåeligt og, som en anden skriver, at så længe skænderiet er ligeværdigt, og ikke den ene er voldsom overfor den anden, så er det jo sådan livet er i et parforhold til gider

Jeg tænker at børn skal lære hvordan man håndterer uenigheder og det er oplagt at de lærer det ved at se på jer. 

Jeg er vokset op i en familie, hvor mine forældre aldrig skændtes (troede jeg).. Det har så gjort, at hver gang jeg skændtes med en kæreste, så slog jeg op kort efter, for jeg troede jo, at forhold skulle være uden skænderier for at de var gode.. 

Så diskussioner/små skænderier uden råben er bestemt lærerigt for jeres børn.. Også selvom de måske er følsomme.. Har selv en følsom datter, men hun må stadig gerne se, at vi kan blive uvenner og sure på hinanden, og dagen efter gå og kysse og drille hinanden

Jeg skændes virkelig sjældent med min mand - altså hvis man med dette ord mener ophidselse diskussioner og hævede stemmer. Det sker faktisk aldrig, måske max. et par gange da vi var unge og sikkert fulde. Men hverdagsuenigheder og “ej, kunne du ikke lige” eller “det synes jeg da ikke er okay”, dem kan vi sagtens have i ny og næ, og det sker da også når børnene er der. Det ved jeg godt at se ikke bryder sig om, men vi taler aldrig grimt eller råber, og jeg tror egentlig at det er okay for børn at se uenigheder løst på en fin måde? Og jeg plejer at tale åbent med børnene om det. “Ja, jeg blev lige sur på far fordi han krympede min yndlingsbluse til str. 12 år… men han gjorde det jo ikke med vilje og nu er vi gode venner igen”. Nogle gange snakker vi om at alle mennesker kan blive uvenner af og til - også med søskende, eller med venner … det vigtigste er at behandle hinanden ordentligt alligevel, kunne blive gode venner, evt. sige undskyld, osv… 

Vores søn blander sig altid  han kan lynhurtigt mærke når vi skal til og være uvenner og siger “stop mor” “stop far” så højt at man slet ikke får sagt det man skal  (grinesmiley) … tænker børn gerne må se at man er uenige, men det skal være kontrolleret skænderi