Hejsa.
Tak for alle de gode råd du altid kommer med, det har inspireret mig til at skrive ind til dig og spørge dig om en del spørgsmål.
Min dejlige søn på 17 måneder er for 3 måneder siden startet i vuggestue.
Rigtig god vuggestue, med rigtig søde pædagoger.
Min søn startede i december og det var en start med snot, virus, forkølelse og meget mere…
Ifølge pædagogerne går det fremragende nu, han spiser virkelig godt, sover flere timer og leger med de andre børn.
Meeen…
Det er ikke det jeg oplever herhjemme, jeg føler min dreng har ændret sig.
Han er blevet meget stædig, og en meget sur dreng.
Når han bliver hentet er han meget glad for at se mig kysser og krammer mig i næsten 10 min- lige indtil vi sætter os i bilen hvor han brokker sig græder og slår efter mig(viser utilfredshed).
Jeg føler han er meget utilfreds og bestemt ikke kærlig, når vi leger sammen. Han kan kaste med tingene efter mig og på gulvet i frustration da jeg ikke kan forstå hvad han vil med legetøjet (feks med dyr)….
Det skal lige skrives at det er bedre med far, der er han ikke så voldsom, det er mest med mig.
Når vi skal spise kan han finde på at kaste maden efter mig, og på gulvet, hvis det ikke lige går hurtigt nok eller hvis han ikke lige får hvad han peger på.
Indtil nu har det været okay, for jeg har prøvet meget pædagogisk og sige nej, og alt det jeg har læst i bøger man skal
Jeg har også prøvet at skælde hårdt ud hvor han har grædt og jeg har trøstet bagefter - det fungere heller ikke. Det er værre.
Nu er det blevet så voldsomt at han også slog efter hans farmor og tante, fordi de ikke gav ham et stykke legetøj fra bordet.
Han lagde sig på gulvet i protest og slog sig selv på hovedet… Meget voldsomt.
Jeg har talt med pædagogerne og spurgt om han ellers slår de andre børn i vuggestuen, det gjorde han bestemt IKKE! Han er virkelig god!
Hvad skal jeg dog gøre og hvor er min ellers søde og kærlige dreng blevet af? Han har virkelig ændret sig voldsomt negativt på 3 måneder, kan det være sygdommen? Alt virus hosteri,
smerte fra ørene og snot der har påvirket ham?
Hilsen den virkelig frustreret mor! ;(
Trines svar
Kære du
Tak for de søde ord og hvor er jeg glad for du skriver.
Når jeg hører beskrivelsen af din skønne dreng kan jeg ikke lade være med at få en fornemmelse af at han er på overarbejde.
Det er helt normalt når børn starter i vuggestue, at børn bruger utrolig meget energi på at observere, indrette sig, sanse og indgå i nye sociale interaktioner.
Så når du henter din søn er han brugt.
Han har ikke mere overskud.
Når der så oveni har været en del sygdom gør det det desværre ikke bedre.
Derfor vil jeg anbefale dig at være meget opmærksom på hvordan du møder ham når du henter ham.
Taler du meget?
Stille du mange spørgsmål?
Er der ro eller larm?
Jeg tænker at du med fordel kan sænke kravene til ham for en periode.
Jeg vil også anbefale at du har en snack med så når du henter så gør det til en fast rutine at vi sætter jer i bilen og får en snack og lidt at drikke. Det kan være en bolle, lidt frugt eller en klapsammen.
Tænk også ind i at lave en fast rutine når I kører hjem. Det kan være at I synger de samme sange, lytter til en lydbog eller bare er stille.
Ofte kommer vredesudbrud hvis der stilles for store krav fx hvis du taler meget til ham og stiller mange spørgsmål.
Jeg tror også at du med fordel kan begynde at arbejde med en tydelig struktur hjemme hvor der sættes tydelig rammer op i forhold til hvad der forventes af han. Men også i forhold til hvordan han skal reagere når han bliver frustreret og hvad du vil være med til.
Hvis han slår eller kaster med ting efter dig er det okay at sige "Jeg vil gerne have at du bruger dine ord/viser mig hvad du mener" og hvis han fortsætter kan du med fordel flytte dig mens du fortæller at du ikke har lyst til at lege med han når han slår.
Jeg tænker også at det er vigtigt at du italesætter hans følelser efterfulgt at en handleanvisninger.
Fx "Der blev du godt nok vred fordi mor ikke var hurtig nok! Jeg vil gerne have at maden bliver på tallerkenen og at du bruger dine ord/viser mig hvad du vil have"
Jeg håber det giver mening og ellers så husk at du altid er velkommen til at booke en GRATIS og helt uforpligtende afklaringsamtale, hvor vi sammen finder ud af hvordan vi kan hjælpe din dejlig dreng.
Mange hilsner Trine
Naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk