Brystkræft. Fortælle det til børnene

Jeg har simpelthen brug for at komme ud med det her...

For 3 uger siden blev jeg henvist af lægen til til sygehuset, grundet en knude jeg havde fundet i mit bryst. 14 dage efter (i mandags) var jeg til ultralyd og mammografi. Lægen fandt noget der ikke skulle være der, og som hun pænt "pakkede ind" var behandlingskrævende og hun tog i samme ombæring en biopsi i knuden. Herefter henviste hun mig til en MR skanning, som jeg fik i onsdags, altså 2 dage efter.

Jeg har egentlig gået og været okay afklaret, og vendt alle de værst tænkelige scenarier i hovedet i løbet af ugen der er gået og har ikke været ked af det eller i chock andet end lige da jeg lå på briksen og fik taget biopsien. 

Jeg skal have svar på min biopsi i morgen, og jeg gør så desværre dét, at jeg går ind og kigger på sundhed.dk og ser mit laboratoriesvar er kommet og ligger tilgængelig til at læse. Jeg er absolut ikke en haj til medicinske udtryk og gloser, men jeg forstår i hvert fald at invasiv cancer grad 3 ikke er super godt... 

Nu er mit spørgsmål bare... hvordan helvede fortæller man sine børn på 6 og 7 år, at mor har kræft?

Kære dig,

det er jeg ked af at høre. Det må være en frygtelig besked at sidde derhjemme og læse. Men det bliver nok ikke nemmere når du sidder senere og får det fortalt af en læge. 

Jeg ved desværre ikke hvordan man håndterer det med børnene. Men det ved de læger/sygeplejersker der skal give dig svar i dag. 
Mit bedste råd er at skrive nogle spørgsmål ned på et stykke papir i dag, bl.a. det her med børnene. Så du er sikker på at få spurgt dem. 

Herudover er min generelle oplevelse som sygeplejerske at børnene skal have forholdsvist ærlige svar. Og ikke for meget “pakken” ind og lignende. Tingene bliver for mystiske hvis de kan mærke at man ikke lyver. Samtidigt skal i heller ikke fortælle dem ting i “tror”, men først give dem besked når du har fået et svar og en plan. 

God bedring - jeg ønsker dig og din familie alt det bedste. 

En af mine sønners venners mor fik brystcancer da barnet var nyfødt., men de havde også en anden dreng der var 5 år. De forklarede det med at det var soldater der kæmpede inde i mor. De gode mod de onde. Nu er min søn 8 år og han snakker stadig om cancer som at det er soldater der kæmper og at man håber at de gode vinder. 
jeg håber det bedste for dig. 
i forhold til dine børn er der mulighed for hjælp i form at børne sorg grupper (tror jeg det hedder) igennem nogle fonde. Men alt det ved sygeplejersken/lægen godt. Men vigtigst ikke at få og skjule det. For de vil stadig kunne mærke at noget er galt og det er vigtigt at de kan få lov at snakke om det. 

Anonym skriver:

Jeg har simpelthen brug for at komme ud med det her...

For 3 uger siden blev jeg henvist af lægen til til sygehuset, grundet en knude jeg havde fundet i mit bryst. 14 dage efter (i mandags) var jeg til ultralyd og mammografi. Lægen fandt noget der ikke skulle være der, og som hun pænt "pakkede ind" var behandlingskrævende og hun tog i samme ombæring en biopsi i knuden. Herefter henviste hun mig til en MR skanning, som jeg fik i onsdags, altså 2 dage efter.

Jeg har egentlig gået og været okay afklaret, og vendt alle de værst tænkelige scenarier i hovedet i løbet af ugen der er gået og har ikke været ked af det eller i chock andet end lige da jeg lå på briksen og fik taget biopsien. 

Jeg skal have svar på min biopsi i morgen, og jeg gør så desværre dét, at jeg går ind og kigger på sundhed.dk og ser mit laboratoriesvar er kommet og ligger tilgængelig til at læse. Jeg er absolut ikke en haj til medicinske udtryk og gloser, men jeg forstår i hvert fald at invasiv cancer grad 3 ikke er super godt... 

Nu er mit spørgsmål bare... hvordan helvede fortæller man sine børn på 6 og 7 år, at mor har kræft?

Min mor har lige fået konstateret lymfe cancer. Vi har valgt IKKE at fortælle noget til min søn (han er 7 år). Vi ser ingen grund til at gøre ham unødig bange og bekymret. 
min mor er heldigvis sluppet billig og skal hverken have kemo eller stråling og skal blot til kontrol hver 3. Måned. Men havde hun skulle have en af delene så havde vi først fortalt ham det der, når man begyndte at kunne se det i form af hårtab. 
så personligt ville jeg ikke fortælle dem det før du ved hvad behandlingsmulighederne osv er. 

god bedring

Kræftens bekæmpelse har en side med gode om hvad og hvordan man fortæller børnene: https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/boern-og-unge/boern-i-kraeftramte-familier/fortael-boernene-sygdommen/

Synes før jeg har set en bog eller hæfte, der kan bruges når det skal fortælles - men den kunne jeg ikke finde. De henviser til en app, men det er vist først relevant når mor/far er på sygehuset indimellem.

God bedring

Puha en hård besked selv at modtage og skal give videre til sine børn. Sender mange tanker din vej

Jeg har ingen erfaring eller andet. Men her kommer mine tanker: børn opfatter mere end man tror, og er gode til at mærke stemninger, husk det. Prøv at forestil dig hvilke spørgsmål de evt kunne have til samtalen, så du på en måde kan forberede svar. Desuden synes jeg du/I skal vente med at fortælle børnene det til I selv ved lidt mere, så i netop kan svare på deres spørgsmål, så de føler at i forældre har styr på hvad der skal ske. 

Krydser mine fingre for dig og din familie 

Kære du. Det lyder benhårdt og selvfølgelig er du i alarm, når du læser sådan et svar. Men ud over, at jeg er helt enig i at man skal tale med børn om svære ting - åbent men i børnehøjde - så vil jeg anbefale at du venter til du ved noget mere. Børn er konkrete - så når du først har talt med lægerne og har er overblik over den kommende tid, har sundet dig lidt, så tag snakken med dine børn. Forsøg at gøre det enkelt og udramatisk og fortæl hvad der skal ske. Når de spørger til ting du ikke ved, så vær ærlig omkring det. Fortæl dem at de meget dygtige læger gør alt hvad de kan for at det hele løser sig

Vi står samme sted - her er det bare far og vi fik det at vide igår. Fuck det er hårdt, sådan noget  

Vi skal på hospitalet om en uge og der får vi at vide,  hvad præcis det er (det kan være to forskellige former han har), så derefter vil vi fortælle at far er syg, men at lægerne gør alt hvad de kan for at gøre ham rask igen. Vores barn er dog kun 4 - men de forstår jo alligevel meget. 
han skal også opereres inden for en måned - så det går stærkt. 

inde på kræften bekæmpelse er der en fin pjece - jeg googlede bare “når far har kræft”, så kommer den frem. Der er en historie om, hvor moren har kræft. I pjecen står der også nogle andre fine. 
Børn ved mere end man går og tror. 

vi skal også have fortalt det til børnehaven - ligeledes tænker jeg at du skal fortælle det til skolen, sådan at de ved hvad der røres sig. 

og så kram til dig. Det er en lorte tid

Tak for alle jeres gode råd

Dagen har været hård... var inde og få svar kl. 9.00 og selvom jeg jo havde forberedt mig på dét lægen ville sige, så slog det mig alligevel ud.

Heldigvis har jeg verdens bedste mand, der kan bevare roen og overblikket, så mens jeg sad i min helt egen verden med en masse/slet ingen tanker, så formåede han at spørge ind og få forklaret dét vi nu skulle vide.

Jeg havde ret i, at det er en aggressiv brystkræft jeg har. Jeg skal skannes yderligere i morgen og torsdag, så de er sikre på, at det ikke har spredt sig til knogler/lunger/lymfer osv. Efter skanningerne bliver jeg sat i medicinsk behandling suppleret med Kemo de næste Ca 6 mdr. Og herefter venter der en operation, hvor de fjerner hele brystet...nu skal jeg bare beslutte om det andet bryst også skal fjernes nu de er igang.. rekonstrueres skal der i hvert fald.

Vi fortæller børnene det på torsdag, da vi skal hjem til mine forældre fredag og fortælle dem det. Jeg ved mine forældre vil tage det tungt, især min far, da min farmor døde af kræft og det gjorde min onkel også..lægen var dog "fortrøstningsfuld" og sagde at i langt de fleste tilfælde med min form for kræft, så kan den medicinske behandling samt kemo helt fjerne tumoren (som er 4,5 cm stor) operation med fjernelse af brystet slipper jeg dog ikke for, da der også er forstadier til kræft udover selve tumoren..

vores børn får dét at vide, som vi selv ved og ikke mere. Og så må vi sørge for at snakke med hinanden om det hele og generelt være åbne og TURDE bringe emnet på banen.

Tak igen for jeres råd og bedringsønsker.

Åh altså. 
min svigerinde og bedste veninde gennemgår lige nu et aggressivt livmoderhalskræft forløb - sidste kemo i morgen, men konstant stråling og kemo ligger i hendes bagage de sidste fire måneder. 
hendes børn er 9 og 12 og her er erfaringen, at ærlighed og ikke noget pakkeri har været en gave. Der har ikke være spærgsmål som var ubesvaret, med mindre man selv ganske enkelt ikle kendte svarene. 
Det har givet børn og voksne ro. 
at kræften i hendes tilfælde er aggressiv, tog lægerne også som et godt udgangspunkt, da det oftere reagere rigtig godt på kemo.

jeg er frygtelig ked af det på dine vejne - det er skrækkeligt, når det pludselig kommer så tæt på. 
jeg ønsker dig alt det bedste, og skulle du få brug for at læsse mere af og fortælle om forløbet er baby.dk jo heldigvis også egnet til det  

kæmpe cyber kram til dig