Jeg føler mig ensom i det her. Søger råd?

Hejsa.

jeg er netop startet i fertilitetsbehandling. Jeg har været til 1. samtale og mine 3 søskende vidste det godt. 
ingen har spurgt ind til hvordan det er gået selvom jeg har fortalt hvornår det var og at jeg er bekymret.

det gør mig faktisk rigtig ked af det inderst inde. Jeg er heldig at have en rigtig forstående mand som støtter mig helt vildt. Men det er bare noget andet at kunne tale med en “kvinde” om det.
Mine veninder ved det ikke, da jeg ikke kan overskue det pt.
Nu har jeg bare lyst til at lade som ingenting og ikke fortælle nogen, ikke engang mine søskende at jeg er gravid (hvis jeg bliver det) før NF scanning.
Er måske bare nærtagende. Hvordan oplevede i det ? Og hvordan håndterede i det?

Hej

Jeg tror det er misforstået hensyn fra dine søskenes side. Hvis de ved at det er et ømt og bekymrende emne for dig, vil de ikke trænge sig på eller bringe et emne op, som måske gør dig ked af det eller bekymret. 

Derfor venter de nok på at du selv fortæller det. Jeg tror de er spændte på det og gerne vil høre om det og dele det med dig, men de lader det være op til dig, hvor meget du vil inddrage dem.

Hvis du begynder at fortælle dem om det, vil det være lettere for dem at spørge ind fremover, for så ved de at du gerne vil dele det med dem. Det bedste er måske at sige til dem at du vil blive glad hvis de vil spørge ind og vise interesse for det, så de ikke er i tvivl

Og tillykke med at have være til første samtale, jeg håber det var en god samtale  
Min mand og jeg har lige været igennem fertilitetsbehandling og har termin om en lille måned. Jeg husker stadig tydeligt den første samtale som et stort og spændende skridt  

Det er da klart fordi de viser “misforstået” hensyn hvis det er et ømt område. Hvis de bombarderede dig med spm. Ville denne tråd have heddet “mine søstre spørger konstant til behandlingen og det stresser”.

held og lykke…

Anonym skriver:

Hejsa.

jeg er netop startet i fertilitetsbehandling. Jeg har været til 1. samtale og mine 3 søskende vidste det godt. 
ingen har spurgt ind til hvordan det er gået selvom jeg har fortalt hvornår det var og at jeg er bekymret.

det gør mig faktisk rigtig ked af det inderst inde. Jeg er heldig at have en rigtig forstående mand som støtter mig helt vildt. Men det er bare noget andet at kunne tale med en “kvinde” om det.
Mine veninder ved det ikke, da jeg ikke kan overskue det pt.
Nu har jeg bare lyst til at lade som ingenting og ikke fortælle nogen, ikke engang mine søskende at jeg er gravid (hvis jeg bliver det) før NF scanning.
Er måske bare nærtagende. Hvordan oplevede i det ? Og hvordan håndterede i det?

Der mangler lidt baggrunds information her. Har dine søskende vidst i længere tid, at i måske skulle have hjælp til at blive forældre og har det været et emne, som i har snakket om før, altså forstået på den måde, at de vidste i havde svært ved at blive forældre og det har været et “emne” hvor åbenhed har været der fra jeres side af og hvor spørgsmål er blevet stillet og besvaret før ?. 

Jeg tror også at det er et misforstået hensyn

jeg har et par veninder der havde det omvendt, folk ringede konstant for at hører om det, svigermor havde skrevet menstruation-cyklus ind i kalenderen  og det tog flere år før at de blev gravide

de sagde at det var sindssygt hårdt at der var så meget fokus på det, for hver måned de fik menstruation følte de at deres krop fejlede  

jeg tror egentligt heller ikke at jeg ville spørge så meget ind til det hvis det var nogen i min omgangskreds, fordi at det kan sætte et pres på personen

Tjek - jeg kender også én i behandling og spørger ALDRIG ind til det, fordi jeg ikke vil være påtrængende. Vi har nemt ved at blive gravide herhjemme og det har jeg det jo også lidt skidt med ift. hende. Så det taler vi KUN om, hvis hun nævner det.

Bør jeg spørge ind? Jeg vil jo vildt gerne snakke med hende om alt, hvad hun føler og oplever?

Ipsum skriver:

Tjek - jeg kender også én i behandling og spørger ALDRIG ind til det, fordi jeg ikke vil være påtrængende. Vi har nemt ved at blive gravide herhjemme og det har jeg det jo også lidt skidt med ift. hende. Så det taler vi KUN om, hvis hun nævner det.

Bør jeg spørge ind? Jeg vil jo vildt gerne snakke med hende om alt, hvad hun føler og oplever?

Jeg ville fortælle hende at du ikke spørger ind af hensyn til hende. Så ved hun det og hun får mulighed for at fortælle om det er et hensyn hun er glad for at du tager, eller om hun hellere vil have at du spørger ind.

Ved at spørge hende, undgår du også den risiko at hun tolker det som om du er ligeglad og ikke som et hensyn for hendes skyld.

Jeg stod i tilsvarende situation, hvor jeg blev gravid og min veninde ikke blev det i en længere periode, der ville jeg heller ikke spørge ind. Men jeg snakkede heldigvis med hende om det og det viste sig at hun gerne ville spørges til